Mødedato: 12.01.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Høringssvar om ændret regulativ for erhvervsaffald

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om ændret regulativ for erhvervsaffald.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om ændret regulativ for erhvervsaffald, der ses i løsningsafsnittet..

Problemstilling

I perioden 20. december 2022-23. januar 2023 er der på Bliv Hørt-portalen en offentlig høring om ændring i regulativet for erhvervsaffald.

Fra sagsbeskrivelsen på Bliv Hørt-portalen:
”Kommunens regulativ for erhvervsaffald skal ændres som følge af nye nationale krav om, at virksomheders betaling for deltagelse i kommunale affaldsindsamlingsordninger ikke længere skal ske i form af betaling af affaldsgebyrer, men i stedet ved betaling af en pris svarende til markedspris. I dag betaler både virksomheder og husholdninger affaldsgebyrer for benyttelse af kommunernes ordninger. Virksomheder, der ligger i ejendomme med både virksomheder og husholdninger, og som benytter de kommunale affaldsordninger for husholdningsaffald, vil ifølge udkastet fra den 1. juli 2023 skulle betale en pris svarende til markedspris.

Forvaltningen vil i løbet af foråret 2023 orientere virksomheder og grundejere om muligheden for at benytte de kommunale affaldsordninger og prisen herfor.

Derudover foreslås det, at regulativet for erhvervsaffald ændres, så der fra 1. januar 2024 stilles krav om, at virksomheder, som deltager i den kommunale indsamlingsordning for restaffald, og som benytter sække til emballering af restaffald, skal anvende klare plastsække. Dette forslag er ikke en del af den nye nationale lovgivning, men skyldes, at kommunen oplever, at store mængder usorteret affald fra virksomhederne i dag afleveres til restaffaldsordningen i sorte affaldssække.

Kravet om anvendelse af klare sække forventes at øge sorteringen af virksomhedernes genanvendelige affald, gøre tilsynene mere effektive, og at give virksomhederne bedre mulighed for selv af rette op på fejlsortering.”

Link til Bliv Hørt-portalen: https://blivhoert.kk.dk/hoering/forslag-til-aendret-regulativ-erhvervsaffald

Løsning

Forslag til høringssvar:

”Indre By Lokaludvalg opfordrer forvaltningen til at forelægge en sag for Teknik- og Miljøudvalget med forslag til, hvordan forvaltningen vil planlægge og gennemkøre en kampagne for, at virksomheder anvender de kommunale affaldsindsamlingsordninger.

Den nuværende tilstand, hvor både kommunale og forskellige private affaldsindsamlingsoperatører indsamler affald, er ikke holdbar. Det genererer unødig lastbiltrafik i Indre Bys beboelsesgader, og særligt de private operatørers affaldsindsamling er til gene for beboerne, fordi det typisk sker om natten.

Lokaludvalget opfordrer derudover forvaltningen til at forelægge en plan for Teknik- og Miljøudvalget for, hvordan den kommunale affaldsindsamling i Indre By kan ske under hensyntagen til beboerne i bydelen.

De tidlige morgentimer præges af unødvendigt mange skraldebiler, som afhenter affald hos erhverv og hos private husholdninger. Mange gader er udnævnt til såkaldte ”røde gader”, hvilket betyder, at skraldebilerne allerede kører fra kl. 06 i stedet for fra kl. 07.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
Indre By Lokaludvalg”

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på Bliv Hørt-portalen.

Beslutning

Ændringsforslag til det foreslåede høringssvar:

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget opfordrer Teknik- og Miljøforvaltningen til at bistå erhvervsdrivende, grundejere og beboere med at få aftalt en koordineret afhentning af affald.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Mads Aarup om, at lokaludvalget gør opmærksom på, at afhentning af affald fra sorteringspunkter vil støje til gene for omkringboende, jf. erfaringerne med afhentning af flasker fra flaskecontainerne.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Mads Aarup om, at lokaludvalget gør opmærksom på, at jf. erfaringerne med flaskecontainere vil erhvervsdrivende lægge affald i sorteringspunkterne, hvorfor de erhvervsdrivende bør medvirke til finansieringen af sorteringspunkterne.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om ændret regulativ for erhvervsaffald, der ses i løsningsafsnittet, med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.
Til top