Åben spørgetid
Beslutning
Parkering
En borger gav udtryk for, at han er imod lokaludvalgets forslag om, at det ikke længere skal være gratis at parkere mellem lørdag kl. 17 og mandag kl. 8. Han begrundede sin holdning med, at forholdene i byen skal være til borgernes bedste, at Indre Bys beboere skal kunne modtage gæster og at forslaget vil hæmme byens weekendliv og forretningsliv.
Mads Aarup svarede, at der i Københavns Kommune overordnet er et ønske om færre biler og færre parkeringspladser, men at de gratis parkeringspladser tiltrækker biler, hvilket er et mismatch.
Lars Wallenberg gav borgeren ret, idet der skal være adgang for borgerne til kirkernes gudstjenester om søndagen og til forretningerne. Det kan ske ved, at man om søndagen har tre timers gratis parkering.
Bent Lohmann svarede, at lokaludvalgets generelle holdning til parkering er, at det skal være besværligt for pendlere at parkere i Indre By, men at det ikke er lokaludvalgets hensigt at hindre Indre Bys beboere i at modtage gæster. Han svarede videre, at Indre By ikke skal løse alles problemer, så hvis pendlerne mener noget andet end lokaludvalget, må de involvere sig i debatten.
Peter Muschinsky svarede, at både beboere og pendlere har transportbehov, som skal opfyldes, og at det skal hænge sammen. Derfor skal der skabes andre transportmuligheder end bilen.
Marietta Bonnet svarede, at med lokaludvalgets forslag vil det fortsat være muligt at parkere om søndagen. Der vil bare ikke være gratis parkering.
Hans-Henrik T. Ohlsen svarede, at besøgende har mulighed for at benytte offentlig transport og taxi.
Anton Skovle svarede, at hovedparten af Indre Bys beboere ikke ejer en bil, men bruger kollektiv transport eller cykler, hvilket er i tråd med det, som Københavns Kommune vil.
Kjeld A. Larsen svarede, at ingen politikere vil røre ved biltrafikken. Eksempelvis vil et eventuelt kommende parkeringsanlæg på Dantes Plads i hovedsagen være til for udefrakommende, selv om parkeringsanlægget ligger i et område med god offentlig transport.
Det lokale miljøarbejde
Lederen af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn Marianne Spang Bech orienterede bl.a. om arbejdet med årsplanen for det lokale miljøarbejde samt om Teknik- og Miljøforvaltningens Biodiversitetspulje og Bylivsgadepulje.
El-biler
Mads Aarup oplyste, at Ingeniørforeningen og Elbilforeningen vil undersøge elbilejeres vanskeligheder med at finde ladestandere ved kantsten. Han efterlyste deltagere til undersøgelsen.