Mødedato: 11.12.2014, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Erhvervsparkering i Middelalderbyen

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om erhvervsparkering i Middelalderbyen.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen om erhvervsparkering i Middelalderbyen, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Lokaludvalget drøftede i mødet den 9. oktober 2014, hvordan det kan blive nemmere for erhverv med ærinde i Indre By at
parkere i bydelen og bad Byudviklingsgruppen se på problemstillingen.

Løsning

Byudviklingsgruppen har drøftet sagen i to møder. nedenstående forslag til henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen er baseret på gruppens drøftelser.

"Indre By Lokaludvalg beder Teknik- og Miljøforvaltningen om i sin Parkeringsredegørelse 2015 til Teknik- og Miljøudvalget at inddrage det forhold, at der i Middelalderbyen er begrænsede muligheder for parkering for erhverv, der skal betjene borgere og små erhverv i kvarteret.

Lokaludvalget foreslår, at parkeringspladserne i Middelalderbyen prioriteres således:

1. erhvervsparkering, af- og pålæsning, handicapkørsel
2. handicapparkering
3. elbilparkering
4. beboerparkering
5. pendlerparkering og privat kundekørsel
6. reduktion af den gennemkørende trafik, så der er plads til andre aktiviteter, herunder parkering.

Lokaludvalget mener, at det er nødvendig at være kreativ omkring en kombination af de forskellige parkeringsformer, eksempelvis forskellige parkeringsformer på samme areal i løbet af døgnet. Man kunne også se på konsekvensen af, at der kun udstedes 1 beboerlicens pr. husstand. Det kræver et større analysearbejde, som forvaltningen må foretage. Et grundlag for analysearbejdet kunne være meldinger fra erhvervsdrivende og håndværkere om aktuelle parkeringsmæssige problemstillinger.  De kunne gives mulighed for at indberette om dette, fx. via et kort oå en hjemmeside ki stil med Indre By Lokaludvalgs idékort.

I analysen kan også indgå spørgsmålet om, hvordan visse former for erhvervskørsel alternativt kan foregå med ladcykel, og muligheden for at beboerparkering kan foregå i eksisterende parkeringshuse uden for Middelalderbyen. 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Lis Langsø stillede ændringsforslag om prioriteringen af parkeringspladserne i Middelalderbyen, så prioriteringen er:

  1. erhvervsparkering, af- og pålæsning, handicapkørsel
  2. handicapparkering
  3. beboerparkering
  4. elbilparkering
  5. pendlerparkering og privat kundekørsel
  6. reduktion af den gennemkørende trafik, så der er plads til andre aktiviteter, herunder parkering. 

Lokaludvalget stemte om indstillingen om prioriteringen af parkeringspladserne i Middelalderbyen for så vidt angår 3. elbilparkering og 4. beboerparkering.

For stemte 8 lokaludvalgsmedlemmer
Imod stemte 9 lokaludvalgsmedlemmer.
1 lokaludvalgsmedlem undlod at stemme.

Dermed havde lokaludvalget forkastet den indstillede prioritering af parkeringspladserne i Middelalderbyen for så vidt angår 3. elbilparkering og 4. beboerparkering.

Lokaludvalget tiltrådt der på ovennævnte ændringsforslag fra Lis Langsø.


Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om i henvendelsen at foreslå kommunen at udvikle en app, der i realtid viser ledige parkeringspladser i de private parkeringshuse. 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Helle Bonnesen om i henvendelsen at foreslå kommunen at undersøge i hvilken grad udenlandske repræsentationer benytter deres parkeringspladser og drøfte resultatet med Udenrigsministeriet med henblik på en eventuel frigivelse af parkeringspladser til anden form for parkering, som tilgodeser de omkringboende.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Peter Ziolo om i henvendelsen at foreslå kommunen, at man i perioden 1. november-1. marts anvender parkeringspladsene, der er reserveret til motorcykler, til anden form for parkering, der tilgodeser de omkringboende, da kun få borgere kører på motorcykel i vinterhalvåret.

Lokaludvalget godkendte henvendelsen med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.


Lokaludvalget bemyndigede formanden til i en anden henvendelse at bede forvaltningen redegøre for vilkårene i de forskellige delebilsordningerne med hensyn til parkering i Indre By Lokaludvalgs område.

Til top