Mødedato: 11.12.2014, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Nattelivet i Skindergade

Indre By Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen, samt Københavns Politi om nattelivet i ejendommene Skindergade 20 og Lille Kannikestræde 3.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår, 
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen, samt Københavns Politi om nattelivet i ejendommene Skindergade 20 og Lille Kannikestræde 3, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

En borger har på lokaludvalgets hjemmeside skrevet, at der i årevis har været klaget uden resultat til Miljøkontrollen og politiet over nattelivet på hjørnet af Skindergade/Ll. Kannikestræde. Borgeren oplyser, at udviklingen er forværret siden april 2013, da der åbnede et 3 etagers diskotek på adressen Skindergade 20. Der er beboelse på 3. og 4.sal.


Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver følgende til Teknik- og Miljøudvalget, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen, samt Københavns Politi:

"Lokaludvalget har fra en borger fået oplyst, at forholdene for ham som beboer i ejendommen Skindergade 20 er blevet forværret, efter at der er åbnet et 3 etagers diskotek i ejendommen. Han fortæller, at situationen er langt over stregen generende. Han overvejer at flytte, da støjgenerne mv. hele ugen igennem fra to beværtninger samt det hensynsløse gademiljø omkring beværtningerne efterhånden overbelaster sundhedsmæssigt i al for høj grad. Han oplyser, at han uden held har klaget til Teknik- og Miljøforvaltningen og politiet.

Lokaludvalget undrer sig over, at man tillader en restauration af denne karakter i en ejendom med beboelse.

Vi beder derfor om en redegørelse om, hvad der ligger til grund for tilladelserne til restaurationer i ejendommene Skindergade 20 og Lille Kannikestræde 3 og på hvilke vilkår, de er givet.

Vi beder endvidere om en redegørelse om, hvordan forvaltningen, Bevillingsnævnet og politiet de seneste tre år har håndteret klager over restaurationerne i ejendommene Skindergade 20 og Lille Kannikestræde 3. 

Endelig beder vi om en vurdering fra politiet om forholdene i gaderne foran restaurationerne samt om, hvordan politiet tackler dem.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"



Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøudvalget, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen, samt Københavns Politi.
 
Lokaludvalgets repræsentanter i Samarbejdsforum om nattelivet i Indre By vil vurdere, om sagen skal tages op dér som eksempel på, at Bevillingsnævnet skal have fokus på udviklingen i nattelivet i kvarteret omkring Gråbrødre Torv.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsudvalget og Kultur- og Fritidsforvaltningen, samt Københavns Politi om nattelivet i ejendommene Skindergade 20 og Lille Kannikestræde 3, der fremgår af løsningsafsnittet.
Til top