Mødedato: 11.12.2014, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Ønsker til kommunens Budget 2016

Indre By Lokaludvalg skal beslutte ønsker til Københavns Kommunes budget for 2016.

Indstilling og beslutning

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at sende ønskelisten til Københavns Kommunes budget for 2016, der fremgår af løsningsafsnittet, til medlemmerne af Borgerrepræsentationen. 
  2. at Indre By Lokaludvalg beslutter tre sager fra ønskelisten, som man ønsker at fokusere særligt på under budgetprocessen.

Problemstilling

Processen på Rådhuset for Budget 2016 starter nu. Hvis lokaludvalget ønsker indflydelse i processen, skal det byde ind med ønsker senest i januar 2015.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget beslutter nedenstående  ønsker til kommunens Budget 2016, som kan sendes til Borgerrepræsentationens medlemmer samt til de forvaltninger, ønskerne angår. Ønskerne nedenfor er nogle af de ønsker fra ønskelisten til Budget 2015, som ikke blev taget med i budgettet, og ønsker, der er prioriteret i bydelsplanen, samt nye ønsker affødt af lokaludvalgets aktiviteter i 2014.

Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget beslutter at fokusere særligt på tre sager fra ønskelisten under den forestående budgetproces. Lokaludvalget kan bl.a. med lobbyarbejde over for Borgerrepræsentationens medlemmer samt ved indgåelse af alliancer med andre aktører fremme de tre sager, man beslutter at fokusere på. Formanden foreslår endvidere, at de politisk valgte medlemmer af lokaludvalget påtager  sig opgaven at fremme de udvalgte projekter overfor deres partifæller i Borgerrepræsentationen.


Ønskeliste

Kultur- og Fritidsudvalget

1. Vinterbad
Der bør etableres et vinterbadeanlæg et passende sted på Indre By-siden af i Inderhavnen. I 2016 kunne man afsætte midler til projekteringen af det, så man har et grundlag for en borgerdialog om det.


Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget

2. Skøjtebane
Med metrobyggeriet har Indre By midlertidigt mistet sin skøjtebane på Kgs. Nytorv. En storby med respekt for sig selv bør have en centralt beliggende skøjtebane. Indre By bør have en, fordi bydelen er underforsynet med idrætsfaciliteter. Det kunne fx. være i gårdspladsen i Kunsthallen Charlottenborg, der er afskærmet mod vind. Her kunne man, indtil Kgs. Nytorv er retableret, midlertidigt anlægge en CO2-neutral skøjtebane.

3. Midlertidige byrum
Byggepladserne i Indre By generer og irriterer og bidrager negativt til oplevelsen af bydelen. Men Byens Hegn er et godt eksempel på, hvordan man kan få kultur ud af et ellers trist byggehegn. Vi forestiller os en systematisk brug af byggehegn til kunst. Endvidere forestiller vi os opgradering af eksisterende byrum til brug for fritidsaktiviteter mm., som erstatning for de byrum, der er mistet, sålænge der bygges. Vi foreslår, at der afsættes midler til dette. For private bygherre bør man stille krav om at bidrage positivt til bydelen på denne måde. 



Teknik- og Miljøudvalget

4. Metroforpladser
Der er en plan for, hvordan arealerne omkring de kommende metrostationer i Indre By skal udformes. Det er aftalt med Metroselskabet. Borgerrepræsentationen bør tænke videre og afsætte midler til forskønnelse og forbedring af den del af metroforpladserne, der ikke indgår i aftalen med Metroselskabet – og allerede nu tage fat på at forskønne og forbedre, der hvor det er muligt, uden at genere metrobyggeriet.

5. Puljer til forgrønnelse 
Med udgangspunkt i kommunens Klimaplan bør der afsættes midler i 2016 og årene frem til forgrønnelse af bygninger i Indre By. Forgrønnelsen kan tage noget af luftforureningen, ligesom den virker støjdæmpende og afkølende og således modvirker skybrud. Endvidere vil det have en gavnlig effekt på absorbering at regnvand og dermed være medvirkende til mindre belastning af kloaksystemerne.

Vi forestiller os tre puljer:
1. en pulje til forgrønnelse af kommunens egne bygninger i Indre By, som de stående udvalg kan trække på – vel først og fremmest Økonomiudvalget, eftersom det får Københavns Ejendomme under sig.

2. en pulje til forgrønnelse af statens bygninger i Indre By, som ministerierne og styrelserne kan søge om penge fra.

3. en pulje til forgrønnelse af egnede private bygninger, som private ejendomsejere kan søge om penge fra.

Et krav til de, der får forgrønnelsesstøtte, kunne være, at de skal benytte Miljøpunkt Indre By-Christianshavn som rådgivere, så kommunen har sikkerhed for, at forgrønnelsen fagligt er i orden. Hvis man tænker videre, kunne vilkår for støtten fastsættes af Miljøpunktet, ligesom sagsbehandlingen af ansøgningerne kunne foregå dér.

6. Storbyhaver
Med udgangspunkt i Teknik- og Miljøforvaltningens katalog ”Frivillighed i det fri” fra 2011 foreslår vi, at der afsættes midler til udvikling af små haver i Indre Bys gaderum, som borgere frivilligt er ansvarlige for sammen med kommunen. Indre By Lokaludvalg er interesseret i at stå for grønne partnerskaber, som omtales i kataloget ”Frivillighed i det fri”.


7. Motion på stier og gader
Med udgangspunkt i kommunens Sundhedspolitik bør man i 2016 og årene frem afsætte yderligere midler til at forbedre vilkårene for motionister i Indre By, fx ved at anlægge arealer i parker, ved Søerne og på havnefronten med udendørs motionsredskaber, samt ved at forbedre de stier, der er populære at løbe på. Endnu bedre ville det være, hvis stien langs Søerne blev ført under de krydsende, meget trafikerede gader.

Endvidere foreslår vi at lukke en eller flere vejstrækninger – helt eller delvist – i weekenderne, således at de kan anvendes til rulleskøjteløb, skateboard, cykling, løb, stavgang osv. Det kunne f.x. være Søgaderne, Slotsholmen eller Dag Hammarskjölds Alle-Grønningen, man lukkede af.

8. Brede cykelstier og mange cykelstativer 
I vores dialog med borgerne om god cykelkarma har vi konstateret, at der er behov for trygge cykelstier. D.v.s. at på de mest befærdede strækninger skal cykelstierne være brede, og generelt skal der ikke anlægges cykelbaner, men cykelstier, så der sikres en adskillelse mellem den motoriserede trafik og cyklisterne.

Vi kan endvidere se, at der er et stort behov for cykelparkering. Især Middelalderbyen er underforsynet. 

9. Støjhandlingsplan
Lokaludvalget foreslår Borgerrepræsentationen at iværksætte tiltag i Indre By i medfør af kommunens støjhandlingsplan, fx at lægge støjdæmpende asfalt på veje og støjisolere boliger.

10. Plan for trafikafviklingen i Indre By i 2019
Lokaludvalget foreslår, at Borgerrepræsentationen i 2016 afsætter midler til udvikling af en plan for trafikafviklingen i Indre By i 2019, når Cityringen er taget i brug.

11. Projektet "Til Havns" og visionen "En havn fuld af muligheder" 
Christianshavns Lokaludvalg og Indre By Lokaludvalg gennemførte i 2013 en idékonkurrence for Inderhavnen og kanalerne. Vi modtog 33 forslag. Lokaludvalgene har i samarbejde med vinderen udviklet på projektet "Til Havns".

Muligheden for bred offentlig tilgang til og rekreative ophold ved vandet er kernen i projektet. Det består af en stor ponton, der bl.a. indeholder et undervandskammer, hvor man kan betragte livet under havnens overflade, samt flere mindre pontoner, der kan bruges til mange forskellige aktiviteter – f.eks. rekreation, bevægelse, leg og kunst. Pontonerne etablerer en ikke-kommerciel platform, der giver en direkte adgang til vandet. Projektet henvender sig til borgere, kultur- og sportsforeninger, skoler og andre børneinstitutioner samt turister. En sekundær målgruppe er diverse ildsjæle, firmaer og fonde, der arrangerer kultur- og sportsaktiviteter. Alle pontoner er mobile, og kan derfor bugseres rundt til forskellige lokationer i havnen og kanalerne, når de ikke er på deres udgangslokation. 

Tanken er at videreudvikle projektet i samarbejde med en forening, som vi vil danne. Foreningen skal have have udvikling af drift af pontonerne som sit formålet. 

De to lokaludvalg har kontakt til By & Havn, Lokale- og Anlægsfonden og Realdania om finanisering og samarbejde om udviklingen af projektet, som vi stiler mod at indvie i sommeren 2016. Leje af vandareal og kajstrækning vil være en driftsudgift for projektet. Det kunne være en udgift, som kommunen afholdte de første år, idet projektet ligger fint i tråd med kommunens vision "En havn fuld af muligheder" og kunne være det første eksempel på, hvordan visionen tænkes omsat til noget håndgribeligt.

12. Rådhuspladsen-området og skybruds-projektet for H.C. Andersens Boulevard
I efteråret 2013 afholdte lokaludvalget en workshop om Rådhuspladsen-området i samarbejde med Politiken. På baggrund af workshoppen har vi udarbejdet et idékatalog for området - vedlagt.

Idékataloget kan give lokaludvalget, Københavns Kommunes forvaltninger og politikere samt bydelens borgere og brugere et indblik i, hvordan området opleves, og hvilke ønsker og idéer bydelens borgere og brugere har til den fremtidige udvikling af området.

Lokaludvalget mener især, at Københavns Kommune skal arbejde videre med tankerne om at gøre Rådhuspladsen til en mere afgrænset plads med et samlende centrum. Rådhuspladsen skal dog stadig kunne bruges til store, folkelige arrangementer. Derudover kan vi se en klar indikation af, at bydelens borgere og brugere ønsker mere grønt og flere muligheder for intimt ophold i området omkring
Rådhuspladsen.

På baggrund af de input, der førte til idékataloget, vil lokaludvalget hermed opfordre Borgerrepræsentationen til at tænke helhedsorienteret og langtidsholdbart i forhold til udviklingen af området omkring Rådhuspladsen. Således foreslår vi, at der bl.a. på baggrund af idékataloget udskrives en international arkitektkonkurrence for skybruds-projektet for H.C. Andersens Boulevard, der også skal føre til bud på, hvordan Rådhuspladsen kan indrettes. Det foreslår vi, at Borgerrepræsentationen afsætter midler til i 2016.

13. Nørreport-området
I efteråret 2013 afholdte lokaludvalget også en workshop om Nørreport-området, ligeledes i samarbejde med Politiken. På baggrund af workshoppen har vi udarbejdet et idékatalog for området - vedlagt. Idékataloget kan give lokaludvalget, Københavns Kommunes forvaltninger og politikere samt bydelens borgere og brugere et indblik i, hvordan området opleves, og hvilke ønsker og idéer bydelens
borgere og brugere har til den fremtidige udvikling af området. 

På baggrund af de input, der førte til idékataloget, vil lokaludvalget hermed opfordre Borgerrepræsentationen til at arbejde videre med de tanker og idéer, som er blevet præsenteret i idékataloget. Området omkring Nørreport er et helt specielt område i byen med både kulturelle tilbud, afstressende naturoplevelser, hverdagsliv, trafikvivar og rige muligheder for indkøb og shopping. Lokaludvalget mener, at området har potentiale til at blive endnu mere attraktivt, hvis man for eksempel arbejder med at skabe sammenhænge i området,  f.eks. mellem parkerne og kulturinstitutionerne, som gør det lettere og mere attraktivt at bevæge sig rundt til fods. Dog er det vigtigt, parkerne bevarer deres særpræg og de stille rum for fordybelse og afslapning.

Lokaludvalget ser frem til at Ny Nørreport-projektet står færdigt, men allerede nu vil vi opfordre til, at man indarbejder ”mødesteds-funktionen” i projektet. Det vil være en god tilføjelse til projektet, hvis der blevet lavet et form for landmærke, hvor der er plads til korte ophold ved Nørreport Station. Lokaludvalget opfordrer til, at man afsætter midler til dette i Budget 2016.

Bydelens borgere og brugere har taget positivt imod Torvehallerne og det byliv, som udfolder sig her. Dog er der plads til forbedringer i forhold til udformning af det udendørs areal rundt om hallerne. Lokaludvalget ønsker, at man realisere de oprindelige planer for området, som indebærer mere grønt og markedspladslignende forhold. Det ønsker lokaludvalget, at Borgerrepræsentationen afsætter midler til.

Trafikalt og forureningsmæssigt er området meget hårdt belastet. Lokaludvalget ønsker, at Borgerrepræsentationen i Budget 2016 afsætter midler til en helhedsorienteret analyse af, hvordan man kan begrænse lastbil- og personbiltrafik, mindske støj- og luftforurening og skabe større trafiksikkerhed i området.

14. Området syd for Kastellet
Lokaludvalget mener, at der er behov for at få kigget på områdets trafikforhold, belysning, aktiviteter, samspil med havnen samt servicen over for de mange turister i området. Lokaludvalget mener derfor, at Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune bør igangsætte et projekt for udvikling af området. Lokaludvalget deltager gerne i processen.

15. Offentlige toiletter
Lokaludvalget foreslår, at Borgerrepræsentationen afsætter midler i Budget 2016 og frem til at betale cafeer og lignende for at stille deres toiletter til rådighed for offentligheden for dermed at udvide antallet af toiletter, som offentligheden kan benytte. Alternativ kunne kommunen som modydelse for at stille offentligt areal gratis til rådighed for cafeer og restauranters udendørserveringer kræve, at cafeerne og restauranterne stiller deres toiletter til rådighed for offentligheden.

Endvidere foreslår lokaludvalget, at der afsættes midler til at indrette offentlige toiletter i eksisterende bygninger, eksempelvis i tomme erhvervslejemål. 

16. Renovering af den sydlige del af Østre Anlæg
Lokaludvalget foreslår, at der afsættes midler til renovering af den sydlige del af Østre Anlæg, dvs.området mellem Sølvgade, Den Hirschspungske Samling, voldgraven og Statens Museum for Kunst. Den del af anlægget fremstår miserabel og virker utrygt at færdes i efter mørkets frembrud.



Sundheds- og Omsorgsudvalget

17. Ufrivillig ensomhed blandt ældre

Lokaludvalget foreslår, at der afsættes midler til en projektgruppe, som skal have til opgave at undersøge udbredelsen af og årsagen til ufrivillig ensomhed blandt ældre i Indre By, samt hvilke konkrete initiativer de ældre savner. Metoden for undersøgelsen skal være kvalitativt baseret og have et antropologisk afsæt, som supplerer de eksisterende kvantitative undersøgelser. Undersøgelsen
kan eventuelt foretages i samarbejde med forskere eller studerende inden for sociologi, antropologi eller lignende, som for eksempel kan bidrage med overvejelser om nye typer parametre for måling af ensomhed - andre end man hidtil har anvendt. Derudover kan Ensomme Gamles Værn og Socialt Udviklingscenter SUS inddrages i undersøgelsen samt udvikling af metoder for implementering af tiltag.

Projektgruppen skal udarbejde forslag til et par pilotprojekter med en opskrift på selvkørende, lokale interessegrupper for socialt interesserede ældre samt inspirationsforslag til frivillige aktiviteter drevet af ældre. Projektgruppens anbefalinger udarbejdes i samarbejde med det samarbejdsforum der er nedsat i forbindelse med projekt ”Aktiv hele livet” med repræsentanter blandt andet fra det lokale
foreningsliv. Projektet forventes at tage cirka et halvt år at realisere. Derefter følger eventuel realisering af pilotprojekter.

18. Sundhedshus
Borgerne i Indre By er tilknyttet sundhedshuset i Randersgade på Østerbro. Lokaludvalget mener, at bydelen bør have sit eget, centralt placerede sundhedshus og foreslår, at der i 2016 afsættes midler til udvikling af et sådant. Det kunne placeres i et tomt erhvervslejemål.


Socialudvalget

19. Bedre forhold for hjemløse
Lokaludvalget har i år givet midler til Vor Frue Sogns Menighedsråd og Projekt Udenfor, så de kunne opsætte opbevaringsbokse, som hjemløse kan benytte til at opbevare deres ejendele. De bokse dækker formentlig ikke behovet, så lokaludvalget foreslår, at Socialudvalget afsætter midler til flere bokse i Indre By. 

Vi forestiller os et rum et sted i Indre By med ca. 100 aflåste bokse, der bemandes af en person, som også kan tilbyde rådgivning, for eksempel om muligheder for at få en fast bolig. Dermed kan projektet understøtte Københavns Kommunes hjemløse-strategi ved at få flere hjemløse fra gaden til egen bolig. Stedet bør være åbent et par timer om morgenen og igen om aftenen, hvor de vil have mulighed for at aflevere og afhente deres ting. Nøglen til skabet udleveres ikke, men lånes kun ud når man afleverer og henter sine ting, så den ansatte har ansvaret for nøglerne. 


Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

20.Kampagne mod diskrimination
Lokaludvalget foreslår, at der afsættes midler til at lave kampagner i Indre Bys nattelivsgader mod diskrimination af unge københavnere med anden baggrund end dansk.

Økonomi

Intet.





Videre proces

Formanden sender et brev om lokaludvalgets ønsker til kommunens Budget 2015 til Borgerrepræsentationens medlemmer samt til de forvaltninger, ønskerne angår.
BILAG
Inspirationskataloget "Frivillighed i det fri" (ikke på papir)
https://subsite.kk.dk/eDoc/Teknik-%20og%20Miljoeudvalget/07-02-2011%2015.00.00/Referat/11-02-2011%2017.01.50/6103976.PDF

Læs om lokaludvalgets idékatalog for Rådhuspladsen-området her
http://www.indrebylokaludvalg.kk.dk/artikler/r-dhuspladsen-skal-indbyde-ophold (ikke på papir)


Læs om lokaludvalgets idékatalog for Nørreport-området her
http://www.indrebylokaludvalg.kk.dk/artikler/skab-gr-nne-sammenh-nge-omkring-n-rreport (ikke på papir)

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om at bemyndige formanden til i samarbejde med Hans-Henrik T. Ohlsen og Kjeld A. Larsen at udvælge og sende de forslag, der ikke indebærer driftsudgifter, til partierne i Borgerrepræsentationen, således at de kan komme i spil i forbindelse med sagen i Borgerrepræsentationen om overførsel af uforbrugte midler fra 2014 til 2015.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget i mødet den 15. januar 2015 tager stilling til de øvrige forslag.
Til top