Mødedato: 11.11.2021, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Udeserveringer med varmelamper

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal godkende et brev til Teknik- og Miljøudvalget med forslag om, at der indføres en bestemmelse i Københavns Kommune om, at der kun i begrænset omfang tillades varmelamper i forbindelse med udeserveringer.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøudvalget, der fremgår af løsningsafsnittet, med forslag om, at der indføres en bestemmelse i Københavns Kommune om, at der kun i begrænset omfang tillades varmelamper i forbindelse med udeserveringer.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Max Hochermann:

"Sender efter aftale indlæg om terrassevarmere. Jeg mener, at det er et relevant emne at tage op på Lokalrådsmøde. 

ENERGIFRÅS: UDENDØRSSERVERING MED TERRASSEVARMERE I KØBENHAVN

I forbindelse med tilladelserne til udvidet udeservering i Københavns kommune sommeren og efteråret 2020 steg antallet af varmelamper i gadebilledet voldsomt.

Har politikerne i Borgerrepræsentationen glemt visionerne i Klimaplanen KBH 2025?

Hvordan kan politikerne acceptere, at der “fyres for gråspurvene” med el- og gasdrevne terrassevarmere? Er dette i overensstemmelse med ambitionerne om CO2- neutralitet i 2025?

Ifølge Klimaplanen er det overordnede mål for 2025 en reduktion af elforbruget på 20 pct. i handels- og servicevirksomheder og på 10 pct. i husholdninger.

Almindelige husstande opfordres således hele tiden til at reducere deres elforbrug, mens politikerne forholder sig helt passivt til caféers, barers og restauranters energispild.
Ofte ses at barerne, værtshusene og restauranterne er halvtomme indenfor, men helt fyldt med kunder, som sidder udenfor under eller ved siden af terrassevarmerne.

Selvfølgelig kan Københavns Kommune ikke direkte forbyde anvendelsen af terrassevarmere, men man kan gøre det til en betingelse for fremtidige tilladelser til udendørsservering, at udendørs opvarmning ikke finder sted på det pågældende serveringssted. Dette vil have stor signalværdi og demonstrere politikernes ansvarlighed i klimadebattens årti.

Det er sikkert ikke uden grund at man har forbud mod anvendelse af terrassevarmere i Paris og i adskillige tyske og schweiziske storbyer. I Køge tillades kun varmelamper opstillet på udeserveringsarealet i meget begrænset antal og skal altid godkendes af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Der har været forespørgsler til TMU 2 gange i år angående terrassevarmere. Svaret til Flemming Steen Munch er mest interessant."

De to svar, som Max Hochermann nævner, ses i bilaget.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget:

"Indre By Lokaludvalg foreslår, at der indføres en bestemmelse i Københavns Kommune om, at der kun i begrænset omfang tillades varmelamper i forbindelse med udeserveringer, og at anvendelsen af varmelamper skal godkendes af kommunen. Køge Kommune har en sådan bestemmelse. I praksis kan varmelamper gøres til en del af ansøgningen i Erhvervsportalen, hvor der indsættes et felt, som udfyldes af restauranten. Her kan oplyses, hvilken type varmelamper der ønskes anvendt og hvor de opstilles. Oplysningerne kan derefter blive en del af restaurantens tilladelse til udeservering. Ordningen vil forhindre, at restauranter opstiller flere lamper, end der er givet tilladelse til.

Lokaludvalget foreslår samtidig, at det politisk besluttes, at varmelamper, som står på jorden, i højere grad anses at være til gene for anvendelse af vejarealet, da det i følge Teknik- og Miljøforvaltningen i praksis vil fremme de mere CO2-venlige eldrevne varmelamper, som ikke fylder så meget og kan placeres mere fleksibelt fx monteret på parasoller, borde og facade.

Lokaludvalgets forslag skal ses som et bidrag til at få opfyldt målsætningerne i "KBH 2025 Klimaplanen".

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøudvalget.

Bilag

0. Link til "KBH 2025 Klimaplanen":

https://byudvikling.kk.dk/klimaplan

 

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at følgende sætning udgår af brevet: "Lokaludvalget foreslår samtidig, at det politisk besluttes, at varmelamper, som står på jorden, i højere grad anses at være til gene for anvendelse af vejarealet, da det i følge Teknik- og Miljøforvaltningen i praksis vil fremme de mere CO2-venlige eldrevne varmelamper, som ikke fylder så meget og kan placeres mere fleksibelt fx monteret på parasoller, borde og facade."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Anton Skovle om, at der i brevet skal henvises til, at varmelamper ikke længere er tilladt i flere tyske byer.

Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøudvalget, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top