Mødedato: 11.11.2021, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Evaluering af skærpede ordensregler i udvalgte parker, pladser og havnearealer

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte input til Teknik- og Miljøforvaltningens evaluering af skærpede ordensregler i Hørsholmsparken, Islands Brygge og dele af Fælledparken.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender svaret til Teknik- og Miljøforvaltningen med input til forvaltningens evaluering af skærpede ordensregler i udvalgte parker, pladser og havnearealer, som fremgår af løsningsafsnittet. 

 

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen evaluerer i efterår/vinter de skærpede ordensregler i udvalgte parker, pladser og havnearealer, der blev indført i foråret 2021. Forvaltningen forventer at fremlægge en evaluering af de skærpede ordensregler for Teknik- og Miljøudvalget i januar 2022.

De skærpede ordensregler forbyder brug af forstærket musik fra mandag – fredag, og søn- og helligdage i tidsrummet kl. 20.00 – 07.00 samt natten efter fredag – lørdag i tidsrummet kl. 22.00 – 9.00 i Hørsholmsparken, Islands Brygge og dele af Fælledparken.

Forvaltningen har den 7. oktober 2021 inviteret alle lokaludvalg til at komme med input til evalueringen og det fremadrettet arbejde. Svarfrist er undervejs rykket fra den 31. oktober til den 1. december 2021.

Denne sag var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 14. oktober 2021, men blev udsat. Sagsfremstillingen er ændret.

Løsning

Bemærkninger til sagen

Med mail den 7. oktober 2021 orienterede sekretariatet lokaludvalget og suppleanterne om sagen, og bad om eventuelle bemærkninger hurtigst muligt:

Lokaludvalgsmedlem Bent Lohmann
Lad os være glade for stramme regler og rose staten for den måde man håndterede Kongens Have på.

Lokaludvalgsmedlem Jens Erik Frandsen
Jeg betragter mest vores parker som områder, der kan give anledning til lidt ro, hvorfor jeg da kunne foreslå, at de anvendte forbud blev udvidet til at omfatte langt flere parker/anlæg. 

Suppleant Karina Mimoun
Som udgangspunkt er det ikke en skærpelse, men en lempelse af regler jvf.  ordensbekendtgørelsen paragraf 8, som jo nu må være være trådt ud af kraft i de områder, hvor kommunen har givet tilladelse til, at der må spilles. Er det korrekt forstået?

§ 8. Politiet kan forbyde benyttelse af højtalere, musikanlæg, musikinstrumenter eller lignende, når benyttelsen må antages at være til væsentlig ulempe for de omkringboende eller forbipasserende.

At bruge ord som skærpelse af reglerne i de tre områder, er jo det samme som at sige, at der må spilles alle andre steder døgnet rundt hvis ikke andet står. 

Det betyder også, at de rekreative områder i København og små åndehuller i København, jo reelt ikke er rekreative mere, når man nu skal acceptere at alle kan tage sin højtaler/soundbox med og spille. (Der eksistere et forbud i Kongens Have der ikke altid bliver håndhævet). 

I Indre By må gademusikanter ikke spille andet end akustisk og kun en time.  Skal de spille højere eller længere, skal de have en tilladelse af byliv. Disse regler er jo for, formoder jeg, at der er nogen der har styr på lydniveauet som beboerne og dem der arbejder herinde skal leve/arbejde under. 

Det hører også under støjforurening, der udover miljøforurening, er noget af det mest skadelige. 

Den mulighed har de ikke de tre steder kommunen har udvalg, de skal leve med en soundbox eller flere til kl. 20 på hverdage og 22 i weekenden, der kan spille op til 126 dB.

Så ønsker I at fortsætte med de tilladelser, bør det fremadrettet hedde en lempelse af regler. 

Hvad med børnene? Babyerne? Folk der arbejder nat og skal sove om dagen? Folk der ligger syge i eget hjem? I har nu valgt, at de skal leve  med musikken fra alle de soundboxes som gæsterne til området vælger at tage med. 

Det er en uhørt skæv lempelse af reglerne, der ikke varetager beboernes interesse og ikke på nogen måde er sundt for dem. Og jeg håber ikke, at det er noget der bliver udbredt i andre beboede områder.

Byudviklingsgruppen, jf. referatet af gruppens møde den 28. oktober 2021
Som vi ser det er hovedproblemet at loven ikke er fulgt med tiden og de nye store højtalere.

Der er derfor skabt et marked og et behov, som man nu overvejer at lovliggøre, nu hvor behovet er skabt. Vi savner følgende i lovgivningen

  • at der skal være retningslinjer for musik lig dem der er for trafikstøj.
  • Teknisk udstyr skal begrænses så de ikke kan spille så højt(eks. max 80dB)
  • Højtalere skal sælges med modfase, så det kun kan høres i et mindre område.
  • Hvis man laver områder hvor man ikke kan/er tilskyndet til at  ryge eller drikke er man heller ikke fristet til at blive og spille musik.
  • Politi eller lignende myndighed skal være tilstede og reagere.
  • Man skal måle på en anden måde. I dag bliver lyd midlet over en time. Det vil sige at en peaklyd bliver ignoreret fordi der ellers var stille. Man skal også have en grænse for peaklyde.

 

Forslag til høringssvar

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen:

Indre By Lokaludvalg mener, at udgangspunktet for benyttelse af højtalere, musikanlæg, musikinstrumenter eller lignende i det offentlig rum er § 8 i Ordensbekendtgørelsen:

§ 8. Politiet kan forbyde benyttelse af højtalere, musikanlæg, musikinstrumenter eller lignende, når benyttelsen må antages at være til væsentlig ulempe for de omkringboende eller forbipasserende.

Lyden fra højtalere, musikanlæg, musikinstrumenter eller lignende i parker og grønne anlæg er altid til væsentlig ulempe for de omkringboende eller forbipasserende. Parker og grønne anlæg opfattes generelt som steder, der kan give anledning til lidt ro.

Regler for kommunalt ejede, offentlige parker og grønne anlæg, som tillader brug af forstærket musik med visse undtagelser kan derfor ikke være lovlige. Et forbud mod brug af forstærket musik fra mandag – fredag, og søn- og helligdage i tidsrummet kl. 20.00 – 07.00 samt natten efter fredag – lørdag i tidsrummet kl. 22.00 – 9.00 i Hørsholmsparken, Islands Brygge og dele af Fælledparken .er således omsonst.

På den baggrund foreslår Indre By Lokaludvalg, at det slås fast, at der for alle kommunalt ejede, offentlige parker og grønne anlæg gælder et  forbud mod benyttelse af højtalere, musikanlæg, musikinstrumenter eller lignende.

Udviklingen indenfor bærbare lydsystemer er gået stærk de senere år og lovgivningen er ikke fulgt med. Lokaludvalget opfordrer Teknik- og Miljøforvaltningen til at foreslå Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen at skrive til Folketinget om behovet for at ændre miljølovgivningen. Der skal fastsættes en grænse for, hvor højt bærbare lydsystemer må spille, fx. 80 dB(A), ligesom der skal fastsættes en grænse for, hvor høj peak-støjen fra mobile lydsystemer må være.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

 

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at 3. sætning i høringssvaret formuleres: "Lyden fra højtalere, musikanlæg, musikinstrumenter eller lignende i parker og grønne anlæg er altid til væsentlig ulempe for de omkringboende, de forbipasserende og dem, som opholder sig i parkerne og de grønne anlæg." 

 

 

Til top