Mødedato: 11.11.2021, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Genetablering af gamle gadelamper i Nyboder

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte, om det vil fremme projektet "Genetablering af gamle gadelamper i Nyboder" overfor Teknik- og Miljøforvaltningen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter, om det vil fremme projektet "Genetablering af gamle gadelamper i Nyboder" overfor Teknik- og Miljøforvaltningen. Projektet er udarbejdet af en borger. Lokaludvalget har givet tilsagn om at støtte projektet.

Problemstilling

I mødet den 11. marts 2021 besluttede lokaludvalget at give en borger tilsagn om 30.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til projektet ”Genetablering af gamle gadelamper i Nyboder”. På dele af Sankt Pauls Gade, dele af Olfert Fishers Gade, Fredericiagade og i Gernersgade er der ophængt almindelige københavner-gadelamper, som borgeren ønsker bliver udskiftet med de gamle originale gadelamper. Støtten ville borgeren bruge til at få en landskabsarkitekt/ arkitekt til at udarbejde et skitseforslag med forventede omkostninger ved realisering af genetableringen af de gamle gadelamper. Skitseforslaget skal bruges til drøftelse blandt lokale interessenter, videre myndighedsbehandling og i ansøgninger om fondsmidler.

I mødet den 14. oktober 2021 orienterede borgeren lokaludvalget om status på projektet. Projektet bliver delt ind i 3 etaper. 1. etape vil være gaderne omkring Sankt Pauls Plads. 2. etape vil være gaderne omkring Sankt Pauls Kirke. 3. etape vil være gaderne placeret længst væk fra Sankt Pauls Plads og Sankt Pauls Kirke. Konceptet bag reetableringen af lamperne, drager reference
til de historiske billeder, og samtidig fortsætter rytmen fra gaderne omkring området, hvor lamperne
allerede er bevaret/genetableret. Overslagsprisen på ca. 6,8 mio. kr. er baseret på enhedspriser fra
Københavns Kommune. En række institutioner og foreninger mv. har udtalt moralsk støtte til
projektet. Borgeren vil se, om fx. A.P. Møller Fonden og Realdania kunne være interesseret i at finansiere projektet. Borgeren ønskede en udtalelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen, som kan anvendes i forbindelse med fondssøgningen.

Formanden konkluderede på fremlæggelsen, at der kommer en sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 11. november 2021 om, hvorvidt lokaludvalget skal fremme projektet over for Teknik- og Miljøforvaltningen.

Løsning

I bilaget ses projektet, som lokaludvalget skal tage stilling til. Formanden foreslår, at lokaludvalget  beslutter, om det vil fremme projektet overfor Teknik- og Miljøforvaltningen.

Økonomi

Lokaludvalget har givet borgeren tilsagn om 30.000 kr. til udarbejdelse af projektet.

Videre proces

Afhænger af lokaludvalgets beslutning.

Beslutning

Udsat til mødet den 9. december 2021.
Til top