Mødedato: 11.10.2018, kl. 18:30
Mødested: Lokalet "Dammen" i Bethesda, Rømersgade 17

Høringssvar om forslag til tillæg til lokalplanen for Ofelia Plads

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar om "Kvæsthusbroen tillæg nr. 1 - lokalplanforslag".


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret om "Kvæsthusbroen tillæg nr. 1 - lokalplanforslag", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Lokalplanforslaget "Kvæsthusbroen tillæg nr. 1" er i offentlig høring på bliv hørt-portalen i perioden 17. august-12. oktober 2018.

Tillægget omfatter området ’Kvæsthusmolen’, også kaldet Ofelia Plads, samt arealet for enden af Kvæsthusgraven, også kaldet ’Kyssetrappen’. I overensstemmelse med intentionerne i den gældende lokalplan anvendes lokalplantillæggets område i dag til en række forskellige kulturelle arrangementer. For yderligere at aktivere pladsen skal tillægget til lokalplanen muliggøre et begrænset antal lukkede arrangementer på en afgrænset del af pladsen efter ønske fra grundejer, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen.

I følge Teknik- og Miljøforvaltningen gør pladsens store ubebyggede arealer det muligt at afholde private arrangementer samtidig med, at offentligheden fortsat kan benytte andre dele af pladsen, herunder kajkanterne hele vejen rundt langs molen.

Lokalplantillægget muliggør, at der på en afgrænset del af pladsen kan afholdes op til 30 lukkede arrangementer årligt. 15 af de lukkede arrangementer må hver optage maksimalt 2.000 m2 af pladsen. De øvrige 15 lukkede arrangementer må hver optage maksimalt 200 m2 af pladsen.

På kortet på side 11 i lokalplanforslaget er området, der vil kunne anvendes til lukkede arrangementer, markeret.

Lokaludvalget havde et debatvognsarrangement om lokalplanforslaget den 3. oktober 2018, hvor borgerne kunne udfylde et spørgeskema. Spørgeskemaet kan også udfyldes på lokaludvalgets hjemmeside til og med den 7. oktober 2018.

Løsning

Formanden foreslår følgende høringssvar:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt et forslag til tillæg til lokalplan "Kvæsthusbroen" i offentlig høring på bliv hørt-portalen.

Lokaludvalgets holdning

Indre By Lokaludvalg drøftede lokalplanforslaget i sit møde den 11. oktober 2018.

Lokaludvalget mener ikke, at lukkede arrangementer vil bidrage positivt til bylivet. Det vil indebære midlertidig opsætning op til 30 gange om året af uskønne telte, markedsføringsmaterialer, scene, hegn, containere mv. på eller ved arealet, der ønskes tilladt til sådanne lukkede arrangementer. Endvidere vil det indebære transport til og fra Ofelia Plads af udstyr i lastbiler, som parkeres i området, mens opsætning og nedtagning af udstyret pågår.

Derudover vil sådanne arrangementer erfaringsmæssigt medføre støj fra scenen under arrangementerne til gene for de omkringboende, samt støj og affald fra deltagerne på vej til og ikke mindst fra arrangementerne til gene for hele kvarteret.

Indre By Lokaludvalg opfordrer kommunen til med denne sag at markere, at byen ikke skal være en kulisse for arrangementer. Ofelia Plads fungerer fint i dag, så der er ingen grund til at ændre på planforholdene. En af de væsentligste kvaliteter ved København er det gode hverdagsliv i rammer, der understøtter dette. Det er også det, mange af byens gæster gerne vil opleve fremfor pladser med et midlertidigt, grimt udtryk.

Lokaludvalget har forståelse for ønsket om arrangementer på Ofelia Plads og for, at der skal tjenes penge til at drive pladsen. Vi foreslår derfor, at kommunen og ejeren anvender pladsen til stilfærdige arrangementer, der harmonerer med omgivelserne, som fx streetfood-marked, aktiviteter for børnefamilier, kunstneriske aktiviteter osv. Hvis sådanne arrangementer kræver dispensation for den gældende lokalplan, så må det være sådan.

Borgerdialog

Lokaludvalget havde den 3. oktober 2018 et debatvognsarrangement på Ofelia Plads om lokalplanforslaget. Her kunne borgerne udfylde et spørgeskema. Spørgeskemaet kunne også udfyldes på lokaludvalgets hjemmeside til og med den 7. oktober 2018. I bilaget ses en opsamling på besvarelserne. I bilaget er også en mail, som lokaludvalget har modtaget fra en borger om denne sag.

Lokaludvalget beder forvaltningen tage besvarelserne og borgerens mail i betragtning i den videre proces.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, lægger sekretariatet det på bliv hørt-portalen.

Bilag

1. Opsamling på lokaludvalgets borgerdialog (eftersendes)

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Ole Bang om, at lokaludvalget gør opmærksom på, at Kultur- og Fritidsforvaltningen for tiden undersøger muligheden for at lave Københavns Havn til en badezone i et bælte på minimum fem meter fra kysten. I undersøgelsen indgår muligheden for badning fra den yderste del af Ofelia Plads.

Lokaludvalget godkendte høringssvaret om "Kvæsthusbroen tillæg nr. 1 - lokalplanforslag", der fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top