Mødedato: 11.10.2018, kl. 18:30
Mødested: Lokalet "Dammen" i Bethesda, Rømersgade 17

Dialog om forslaget til kommuneplanstrategi

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte dialog om forslaget til kommuneplanstrategien.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg har borgerdialog med debatvognen i Charlottenborgs gård den 31. oktober 2018 om forslaget til kommuneplanstrategien
  2. at Indre By Lokaludvalg knytter borgerdialogen i gården til rundvisninger den 31. oktober 2018 på Charlottenborgs udstilling "BIG ART - Samtidskunst i stor skala i Bjarke Ingels Groups arkitektur", idet lokaludvalget inviterer borgerne til at deltage i rundvisninger.
  3. at indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre borgerdialogen med debatvognen i Charlottenborgs gård sammen med sekretariatet
  4. at Indre By Lokaludvalg inviterer medlemmer af Tænketanken, som Økonomiforvaltningen har nedsat som led i forvaltningens borgerdialog om forslag til kommuneplanstrategi, til et internt møde med lokaludvalgets medlemmer og suppleanter om Indre By og kommuneplanstrategi. 
  5. at Indre By Lokaludvalg beslutter om og i givet fald hvor mange penge, der skal afsættes til borgerdialogen om forslaget til kommuneplanstrategi.

Problemstilling

’Verdensby med ansvar - Forslag til kommuneplanstrategi 2018’ er i offentlig høring på bliv hørt-portalen til den 20. november 2018. 

Økonomiforvaltningen står for borgerdialog ude i byen samt på sociale medier om forslaget. I Indre By er der et udendørs pop up-arrangement den 12. oktober kl. 15.00-16.30 på Dronning Louises Bro og den 15. november 2018 kl. 16.30-18.00 i universitetets Center for Sundhed og Samfund (det tidligere kommunehospital) i Øster Farimagsgade. På Christianshavn er der et pop up-arrangement den 6. november kl. 16.30-18.00 på Christianshavns Torv.

I mødet den 13. september 2018 udpegede lokaludvalget Kjeld A. Larsen og Jep Loft til at planlægge og gennemføre borgerdialog om Indre By-problemstillinger i forslag til kommuneplanstrategi 2018’ sammen med sekretariatet.

Løsning

Forslaget til kommuneplanstrategi

I bilaget ses indstillingen og Økonomiudvalgets beslutning den 20. september 2018 om forslaget til kommuneplanstrategien. Endvidere ses selve forslaget. På side 18-19 i forslaget er nævnt seks dilemmaer i byens udvikling:

1. Boliger for alle og befolkningstilvækst

Hvordan håndteres befolkningstilvæksten, så københavnere med almindelige indkomster ikke presses ud af byen, og der sikres boliger til alle københavnere?

2. Blandet by og udsatte byområder

Hvordan gøres de udsatte byområder til kvarterer med høj tryghed, blandet beboersammensætning, øget lighed i sundhed og lav arbejdsløshed, samtidig med at placeringen af flere billige almene boliger sker andre steder i byen, så vi sikrer en blandet by?

3. Kollektiv trafik og plads til biler

Hvordan sikres en effektiv, bæredygtig og kollektiv transport i byen, således at alle kan komme rundt og såvel sundheden som luftkvaliteten forbedres – samtidig med, at der er plads til biler for dem, som har behov for dette?

4. Vækst i virksomheder og begrænset plads

Hvordan sikres det, at København fortsat har plads til store kontorvirksomheder, kreative iværksættere og håndværkserhverv, samtidig med, at der skal findes plads til flere boliger og institutioner i byen?

5. Byens særegenhed og behovet for nybyggeri

Hvordan fastholdes Københavns særegenhed og unikke kvaliteter, så som let adgang til naturen og vandet, de historiske bygninger og kulturmiljøer samt byens forskelligartede kvarterer, samtidig med, at der åbnes op for en fortætning og nybyggeri i byen?

6. Turisme og byens hverdagsliv

Hvordan fastholdes gode rammer for københavnernes hverdagsliv samtidig med den stigende turismen, som skaber vigtige jobs, men også kræver flere hoteller og sætter pres på hverdagsbyen?

 

Borgerdialog på Charlottenborg

Formanden foreslår, at lokaludvalget har borgerdialog med debatvognen i Charlottenborgs gård den 31. oktober 2018 om forslaget til kommuneplanstrategien og at borgerdialogen knyttes an til Charlottenborgs udstilling "BIG ART - Samtidskunst i stor skala i Bjarke Ingels Groups arkitektur", idet lokaludvalget inviterer borgerne til at deltage i rundvisninger i udstillingen. Charlottenborg har indtil videre set positivt på ideen. I bilaget ses Charlottenborgs omtale af udstillingen.

Dialog med Tænketanken

Jep Loft og Kjeld A. Larsen foreslår, at lokaludvalget har et møde med medlemmer af Tænketanken, som Økonomiforvaltningen har nedsat som led i forvaltningens borgerdialog om forslag til kommuneplanstrategi.

Hensigten er at drøfte lokaludvalgets holdninger til arkitektur, trafik, byliv, natteliv og turisme med Tænketanken. Medlemmerne af Tænketanken er valgt ud fra, at de er interessante københavnere med en holdning til byen, og har et stort digitalt netværk. Eventuelt kan lokaludvalget også invitere en eller to andre interessante københavnere med en holdning til byen, som ikke er med i Tænketanken, til mødet.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 30.000 kr. til borgerdialog om forslaget til kommuneplanstrategi. Frem mod lokaludvalgets møde den 11. oktober 2018 vil sekretariatet regne på, hvad Charlottenborg-arrangementet kan komme til at koste.

Videre proces

Lokaludvalget skal beslutte sit høringssvar om forslaget til kommuneplanstrategi i mødet den 8. november 2018.

Beslutning

  1. Lokaludvalget har borgerdialog med debatvognen i Charlottenborgs gård den 31. oktober 2018 om forslaget til kommuneplanstrategien og om muligt også et borgermøde på Charlottenborg samme aften.

  2. Lokaludvalget knytter borgerdialogen i gården til rundvisninger den 31. oktober 2018 på Charlottenborgs udstilling "BIG ART - Samtidskunst i stor skala i Bjarke Ingels Groups arkitektur", idet lokaludvalget inviterer borgerne til at deltage i rundvisninger.

  3. Lokaludvalget udpegede Susan Brinck, Marietta Bonnet, Kjeld A. Larsen, Anton Skovle, Jens Erik Frandsen og Bent Lohmann til at planlægge og gennemføre borgerdialogen med debatvognen i Charlottenborgs gård sammen med sekretariatet.

  4. Lokaludvalget besluttede at invitere medlemmer af Tænketanken, som Økonomiforvaltningen har nedsat som led i forvaltningens borgerdialog om forslag til kommuneplanstrategi, til at deltage i borgerdialogen på Charlottenborg den 31. oktober 2018 om forslaget til kommuneplanstrategi.

  5. Lokaludvalget tog til efterretning, at det har afsat 30.000 kr. til borgerdialogen om forslaget til kommuneplanstrategi.
Til top