Trafikpolitisk prioritering
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at lokaludvalget drøfter og høringssvaret om kommuneplanstrategi i mødet den 8. november 2018, og herunder drøfter og beslutter trafikpolitisk prioritering.
Problemstilling
Medlemsforslag fra Kjeld A. Larsen på vegne af Byudviklingsgruppen:
"Vi foreslår et lørdagsarrangement, hvor vi specifikt forholder os til hvilken trafikpolitisk prioritering, lokaludvalget kan blive enige om. Måske kan det kobles til et lørdagsarrangement om udarbejdelse af Kommuneplan 2019."
Fra referatet af Byudviklingsgruppens møde den 26. september 2018:
"6/ Midtvejsevaluering af Klimaplan 2025 og opfyldelse af trafikmål for drivhusgasudslip
Kjeld A. Larsen har haft en korrespondance med TMF om mål og planer for reduktion af trafikkens CO2-udslip og har sammenstillet målene, som de fremtræder i den forudgående Roadmap 2017-2025 og i Midtvejsevalueringen fra 2018 – se seneste svar fra forvaltningen til Kjeld.
I den forbindelse kan det nævnes, at SF har stillet et forslag om at få udarbejdet et katalog med forslag til trafikreguleringer i Københavns kommune, der kan tilskynde bilpendlere til at bruge kollektiv transport eller cykle frem for at køre i egen personbil i kommunen. TMF har nu udarbejdet et forslagskatalog om forsøg med trafikregulering, som blev sat på dagsordenen under punkt 21 på TMU-mødet den 27. august. Se link:
https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/Attachments/21274605-28912808-1.pdf
På lokaludvalgsmødet den 13. september blev det besluttet, at Byudviklingsgruppen sætter trafikpolitik set ud fra et klimaperspektiv på dagsordenen. Formålet med diskussionen må være, at lokaludvalget får opstillet en prioriteringsliste for, hvilken former for trafik, vi prioriteter i Indre By, og med hvilke midler en sådan prioritering skal realiseres.
Kjeld kommenterer forvaltningens svar omkring klimaplan og trafik, mens Ingolf kommenterer forslagskatalog.
Kjeld – punktet er i to dele – klimaplanen er blevet midtvejsevalueret, lavet et katalog med forslag til KK. Skal tilskynde bilpendlere til at bruge offentlig transport, cykler, gå i stedet for. Alt samlet i en enkelt oversigt – fint! Ingolf – gælder også østre ringvej og havnetunnelen. Lægger op til at alle kører via Østre Ringvej, ikke Kgs. Nytorv. Eksempler på projekter som er i analyse, men på ingen måde vedtaget.
Kjeld – tredje projekt – trafikal terrorsikring af middelalderbyen. Vil man nok ikke gøre mere ud af. Fredeliggørelse af Indre By ligger tæt op ad det. Kjeld gennemgik kort de forslag, der er indeholdt i forslagskataloget, og som beskrives i budgetnotater til budgetforslag 2019: Intelligent roadpricing, vil vi godt satse på det. Dyrere jo længere man kører, jo mere man kører i myldretider. Der er lavet forsøg, der viser at man godt med eksisterende teknologi kan gøre det. Transportministeren har sagt at vi ikke skal være first mover på området. Ingolf – det er en selvfølgelighed at jo mere man ”slider på asfalten”, jo mere skal man betale. Kjeld – lad os lave en prioriteringsliste over trafik, ligesom vor strategi mht. parkering. Mange forslag er gammelkendte, men ikke gennemprøvede. Jens – lad os finde ud af hvad kommunen har kompetence til at beslutte, lad os koncentrere os om det kommunen reelt kan beslutte. Forhøjelser af beboerlicenser. Signaloptimering. Cykelparkering fremfor bilparkering ved de nye metrostationer. MAAS – mobility as a service: få alle transportformer til at hænge bedre sammen. Rejseplanen, Google Maps. Flere delebilsparkeringspladser fremfor private biler. Lave rum for cykler og gående på Lille Kongensgade. Åbning af Ladegårdsåen uden biltunnel. Ingolf – væsentligt at en åbning af Ladegårdsåen forbindes med trafikjusteringer ved Nørre Alle, Tagensvej, Fredensbro, så trafikken ikke bare flyttes derhen.
Elektrificeringen af buslinjerne skal ske fra 2025, det kan vi godt bryste os af, det er blevet rykket frem.
Foranalyser om nye cykelveje. Bearbejdning af brosten for at gøre dem mere cykelvenlige. Grøn varelevering, Citylogistik. Kjeld er kommet i udvalg om det. Kan Marietta komme til næste møde, eller hvem skal ellers? ht? Godsnetværket 1. oktober 12-16. Miljøzonen gælder nu pr. 1/11 2018 også for udenlandske busser der kører ind i miljøzonen – minimum Euro 4.
Konklusion: Byudviklingsgruppen foreslår LU, at vi laver en lørdag om prioriteringsplan mht. trafik og parkering."
Løsning
Indre By Bydelsplan 2017
Formanden forstår ønsket om at drøfte trafikpolitisk prioritering, men mener samtidig, at lokaludvalget foreløbig bør holde sig til de prioriteringer og ønsker, der fremgår af Indre By Bydelsplan 2017.
Uddrag fra bydelsplanen
Fra afsnittet "Fodgængerne og de færdselshandicappede"
"Københavns Kommune har minimumsmål for fordelingen af trafikken i byen for så vidt angår forholdet mellem cykeltrafik, kollektiv trafik og biltrafik. Lokaludvalget ønsker, at trafik til fods får større vægt i kommunens trafikplanlægning og foreslår derfor et minimumsmål for trafik til fods i Indre By; både et absolut mål og et mål relateret til øvrige former for trafik, og at kommunen sætter et arbejde i gang, der skal realisere et egentligt fodgængernetværk i Indre By."
Fra afsnittet "Cykelparkering"
En optimering af cykelparkering skal omfatte etablering af cykelparkering.
- i trygge og let tilgængelige cykelparkeringshuse og –kældre med mulighed for at fåluft i dækkene
- i 10 m-zonen ved vejkryds
- på nedlagte bilparkeringspladser
- ved en løbende indsats for at fjerne "døde" cykler, herunder en ordning hvor private grundejere får tilladelse til at fjerne cykler
- med aftaler med offentlige institutioner om etablering af flexparkeringspladser på deres ejendom, som i dagtimerne benyttes til bilparkering og i resten af døgnet til cykelparkering."
Fra afsnittet "Biltrafik"
Omkring havnetunnellens konsekvenser er det vigtigt at se på udviklingen af trafikken i Indre By i forhold til dagens trafik, og ikke kun på hvor meget en havnetunnel kan reducere en helt opskruet trafikfremskrivning.
Lokaludvalget ønsker, at brugen af delebiler skal udbredes for derigennem at reducere bilkørslen og behovet for parkering i byen. En måde at udbrede ordningen på er ved at etablere cykelparkering ved delebilparkeringspladser, så de, der bor et stykke fra en delebilparkeringsplads, kan cykle mellem bopælen og delebilparkeringspladsen. Derudover kan man etablere et samarbejde mellem de forskellige delebiludbydere om en fælles portal, så det gøres nemmere at orientere sig om, hvordan de forskellige tilbud matcher ens behov. Der er brug for en undersøgelse af hvem, der kan tænkes at afskaffe deres egen bil og gå over til delebil. Der skal etableres delebilparkering i de områder af Indre By, hvor der konstateres et behov. I udgangspunktet bør delebiler i Indre By være el-biler eller hybridbiler.
Det vigtigste trafikpolitiske instrument til reduktion af biltrængslen er betalingsparkering. En stor del af bilpendlerne på statslige og private parkeringspladser betaler ikke for parkering. Via en ligestilling af bilpendlere hvad betalingsparkering angår, vil kommunen være i stand til at mindske biltrængslen i Indre By.
Lokaludvalget ønsker på sigt, at Middelalderbyen friholdes for biltrafik, så den i hovedsagen forbeholdes cyklister og fodgængere. Derudover ønsker lokaludvalget en generel hastighedsgrænse i hele Indre By på40 km/t eller lavere, så trafikstøj reduceres og sikkerheden øges, eftersom Indre By er en bydel med beboelse, rekreative områder og mange fodgængere og cyklister. Det er særligt støj fra den tunge trafik, der er et problem. Den tunge trafik skal derfor ledes ind og ud af Indre By af særlige ruter, så boligområder og rekreative områder i det omfang, det er muligt, ikke belastes af tung trafik."
Fra afsnittet "Bilparkering"
Overordnet ønsker lokaludvalget, at beboerne i Indre By har adgang til en parkeringsplads inden for rimelig afstand af deres bopæl. Hvis man skal gå mellem bopæl og parkeringsplads, bør afstanden være max. 500 m, men hvis man etablerer cykelparkering ved parkeringspladserne, så beboerne kan cykle til deres parkerede bil, kan afstanden mellem bopæl og parkering godt være op til 7-800 m.
Men ellers skal parkeringsarealerne i Middelalderbyen prioriteres til:
1. af- og pålæsning
2. parkering for håndværkere mv., der skal udføre opgaver i ejendomme i Indre By
3. handicapparkering og parkering for handicapkørselsordninger
4. beboerparkering
5. parkering af el-drevne delebiler
6. elbilparkering
7. pendlerparkering og privat kundekørsel
8. reduktion af den gennemkørende trafik, så der er plads til andre aktiviteter, herunder cykelparkering.
Kommunen skal købe sig ind i flere parkeringshuse, så beboerne kan bruge dem som erstatning for de parkeringspladser, der nedlægges i gaderne. Lokaludvalget opfordrer til, at man ser fremskaffelsen af nye parkeringspladser i sammenhæng med de gadeparkeringspladser, der de seneste par år er blevet nedlagt eller planlægges at blive nedlagt i bydelen. Blandt andet er der behov for nye beboerparkeringsmuligheder i området omkring Sankt Annæ Plads.
I forbindelse med ændringer i byrummet kan der være behov for at nedlægge parkeringspladser, som så skal erstattes med parkeringspladser andetsteds. Nedlæggelse af parkeringspladser skal ikke ske, før erstatningsparkeringspladserne er fremskaffet. Det er vigtigt, at erstatningsparkeringspladserne ligger max. 500 meter fra de parkeringspladser, der bliver nedlagt.
Lokaludvalget støtter ideen om, at man med "Smart City"-initiativer gør det nemmere for borgerne at finde ledige parkeringspladser, så søgetrafik minimeres."
Fra afsnittet "Den offentlige trafik i Indre By"
"Indre By Lokaludvalg frygter, at Cityringen ikke vil bidrage til en reduktion af pendlertrafikken mod og gennem Indre By. Det underbygges af trafikundersøgelser. Lokaludvalget foreslår derfor, at Københavns Kommune undersøger muligheden for at etablere en letbane i gadeplan mellem Ring 3 og Amager.
Der vil også efter færdiggørelsen af Cityringen være behov for offentlige busser ind og ud af Indre By. Man bør ikke ensidigt satse på Cityringen i kombination med busser. Når det er sagt, skal antallet af busser i Webersgade og Frederiksborggade nedbringes. Gaderne er tynget af de mange buslinjer og den frekvens, der køres med. Som en miljørigtig opgradering af buslinje 150S, der tager hensyn til omgivelserne, foreslår lokaludvalget, at man anlægger en letbane mellem Nørreport og Lundtofte.
Planlægningen af det lokale busnet i Indre By, som etableres efter åbningen af Cityringen, skal ske i samarbejde med lokaludvalget og borgerne, og fx tage udgangspunkt i offentlige workshops. Det lokale busnet skal omfatte buslinjer, der forbinder metrostationerne på Cityringen med boligområderne, der ligger mellem Cityringens metrostationer. Det gælder fx hele området mellem Søerne og voldene.
Der skal være siddepladser ved busstoppesteder og læskurene skal indrettes og placeres, så man fra læskuret kan se busserne, der er på vej.
Busparken skal bestå̊ af busser med lav ind- og udgang, så̊ det er nemt for bevægelseshæmmede og folk med barnevogne at benytte bus. Der bør især være fokus på, hvordan bevægelseshæmmede nemt kan stige ind og ud i linje 5C-busserne."
Fra afsnittet "Turismen"
"Transport af passagerer til og fra krydstogtskibene skal i hovedsagen ske ad vandvejen eller i små el-busser, der passer til gadenettet i Indre By.
Etableringen af Cityringen kan med tiden medvirke til at minimere antallet af sightseeingbusser."
Fra afsnittet "Middelalderbyen som lastbilfri zone"
"Det skal undersøges, hvordan Middelalderbyen kan blive en lastbilfri zone. Trafikken i gaderne skal matche gadernes bredde og kapacitet og respektere, at gaderne i hovedsagen benyttes af fodgængere og cyklister."
Fra afsnittet "Luftforurening"
"Indre By skal udpeges til miljøzone, hvor der er forbud mod kørsel med dieselkøretøjer. Det gælder også dieseltog.
Fossilfri drift af den kollektive trafik i 2025 bør være målet. Det vil harmonere med målene i Københavns Kommunes klimaplan. Havnebusserne bør drives fossilfrit hurtigst muligt og der skal mere fart på elektrificeringen af de strategiske buslinjer og fjerntogslinjer gennem København. Når busdriften i Københavns Kommune bliver fossilfri, bør turistbuskørsel og taxakørsel også være det.
Hvis gasbusser forurener så meget, at det går ud over københavnernes helbred, skal de udgå af busparken."
"Indre Bys borgere er ramt af to former for støjkilder: Trafikstøj og støj fra livet i byrummet. Trafikstøjen kan dæmpes med en generel nedsættelse af hastighedsgrænsen til 40 km/t eller lavere og ved at tvinge den tunge trafik til at benytte særlige ruter."
Høringssvar om kommuneplanstrategi
Formanden forstår ønsket om et lørdagsarrangement for lokaludvalget om forslaget til kommuneplanstrategi, da strategien omfatter de fleste aspekter af byens udvikling og derfor også en række problemstillinger og dilemmaer for Indre By. Imidlertid skal høringssvaret vedtages inden svarfristen den 20. november 2018. Formanden vurderer, at det kan blive svært at finde en lørdag inden da, hvor alle lokaludvalgsmedlemmer kan deltage.
Formanden foreslår i stedet, at lokaludvalgets medlemmer drøfter forslaget til strategien
- i forbindelse med lokaludvalgets eget borgerdialogarrangement den 31. oktober 2018, jf. en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 11. oktober 2018
- i forbindelse med et internt møde med medlemmer af Tænketanken, jf. en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 11. oktober 2018
- i forbindelse med Økonomiforvaltningens pop up-arrangementer den 12. oktober 2018 kl. 15.00-16.30 på Dronning Louises Bro og den 15. november 2018 kl. 16.30-18.00 ved universitetets Center for Sundhed og Samfund i Øster Farimagsgade
og at det drøfter og beslutter høringssvaret i sit ordinære møde den 8. november 2018. Formanden vil sørge for, at dagsordenen stort set kun omhandler dette punkt, så lokaludvalget kan få en ordentlig drøftelse.
Skulle det betyde, at andre sager må udsættes, vil formanden eventuelt indkalde til et ekstraordinært lokaludvalgsmøde den 29. november 2018 kl. 18.30, så de udsatte sager kan behandles dér.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Eventuelt kan lokaludvalget drøfte udkastet til Kommuneplanen på en lørdag, når det en gang i 2019 kommer i intern høring.
Beslutning
- Lokaludvalget tog til efterretning, at lokaludvalget drøfter høringssvaret om forslag til kommuneplanstrategi i mødet den 8. november 2018, og herunder drøfter og beslutter trafikpolitisk prioritering.
- Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann, Jens Erik Frandsen, Anton Skovle, Niels Kongshaug, Kjeld A. Larsen, Ingolf Ibus og Ole Bang til at udarbejde et udkast til høringssvar om forslaget til kommuneplanstrategi.
- Lokaludvalget tog til efterretning, at formanden vil afsætte god tid til behandlingen af høringssvaret om forslaget til kommuneplanstrategi i lokaludvalgets møde den 8. november 2018 og derfor indkalder til ekstraordinært lokaludvalgsmøde den 29. november 2018, hvis lokaludvalget i mødet den 8. november 2018 må udsætte behandlingen af andre sager.