Mødedato: 11.09.2014, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om udkast til lokalplantillæg til lokalplan 344 "Nørregade"

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om udkast til lokalplantillæg til lokalplan 344 "Nørregade".

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om udkast til lokalplantillæg til lokalplan 344 "Nørregade", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt udkast til lokalplantillæg til lokalplan 344 "Nørregade" i intern høring med svarfrist den 15. september 2014.
I henhold til den gældende lokalplan skal stueetagen og 1. sal en del af bebyggelsen indrettes med publikumsorienterede serviceerhverv. Indretning af butiksarealerne på 1. sal til brug for hotelværelser, som ønsket af ejendommens ejer, er ikke i overensstemmelse med lokalplanen. For at muliggøre ejerens ønsker er det nødvendigt at udarbejde et tillæg til lokalplanen.

Løsning

Fiormanden foreslår følgende høringssvar:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt udkast til lokalplantillæg til lokalplan 344 "Nørregade" i intern høring med svarfrist den 15. september 2014.

Borgerdialog
Lokaludvalget har ikke haft borgerdialog om denne sag.

Lokaludvalgets holdning
Det er et generelt problem, at Kommunen går med til ønsker om publikumsorienterede serviceerhverv på 1. sal. Denne sag og forholdene i Industriens Hus viser, at 1. sals-butikker ikke kan løbe rundt. Lokaludvalget beder således om, at man fravælger denne form for løsninger i fremtiden, når man vil/skal have løst problemer med manglende kvadratmeter til erhverv. 

I stedet skal Kommunen gøre det nemmere at indrette butikker og udadvendte kreative erhverv i Indre Bys stueetager, som kan sikre forretningsmiljøet og bylivet i bydelens gader. 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Jan B. Sørensen var inhabil og forlod mødet under lokaludvalgets behandling af sagen.

  1. Gunna Starck stillede ændringsforslag om, at høringssvaret skal indeholde et afsnit om, med den øgede kapacitet på hotellet og den afledte øgede turistbustrafik til hotellet bør turistbusser og taxaer få anvist standsningspladser i Nørregade ved Krystalgade og standsnings- og parkeringsforbud i Krystalgade mellem Nørregade og Fiolstræde, idet Krystalgade i denne ende i forvejen er belastet.

    Bent Lohmann stillede ændringsforslag om, at høringssvaret skal indeholde et afsnit om, at lokaludvalget foreslår forbud mod buskørsel i Landemærket og Krystalgade.

    Lokaludvalget godkendte høringssvaret, der fremgår af løsningsafsnittet, med de ovennævnte ændringsforslag.
  2. Lokaludvalget bad fornanden om en indstilling til til et senere lokaludvalgsmøde om turistbus-problematikken generelt i Middelalderbyen.
  3. Lokaludvalget bad sekretariatet rykke Teknik- og Miljøforvaltningen for et svar på lokaludvalgets henvendelse om sagen i Teknik- og Miljøudvalget om turistbusser i det centrale København. 


Bilag

Til top