Hjælpepakke til specialbutikker
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om en hjælpepakke til specialbutikker, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
En ejer af en specialbutik har orienteret formanden om situationen for detailhandlen i Indre By under coronakrisen.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget:
"indre By Lokaludvalg mener, at der i særlig grad er behov for at holde hånden under specialbutikkerne i Indre By under coronakrisen. De er vigtige for beboerne i bydelen og de bidrager til variationen og stemningen i bylivet og dermed til oplevelsen, som Indre By tilbyder turister.
Vi foreslår derfor, at følgende gælder indtil den 1. oktober 2020 med mulighed for forlængelse:
- Specialbutikkerne fritages for afgiften for at placere reklameskilte og vareudstillinger på det offentlige vejareal foran butikken.
- Det tillades specialbutikkerne, inkl. de, der sælger fødevarer, at etablere mobilt gadesalg foran deres butik og/eller på et sted i nærheden, der er egnet til det, fx. en plads. Ordningen skal være afgiftsfri for specialbutikkerne.
De nævnte ordninger bør kun gælde for specialbutikker med få ansatte, der henvender sig til en særlig kundegruppe. De bør ikke gælde for supermarkeder, stormagasiner og andre butikker med et bredt varesortiment, ligesom restauranter, cafeer, barer, værtshuse osv. ikke bør omfattes af ordningerne.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.
Beslutning
Susan Brinck stillede ændringsforslag om, at det i henvendelsen konkretiseres, hvad der menes med "specialbutikker".
Hans-Henrik T. Ohlsen stillede ændringsforslag om, at tøjstativer ikke omfattes af de foreslåede ordninger.
Tanya Jørgensen stillede ændringforslag om, at det i henvendelsen skal slås fast, at der skal være klare retningslinjer for de foreslåede ordninger.
Bent Lohmann stillede ændringsforslag om, at det i henvendelsen nævnes, at de foreslåede ordninger kan tages op til vurdering til efteråret med henblik på en beslutning om, hvorvidt de skal fortsættes og/eller justeres.
Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende en henvendelse til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om en hjælpepakke til specialbutikker, baseret på udkastet, der fremgår af løsningsafsnittet, og baseret på ovennævnte ændringsforslag.