Mødedato: 11.06.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, juni 2020

Indre By Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager hans håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning jf. løsningsafsnittet.

 

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget flere henvendelser siden seneste lokaludvalgsmøde.

Løsning

1. Renovering af fortove i Nordborggade

Med mail den 6. maj 2020 oplyste en borger, at der for ca. 3 år siden havde været inspektion af Nordborggade, som førte til enkonklusion om, at særligt fortovene trængte til en renovering. Siden er der intet sket i Nordborggade, mens nabogaderne fik en fin renovering for flere år siden: Ny asfalt, nye gadehjørner med beplantning, nye flisebelægninger. Borgeren bad lokaludvalget om hjælp til at komme videre med sagen.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.

Forvaltningen svarede den 27. maj 2020, at man er bekendt med fortovets tilstand på Nordborggade, men at der ikke er afsat midler til renovering af fortovet i år. Strækningen tages med i næste års screening sammen med flere andre veje, som også er i dårlig stand. Det betyder, at vejen vil blive besigtiget for at afgøre, om den skal renoveres. Indtil da vil forvaltningen besigtige vejen og foretage akutte reparationer, som kan være til fare for færdsel på vejen.  

Forvaltningen oplyste, at i tilfælde af akutte skader er man velkommen til at bruge siden ”Giv et praj” http://givetpraj.kk.dk.

 

2. Manglende renovationsbeholder til aviser

Med mail den 1. maj 2020 oplyste en borger, at hans andelsboligforening er blevet "frataget" deres renovationsbeholder til aviser, og at de ikke ved hvorfor. Han bad om hjælp til at finde en relevant kontaktperson.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare.

Teknik- og Miljøforvaltningen gav i sit svar den 14. maj 2020 udtryk for, at hjemtagningen af papirbeholderne skyldes, at skraldemanden skal fjerne andre beholdere i skralderummet for at kunne hente papirbeholdere, hvilket ikke går, hvorfor der skal aftales en løsning på problemet.

Forvaltningen bad andelsboligforeningens beboere om at aflevere papir på en genbrugsstation, indtil  løsningen er fundet. Forvaltningen oplyste, at man er opmærksom på, at der nogle steder i Indre By er pladsmangel til sortering af affald, hvorfor man planlægger at etablere offentlige sorteringspunkter flere steder i København i løbet af 2022-2023.

 

3. Turismen i Indre By

Med mail den 23. maj 2020 gav en borger udtryk for, at lokaludvalget skal benytte lejligheden til at se kritisk på den turistinvasion, vi er sluppet for under corona krisen.

Hun oplyste, at hun midt i 1990'erne købte et sommerhus, fordi det blev for plagsomt i weekenderne med det store turist- og festpres i byen.  Men hun elsker byen København og synes, der var fantastisk ved nedlukningen at opleve den ro og fuglesang, der indtrådte.

Formanden vil svare, at lokaludvalget drøfter turismen i Indre By i lyset af coronakrisen i sit møde den 25. juni 2020.

 

4. Adfærden i Østre Anlæg

Med mail den 16. maj 2020 orienterede en borger om hendes kladde til et indlæg i Østerbro Avis, som illustrerer adfærdsproblemer Østre Anlæg, og som er væsentligt forstærket under Coronakrisen.

I kladden orienterede borgeren om flere forskellige gruppers adfærd i  Østre Anlæg, og gav udtryk for, at de faste glade brugere af Østre Anlæg langsomt men sikkert holder op med at komme der, fordi det er for risikofyldt, for larmende og for stressende.

Hun orienterede desuden om affaldsproblemer og spurgte om, hvordan Østre Anlæg bringes tilbage til en bare nogenlunde ordentlig stand. Hun spugte endvidere om, hvordan man får gjort de unge, der bruger Østre Anlæg det forståeligt, at der hører oprydning med og at de skal vise hensyn til andre.

Hun foreslog, at man ansætter parkbetjente.

Hun nævnte, at hun har henvendt sig til tre borgmestre om sagen, men oplever, at der foreløbig ikke sker noget. 

Formanden vil svare, at lokaludvalget drøfter sagen i sit møde den 25. juni 2020.

 

5. Partybusser

Med mail den 2. juni 2020 skrev en borger, at han har svært ved at forstå, hvilken myndighed der har ansvar for, at partybusser er tilladt. Han gav udtryk for, at det i sidste ende vel er en politisk beslutning, om man vil vedblive med at tillade en forurenende, uforsvarlig og støjende forretningsmodel, hvis positive sider er svære at se kan stå mål med dets negative.

Sekretariatet har bedt Københavns Politi og Teknik- og Miljøforvaltningen svare.

Formanden sætter svarene på dagsordenen for et kommende lokaludvalgsmøde, så lokaludvalget kan beslutte, om det skal rejse problemerne med partybusser politisk overfor Borgerrepræsentationen og/eller Folketingets partier.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

 

Til top