Mødedato: 11.06.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Gadeaffald i Indre By

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et svar til DSU København City om, hvordan beboerne i Indre By opfatter problemet med gadeaffald i bydelen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender svaret til DSU København City, der fremgår af løsningsafsnittet, om hvordan beboerne i Indre By opfatter problemet med gadeaffald i bydelen, 

Problemstilling

Den 26. maj 2020 skrev DSU København City til lokaludvalget:

"Kære Indre by lokaludvalg, 

Jeg skriver på vegne af DSU København City. Over de seneste mange søndag har DSU kørt en kampagne under navnet #TourDeSkrald. Konceptet er simpelt: Gå en tur og medbring en pose så du kan samle det skrald op, du observerer på din vej. DSU’ere landet over har hver søndag gået og samlet skrald i deres lokalområdet - og København er ingen undtagelse. 

Dette har åbnet vores øjne op for, hvor meget skrald der egentligt er i Københavns gader og stræder. København er en utrolig smuk by men langt fra ren. Årligt bruger vi 250 mio. kr. på at samle gadeskrald op i Kommunen. Disse penge kunne blive brugt på bl.a. flere pædagoger, en stærkere folkeskole, hjælp til udsatte unge, gratis psykologhjælp og meget andet. 

Over de seneste 10 år har der heldigvis været et ødet fokus på genanvendelse i København. Men når det kommer til gadeaffald, har man ikke haft den samme politisk motivation til at gøre noget ved problemet. 

Derfor er vi i gang med at udvikle politik på området, som vi vil fremlægge for den socialdemokratiske gruppe. 

Vi er meget interesserede i at høre, hvordan beboerne i Indre by opfatter problemet.

Vh Oliver Gabrielsen Formand, DSU København City".

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til DSU København City:

"Tak for jeres mail og for jeres interesse for problemet med gadeaffald i Indre By.

Vi er enig med jer i, at Indre By ikke er ren, og at der skal gøres noget ved det. Det er vores opfattelse, at beboerne i Indre By deler vores syn på sagen, da vi jævnligt får henvendelser om affald rundt om i bydelen.

Vi foreslår,

  • at man erstatter de nuværende affaldsspande med store rummelige affaldsspande med låg, hvor det er muligt.

    Låget er vigtigt, da dyr, især fugle, har det med at sprede affald i gaderummet i deres jagt på mad i affaldsspandene. Affaldspandene skal være store og rummelige, fordi de nuværende affaldsspande hurtigt bliver overfyldte.

    Det er sket en ændring i bykulturen, som kommunens affaldspolitik kun tildels har taget højde for. Folk bruger byrummet meget mere end før, og når de bruger byrummet, tager de kaffe, take away-mad osv. med. Det genererer meget affald. Der er i dag placeret enkelte store rummelige affaldsspande med låg på steder, hvor det er populært at komme, men der bør opstilles mange flere af dem.

  • at kommunen indgår aftale med ejere af private og statslige arealer, hvor der er offentlig adgang, om renholdelsesstandard, opstilling af store rummelige affaldsspande med låg, tømningsfrekvens osv.

    Borgerne ser det ikke og ved det ikke, men et populært sted som Havnepromenaden mellem Ofelia Plads og Nordre Toldbod er ejet af private; dog er en del af strækningen vist statsejet. For et par år siden sendte en borger os således fotos med overfyldte affaldsspande  på strækningen og bad os få kommunen til at gøre noget ved det. Men det kan kommunen ikke umiddelbart.

    Magasin Torv er også privatejet, og der er sikkert flere andre privatejet, offentligt tilgængelige steder i Indre By, man kunne se på.

    Kongens Have, Botanisk Have, Kastellet og Det Kongelige Biblioteks Have er ejet af staten. Vi er vidende om, at renholdelsen af Kongens Have er en stor økonomisk byrde for Slots- og Kulturstyrelsen.

  • at kommunen iværksætter kampagner overfor Indre Bys gæster om at benytte affaldsspandene. Vi formoder således, at en stor del af gadeaffaldet, I har samlet op, er smidt af gæster i Indre By. 

    Kampagnen skal rette sig mod forskellige målgrupper: Udenlandske turister, danske turister, nattelivets gæster, shopperne, deltagere i events, arrangementer og markeder osv. Derudover er der hotspot-gæsterne fx. omkring Amalienborg Slotsplads, i Gothersgade, på Købmagergade, på Strøget, på Nørreport, på Rådhuspladsen, på Dronning Louises Bro,  omkring Søerne osv.

  • at der afsættes flere penge og flere medarbejdere til  renholdelse af gaderne og til en tømningsfrekvens af affaldsspandene, som matcher brugen af Indre By. Kommunen gør en god indsats for at holde Indre By ren, men vi kan desværre se, at gaderne sander til i affald, så snart der er gjort rent.

Helt overordnet kunne I overveje, om kommunen skal tage initiativer, der mindsker presset på Indre By og dermed mindsker problemet med gadeaffald.

Under coronakrisen har vi oplevet, at byen er blevet renere, hvilket i høj grad må skyldes fraværet af turister og nattelivsgæster.

Der er allerede taget skridt til at få spredt turismen ud i andre bydele, men indtil coranakristen vendte op og ned på turistbranchen var der i vores øjne behov for mere drastiske skridt til at få balance i turismebranchens brug af Indre By.

Der er ligeledes taget skridt til at få gjort op med nattelivet i Indre By. Det er i vores øjne meget små skridt, desværre. En nedbringelse af antallet nattelivsrestaurationer i almindelighed og i kl. 5-bevillingerne i særdeleshed vil være det store tiltrængte greb i forhold til nattelivet i Indre By og dermed også i forhold til en stor del af problemet med gadeaffaldet.

Vi har foreslået forvaltningen at foretage følgende regnestykke: Kommunens indtægter ved nattelivet i Indre By minus kommunens udgifter ved at skulle rengøre efter nattelivet i bydelen. Vi er ret sikre på, at det giver et negativt tal for kommunen, men vi.har desværre endnu ikke formået at få forvaltningen til at foretage udregningen.  

Endelig er der to særlige problemer i Indre By og sikkert også andre steder, I kan kigge på, nemlig de mange tyggegummirester, der klæber til gader, stræder og pladser, og de mange cigaretskod, der ligger overalt. Om de to problemer kan løses med kampagner, flere penge og flere medarbejdere ved vi ikke, men noget må gøres.

Vi håber, at I kan bruge vores input til jeres politikudvikling.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt svaret, sender sekretariatet det til DSU København City.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte svaret til DSU København City, der fremgår af løsningsafsnittet, om hvordan beboerne i Indre By opfatter problemet med gadeaffald i bydelen, 

Til top