B-sag: Fodgængerovergangen i Nørre Farimagsgade
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen der fremgår af løsningsafsnittet, vedr. fodgængerovergangen i Nørre Farimagsgade mellem Schacksgade og Ørstedsparken,
Problemstilling
I fodgængerovergangen i Nørre Farimagsgade mellem Schacksgade og Ørstedsparken blev en ældre mand den 12. maj 2020 påkørt og hårdt kvæstet, da han ville krydse vejbanen. Se bilag for billede af fodgængerovergangen.
Fodgængerovergangen er markeret med flere skilte. Over fodgængerovergangen hænger fire blinkende gule lys, to i hver retning.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøforvaltningen:
"Tirsdag den 12. maj 2020 om morgenen blev en ældre mand påkørt og hårdt kvæstet af en lastbil, da han ville krydse Nørre Farimagsgade i fodgængerovergangen mellem Schacksgade og Ørstedsparken.
Fodgængerovergangen er den direkte vej mellem Nansensgade-kvarteret og Ørstedsparken. Den benyttes især af beboere i kvarteret, heriblandt mange ældre langtsomtgående, men også af børneinstitutioner, idet der ligger en bemandet legeplads i parken.
Imidlertid kan oversigtsforholdene på stedet være vanskelige for både bilister og fodgængere bl.a. pga. parkerede biler i Nørre Farimagsgade nord for fodgængerovergangen. Dertil kommer, at det lange lige stræk giver bilisterne mulighed for at køre med en fart, der ikke harmonerer med, at der midt på strækningen er en fodgængerovergang.
Lokaludvalget foreslår derfor, at fodgængerovergangen i Nørre Farimagsgade mellem Schacksgade og Ørstedsparken opgraderes til et almindeligt lyssignal, der skifter mellem grøn, gul og rød. Det kunne eksempelvis være et intelligent lyssignal, der skifter efter bilernes hastighed og efter om der er fodgængere, der ønsker at krydse vejbanen. Det vil give fodgængerne tryghed og sikkerhed og gøre, at bilisterne tvinges til afpasse hastigheden efter forholdene i Nørre Farimagsgade.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand."
Økonomi
Intet.
Videre proces
Beslutning
Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen der fremgår af løsningsafsnittet, vedr. fodgængerovergangen i Nørre Farimagsgade mellem Schacksgade og Ørstedsparken,