Mødedato: 11.05.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Høringssvar om udkast til kommuneplanstrategi 2023

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om udkast til kommuneplanstrategi 2023.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret om udkast til kommuneplanstrategi 2023, der ses i bilaget.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen sendte den 17. marts 2023 et udkast til Kommuneplanstrategi 2023 i intern høring hos bl.a. lokaludvalgene. Der er svarfrist den 14. maj 2023.

Formålet med kommuneplanstrategien er at fastlægge den strategiske retning for byens fysiske udvikling frem mod 2035.

Kommuneplanstrategiens fem temakapitler er:

  • Kapitel 2: Hovedstadens byudvikling og mobilitet
  • Kapitel 3: Boliger og sammenhængende by
  • Kapitel 4: En by med erhverv og studiemiljø
  • Kapitel 5: Klimaby med plads til natur, kultur og fritid
  • Kapitel 6: Udvikling med respekt for byens sjæl. 

Løsning

Udkastet til Kommuneplanstrategien har været drøftet i Bydelsplangruppen. Det foreslåede høringssvar om udkastet til kommuneplanstrategi er baseret på denne drøftelse samt på Indre By Bydelsplan, der blev tiltrådt af Repræsentantskabet den 24. april 2023.

Det foreslås, at høringssvaret, som ses i bilaget, godkendes.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet sit høringssvar, sender sekretariatet det til Økonomiforvaltningen.

Økonomiforvaltningen oplyser, at den på baggrund af høringssvarene fra den interne høring vil udarbejde en hvidbog og et revideret forslag til Kommuneplanstrategi 2023 frem mod behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i juni 2023.

Herefter følger den offentlige høring om revideret forslag til Kommuneplanstrategi 2023. Økonomiforvaltningen har oplyst, at den offentlige høring finder sted i perioden den 1. august-28. september 2023.

Forpersonskabet vil i lokaludvalgets møde den 8. juni 2023 stille forslag om, at lokaludvalget har borgerdialog i høringsperioden om forslaget til kommuneplanstrategi. Resultaterne af borgerdialogen vil indgå som grundlag for lokaludvalgets beslutning i lokaludvalgsmødet den 14. september 2023 om forslaget til kommuneplanstrategi.

Det forventes, at Borgerrepræsentationen vedtager kommuneplanstrategien i december 2023.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte følgende ændringsforslag fra Gunna Starck:

Linje 11-13 formuleres: "Visionen om, at "København skal være en by med høj livskvalitet og rum for alle" stemmer fint overens med lokaludvalgets egen, men vi savner anvisninger på, hvordan man vil nå i mål og hvordan "livskvalitet" defineres af Københavns Kommune."

Linje 18-21 formuleres: "Vi mener ikke, at en befolkningstilvækst er naturlovsbestemt, men snarere et udtryk for et politisk valg. En anden vej kunne være at arbejde med nulvækst i fremskrivningerne af befolkningen og i stedet se på, hvordan plads til livskvalitet kunne realiseres."

Linje 24 fortsættes med følgende sætning: "Et sådant eksisterer ikke - tværtimod svækkes regionernes handlemuligheder."

Linje 37-40 formuleres: "Lokaludvalget mener, at den i kapitlet flere gange nævnte indsats til forbedring af den kollektive transport i hele regionen herunder Indre By bør udmønte sig i en revidering og forbedring af busstoppesteder i Indre By, hvor de mangler. Et fokus på kollektiv transport ovenjords er af tilgængelighedshensyn lige så vigtig som et på mere dyr metro."

Linje 42-47 formuleres: "Lokaludvalget mener, at målsætningen for antal ture (”at biltrafikken i 2030 maksimalt udgør 25% af alle ture, der foretages i København, samt at antallet af ture fordeler sig på mindst 25% gang, 25% cykling og 25% kollektiv transport”) i kommuneplan 2019, som nu opgives og udskydes til 2030 på baggrund af øget biltrafik, er uambitiøs. En strategi ville forholde sig til, hvordan gang, cyklisme og kollektiv transport konkret kan opjusteres."

Linje 53-55 formuleres: "Lokaludvalget bemærker, at kommunens parkeringsnormer bebudes evalueret, og beder om, at dette beskrives nærmere i kommuneplanstrategien, så man som læser får en minimumsidé om hvad dette indebærer. Evaluering er tilbageskuende, medmindre den bruges til ændringer af mål, metoder, greb mv."

Linje 68-70 formuleres: "Lokaludvalget mener, at der skal dæmmes op for den gennemkørende trafik i Indre By med trafikøer, hvor det ikke er muligt at krydse igennem, men i stedet kører ind og kommer ud stort set samme sted, hvorved kun ærindekørsel har interesse."

Linje 79-80 formuleres: "Og hvor stor en del af den eksisterende bygningsmasse kan konverteres til boliger – her tænker vi i Indre By særligt på de mange tomme erhvervslokaler, hvor mange tidligere var gode boliger."

Linje 92-93 formuleres: "Lokaludvalget ønsker desuden at understrege, at byer, der er gode for børn, er gode for alle. Dette bør Kommuneplanstrategien afspejle."

Linje 97-101 formuleres: "Hoteller er overrepræsenterede i Indre By, hvor hverdagslivet i visse dele af bydelen er fortrængt af masseturisme. Derfor er der brug for at beskytte og udvide bestemmelser i lokalplaner med hensyn til bygningsmassens brug i Indre By. Vi har brug for flere boliger, ikke hoteller. Den forventede øgede efterspørgsel på hotellignende lejlighedsudlejning bør ske i eksisterende hoteller og ikke i konverterede boliger."

Linje 124-126 formuleres: "I forbindelse med enkelte gadegenopretninger af gader med brosten skal lokaludvalget høres om, hvorvidt de skal være med toppede, skårne eller slebne brosten. Det giver lokaludvalget mulighed for at høre, hvad de lokale brugere af gaden mener."

Linje 129-131 formuleres: "Vi ønsker tæt bebyggelse i karréer i menneskelige dimensioner. Punkthuse er ikke tæt bebyggelse, men giver fremmedgørende blæsende byrum. Der er ingen grund til at gentage fejltagelserne i forstæderne."

Linje 134-135 formuleres: "Lokaludvalget ønsker, at det af Kommuneplanstrategien fremgår hvilke initiativer fra KP19, der er realiserede, opgivet eller fulgt til dørs."

 

Lokaludvalget tiltrådte følgende ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen og Bent Lohmann:

Linje 14-16 formuleres: "Lokaludvalget mener ikke, at den overordnede vision i udkastet til kommuneplanstrategien er foreneligt med nybyggeri og nedrivninger af kulturhistoriske bygninger i Indre By. Om visionen er foreneligt med planen om en byudvikling på  Lynetteholm, er der forskellige holdninger til i lokaludvalget."

Linje 24 fortsættes med et nyt afsnit: "Lokaludvalget følger med interesse initiativerne, der skal føre til en byudvikling på Refshaleøen, eftersom det, der bliver bygget på Refshaleøen, vil kunne ses fra Indre By. Lokaludvalget er af Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn blevet inviteret til at bidrage til følgegruppearbejdet. Vores erfaring med udviklingen i Indre By de seneste 10-15 år vil kunne bruges i den sammenhæng."

Linje 70 fortsættes med følgende sætning: "Borgere med bopæl i Indre By skal have mulighed for at parkere deres bil inden for rimelig afstand af deres bopæl. Parkeringspladserne i Indre By bør derfor prioriteres til borgere med bopæl i bydelen frem for til pendlere."

 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Niels Kongshaug om, at høringssvaret skal indeholde en gengivelse af bydelsplanens målsætninger om erhverv som indledning til lokaludvalgets bemærkninger om kapitel 4 "En by med erhverv og studiemiljø". 
Linje 94 fortsættes derfor med følgende afsnit: "Lokaludvalget mener, at kommuneplanstrategien og kommuneplanen skal understøtte et vitalt, bæredygtigt, forskelligartet og lokalt forankret erhvervsliv. Der skal skabes plads til iværksættere og kreative erhverv i København og meget gerne i vores bydel, fx i tomme butiks- og kontorlokaler. Der bør være begrænsninger på, hvor længe butikker må stå tomme og det skal være forbudt at sammenlægge butiksarealer, så der skabes plads til mindre, lokalt forankrede erhvervsdrivende. Ingen butiks- og kontorlokaler bør stå tomme, men i stedet bruges til lokalt forankret butiksliv eller konverteres til boliger."

 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Niels Kongshaug og Lean Milo om, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning til kapitel 4 "En by med erhverv og studiemiljø" om, at Københavns Kommune skal værdsætte succesfulde erhvervsdrivende, særligt iværksættere og folk fra de kreative erhverv, på samme måde, som man værdsætter succesfulde sportsfolk med prisuddelinger, modtagelser på rådhuset osv.

 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kren Nielsen om, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning til kapitel 3 "Boliger og sammenhængende by" om, at nattelivet opleves som et problem af beboere i Middelalderbyen bl.a. pga. den vold og utryghed, nattelivet skaber, og at der er behov for en strategi i forhold til nattelivet, så hverdagslivet i Middelalderbyen igen kan komme i balance med det formål at fastholde beboelse.

 

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jep Loft om, at der i høringssvarets indledning skal være en bemærkning om, at kommuneplanstrategien skal indeholde en beskrivelse af, hvordan kommuneplanstrategiens visioner, mål osv. materialiserer sig i virkeligheden, så der er større sikkerhed end ellers for, at kommunen vil gøre det, som man giver udtryk for.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret om udkast til kommuneplanstrategi 2023, der ses i bilaget, med ovennævnte tiltrådte ændringsforslag.

 

Protokolbemærkning fra Michael Gatten: "Michael Gatten / KCC kan ikke stemme for det samlede høringssvar, da det på flere områder er modstridende med KCC’s holdninger og visioner for København som en hovedstad for alle, herunder også en hovedstad for byens erhvervs- og kulturliv."

Til top