Mobilitetsanalyse
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg inviterer Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen til at holde et oplæg på et borgermøde i juni måned om resultaterne af Mobilitetsanalysen for så vidt angår Indre By.
- at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 10.000 kr. til borgermødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
Problemstilling
Denne sag var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 14. marts 2024, men blev udsat.
Medlemsforslag fra Kjeld A. Larsen:
"Jeg har her i dag drøftet, hvordan vi som lokaludvalg bør forholde os til den skitserede kommende "Analyse af mobiliteten i Hovedstadsområdet".
Vi har jo i lokaludvalget adskillige gange fremført, at vi savner en egentlig overordnet trafikplan for kommunen, og nu ser det ud til, at forvaltningen skal i gang med at lave en analyse, bl.a. i samarbejde med Hovedstadsregionen. Det er jo tiltrængt.
Vi blev i samtalen enige om at foreslå, at samtlige lokaludvalg anmoder om et møde med de ansvarlige personer for udarbejdelsen af mobilitetsplanen med den dagsorden, at vi bliver informeret om initiativet og får spurgt ind til, hvordan lokaludvalgene kan blive inddraget i processen.
Hvad siger I - og lokaludvalget - til dette forslag?"
Uddybning af forslaget:
"Jeg gensender hermed min opfordring til, at Indre By Lokaludvalg tager initiativ til, at alle lokaludvalg får mulighed for at drøfte den skitserede TM274 Analyse af mobiliteten i hovedstadsområdet.
Er der kommet drøftelser i gang med de øvrige formandskaber om projektet og mulig inddragelse i beslutningsprocessen fra lokaludvalgenes side,
Alternativt kunne vi starte med at drøfte mobiltetsanalysen på det kommende lokaludvalgsmøde og forsøge at få en oplægsholder fra Teknik- og Miljøforvaltningens afdeling for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold
Jeg fik ikke skrevet hvem jeg har drøftet mobilitetsanalysen med. Det var Lars Josephsen fra Christianshavn Lokaludvalg."
Mobilitetsanalyse
Jf. bilaget har Mobilitetsanalysen som overordnet formål at kortlægge mulighederne for hvordan og med hvilke greb trængslen og den samlede CO2-udledning fra vejtrafikken i hovedstadsområdet kan reduceres. Analysen skal på et overordnet niveau se på mulighederne for at fremme kollektiv transport og aktiv transport (cykel og gang), samt mulighederne for at reducere støj og luftforurening samt skabe bedre byliv.
Analysen vil have fokus på indsatser, der har effekt på tværs af kommunerne. Analysernes resultater skal blandt andet danne grundlag for det videre arbejde med at formulere nye mål på trafik- og mobilitetsområdet i Københavns Kommune.
Analysens resultater forventes forelagt politisk medio 2024 forud for forhandlingerne om Budget 2025.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget bemyndiger sekretariatet til at invitere Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen til at holde et oplæg på et møde i juni måned om Mobilitetsanalysens resultater for så vidt angår Indre By
Hensigten med mødet er at give lokaludvalget og borgerne mulighed for at kvalificere analyseresultaterne for så vidt angår Indre By med hensyn til udpegning af strækninger/områder med særlige udfordringer eller særligt potentiale i forhold til at reducere CO2, støj og luftforurening samt i forhold til at skabe bedre rammer for alternativer til fossil biltrafik.
Økonomi
Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 10.000 kr., da der vil være udgifter til lokaleleje og forplejning.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at invitere Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen til at holde et oplæg på et borgermøde i juni måned om resultaterne af Mobilitetsanalysen for så vidt angår Indre By.
- Lokaludvalget afsatte en ramme på 10.000 kr. til borgermødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- Lokaludvalget valgte Kjeld A. Larsen og Susanne Lindholm til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget spørger Teknik- og Miljøforvaltningen om årsagen til de mange trafiktællinger, der kan ses i Middelalderbyen og andre steder i og i nærheden af Indre By.
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at han foreslår de øvrige lokaludvalg at holde et fælles arrangement om mobilitetsanalysen med fokus på mobiliteten i hovedstaden.