Mødedato: 11.04.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Puljeansøgninger, april 2024

Indstilling

  1. At Indre By Lokaludvalg giver afslag til en borger på en ansøgning om 10.000 kr. i støtte til en podcast om lokale værtshuse i 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil bruge sine midler på andre aktiviteter.

  2. At Indre By Lokaludvalg giver kammerkoret Tourdion afslag på en ansøgning om 6.250 kr. i støtte til en dobbelt korkoncert mellem kammerkoret og Det Polske Universitetskor i Musikhuset København på Vesterbrogade d. 27. april 2024. Afslaget begrundes med, at aktiviteten foregår uden for Indre By Lokaludvalgs område.

  3. At Indre By Lokaludvalg giver tilsagn til Teaterhuset om 3.000 kr. i støtte til Teaterhusets 20-års jubilæum d. 25. maj 2024 i HUSET, Rådhusstræde 13.

  4. At Indre By Lokaludvalg giver kollektivet Bukhar & Afroswing  afslag på en ansøgning om 20.000 kr. i støtte til et musikarrangement i Pumpehuset d. 18. august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at honorarer udgør for stor den del af det ansøgte beløb, og at entréprisen efter lokaludvalgets vurdering er for høj.

  5. At Indre By Lokaludvalg giver tilsagn til Foreningen Fashion Revolution om 16.500 kr. i støtte til en udendørs 1-dagsfestival Unwasted d. 2. juni 2024 ved Kulturhus Indre By.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget 5 puljeansøgninger.

Løsning

1. Podcasten Sidste Omgang
En borger søger om 10.000 kr. i støtte til markedsføring, vedligeholdelse og indkøb af udstyr til en ugentlig podcast om Indre Bys brune barer og værtshuse, såsom Cafe Malmø, Bobi Bar, Toga, Wessels Kro og flere andre. Podcasten udkommer en gang om ugen forventeligt hele 2024.

Podcasten handler om at udbrede kendskabet til det store skift, der foregår på de brune barer og værtshuse i disse år, herunder en fortsættelse af den inklusive ånd på barerne, og et skift mod yngre ejere og gæster, herunder flere kvinder.

Podcasten har ca. 1.000 lyttere om måneden og henvender sig til både yngre og ældre voksne. Udsendelsen er tilgængelig på streamingtjenesterne Apple, Podimo eller Spotify, som kræver abonnement.

Udgiftsbudgettet er på 10.000 kr. Ansøger har en egenfinansiering på 15.000 kr.

Sekretariatets bemærkninger
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget kun støtter aktiviteter inden for Indre By Lokaludvalgs område.

Vedligehold anses som drift, hvilket ifølge lokaludvalgets retningslinjer ikke kan støttes.

Med de bemærkninger ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Arbejdsgruppens anbefaling
Nej til støtte. Lige som vi ikke giver puljemidler til hjemmesider og bøger, skal vi heller ikke støtte podcasts.  I øvrigt er det en allerede igangværende og etableret aktivitet.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver afslag til en borger på en ansøgning om 10.000 kr. i støtte til en podcast om lokale værtshuse i 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil bruge sine midler på andre aktiviteter.

2. Korsamarbejde med Det polske Kammerkor Chór Uniwersytety SWPS
Kammerkoret Tourdion søger om 6.250 kr. i støtte til en dobbelt korkoncert mellem kammerkoret og Det Polske Universitetskor i Musikhuset København på Vesterbrogade d. 27. april 2024 kl. 15:00-16:30. Støtten vil gå til lokaleleje af Musikhuset København.

Koncertens formål er at informere om samarbejde mellem to kor, der besøger hinanden. Besøget af det polske kor er et genbesøg efter Tourdions koncertrejse til Warszawa i maj 2023, hvor begge kor sang ved fejring af Polens nationalikon Nicholaus Kopernikus’ 550-års fødselsdagsfejring.

Målgruppen er Musikhusets publikum, dansk-polske københavnere og kammerkorinteresserede. Der er gratis entré.

Forestillingen vil foruden løbesedler og plakater blive annonceret på en facebookbegivenhed samt på teaterkollektivets sociale medier.

Udgiftsbudgettet er på 21.250 kr. Ansøger har søgt 20.000 kr. hos Den Polske Ambassade og har ikke umiddelbart en egenfinansiering.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet har orienteret ansøger om, at Musikhuset København ligger i Vesterbro Lokaludvalgs område og har foreslået ansøgeren at søge Vesterbro Lokaludvalg om støtte.

Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget ikke støtter aktiviteter uden for Indre By Lokaludvalgs område. Det fremgår også, at lokaludvalget har bemyndiget sin forperson til at afvise aktiviteter, der foregår udenfor Indre By. I dette tilfælde har sekretariatet ved en fejl stillet ansøgeren i udsigt, at lokaludvalget behandler ansøgningen, hvorfor den er på dagsordenen.

Arbejdsgruppens anbefaling

Nej til støtte. Aktiviteten finder sted på Vesterbro.

Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver kammerkoret Tourdion afslag på en ansøgning om 6.250 kr. i støtte til en dobbelt korkoncert mellem kammerkoret og Det Polske Universitetskor i Musikhuset København på Vesterbrogade d. 27. april 2024. Afslaget begrundes med, at aktiviteten foregår uden for Indre By Lokaludvalgs område.

 

3. Teaterhusets 20-års jubilæum
Teaterhuset søger om 3.000 kr. i støtte Teaterhusets 20-års jubilæum. Jubilæet foregår 25. maj 2024 i HUSET, Rådhusstræde 13. Støtten vil gå til lokaleomkostninger og gaver.

Jubilæet markeres med et heldagsarrangement, der sætter fokus på foreningens historie og aktualitet. Frivillighed i scenekunst vil være centrum for dagens aktiviteter, såsom Teaterhuset Talks om potentialer og udfordringer i branchen samt en Q&A, hvor deltagerne kan spørge scenekunstgruppen Kånstkollektivet, som har startet deres karriere i foreningen, om hvordan de har etableret sig i det frie felt.

Derudover vil der være en showcase, hvor forestillinger fra Teaterhusets sæsoner i 2024, kan få lov til at vise en bid af deres forestilling/koncept foran de øvrige inviterede.

Målgruppen er unge (18-31 år) kulturinteresserede personer, medlemmer, brugere af HUSET og tilfældige forbipasserende. Derudover inviteres folk fra scenekunstbranchen, samt lokale samarbejdspartnere, herunder musikere fra Drop Inn i Kompagnistræde og komikere fra Improv Comedy Copenhagen i gaden Frederiksholms Kanal.

Det er gratis at deltage, og der forventes ca. 100-150 deltagere.

Udgiftsbudgettet er på 30.500 kr. Ansøger søger om 18.500 kr. i støtte fra andre fonde og puljer. De forventede barindtægter er på 3.000 kr. Ansøger har en egenfinansiering på 8.000 kr.  

Sekretariatets bemærkninger
Der er søgt støtte hos lokale erhvervsdrivende, herunder La Glace og Vinho, men disse poster fremgår ikke af budgettet.

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet.  

Arbejdsgruppens anbefaling
Ok. Rimeligt beløb til en éngangsforteelse.

Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver tilsagn til Teaterhuset om 3.000 kr. i støtte til Teaterhusets 20-års jubilæum d. 25. maj 2024 i HUSET, Rådhusstræde 13.

 

4. Bukhar X Afroswing
Et kollektiv søger om 20.000 kr. i støtte til deres arrangement i Pumpehuset d. 18. august 2024. Støtten vil gå til udsmykning, frivillig- og artist forplejning, DJ-set up og promovering af aktiviteten.

Bukhar er et kollektiv bestående af tre minoritetsunge, og yderlige 25-30 frivillige tilknyttet og Afroswing er en gruppe, der står bag nytænkende musikinitiativer.

Med arrangementet søger ansøgerne at skabe en platform for innovative sydvestasiatiske og afrikanske musikere, illustratorer og performere ved at bringe en voksende undergrundsscene ind i mainstream og udvide horisonterne for hvad en dansk nattelivskultur, hvor unge kan danse og tale sammen i et kulturelt møde.

Arrangementet består af to DJ, en liveoptræden samt en illustrativ historiefortælling, til at skabe en rød tråd.

Målgruppen er folk med rødder fra Mellemøsten eller Afrika, samt koncertinteresserede i alderen 20-30 år.

Der tages en entré på 175 kr. til arrangementet, og der regnes med et billetsalg på omkring 300 billetter.

Udgiftsbudgettet er på 78.025 kr. Ansøger har modtager 5.000 kr. i medfinansiering fra Pumpehuset og regner med billetsalg på 53.025 kr. Billetsalg under denne pris medregnes som egenfinansiering.

Sekretariatets bemærkninger
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte, at lokaludvalget i udgangspunktet ikke støtter aktiviteter med en entre, der efter lokaludvalgets vurdering:
- ikke matcher beløbet, der ansøges om
- ikke matcher projektet eller arrangementets indhold
- gør, at projektet eller arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt

I dette tilfælde er entréprisen på 175 kr.  

Med den bemærkning ser sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter festivalen med en underskudsgaranti. 

Arbejdsgruppens anbefaling
Nej. Høj entré. Meget løn. Almindelig kommerciel koncert.

Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver kollektivet Bukhar & Afroswing  afslag på en ansøgning om 20.000 kr. i støtte til et musikarrangement i Pumpehuset d. 18. august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at honorarer udgør for stor den del af det ansøgte beløb, og at entréprisen efter lokaludvalgets vurdering er for høj.

 

5. Unwasted

Foreningen Fashion Revolution søger om 16.500 kr. i støtte til deres udendørs 1-dagsfestival Unwasted d. 2. juni 2024 ved Kulturhus Indre By. Støtten vil gå til scene, forplejning, honorar og kunstinstallation.

Fashion Revolution er verdens største modeaktivistiske bevægelse baseret i 90 lande, hvor der er to frivillige i Danmark. Formålet med UNWASTED er at samle forskelligartede aktører for sammen at tage kampen op mod overforbrug i modeindustrien. Til arrangementet samles akademikere, influencere, eksperter, designere og forbrugere for at højne bevidstheden og ændre de fastgroede forestillinger i modekulturen. Arrangementet vil blandt andet indebære workshops, hvor deltagere kan lære at genbruge og reparere tøj, informative talks, paneldebatter, musik, mad, kunst og performances.

Målgruppen er borger i Indre By, der er interesserede i bæredygtigt forbrug og genbrug. Arrangementet er gratis, og der forventes omkring 100 deltagere.

Udgiftsbudgettet er på 50.800 kr. Arrangørerne modtager 34.300 kr. i støtte fra Tuborgfondet.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet. 

Arbejdsgruppens anbefaling
O K. Rimeligt honorar. Læner sig op ad Kulturhusets genbrugsprojekt. Virker ret seriøst. Men hvorfor alting efterhånden er festivaller er lidt mærkeligt. Festivaller har vel en vis udstrækning?

Indstilling
At Indre By Lokaludvalg giver tilsagn til Foreningen Fashion Revolution om 16.500 kr. i støtte til en udendørs 1-dagsfestival Unwasted d. 2. juni 2024 ved Kulturhus Indre By.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 340.000 kr. af 2024-puljen til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 228.501 kr. af rammen. Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for 248.001 kr. af 2024-puljen.

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag til en borger på en ansøgning om 10.000 kr. i støtte til en podcast om lokale værtshuse i 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil bruge sine midler på andre aktiviteter.

  2. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give kammerkoret Tourdion afslag på en ansøgning om 6.250 kr. i støtte til en dobbelt korkoncert mellem kammerkoret og Det Polske Universitetskor i Musikhuset København på Vesterbrogade d. 27. april 2024. Afslaget begrundes med, at aktiviteten foregår uden for Indre By Lokaludvalgs område.

  3. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give tilsagn til Teaterhuset om 3.000 kr. i støtte til Teaterhusets 20-års jubilæum d. 25. maj 2024 i HUSET, Rådhusstræde 13.

  4. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give kollektivet Bukhar & Afroswing  afslag på en ansøgning om 20.000 kr. i støtte til et musikarrangement i Pumpehuset d. 18. august 2024. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at honorarer udgør for stor den del af det ansøgte beløb, og at entréprisen efter lokaludvalgets vurdering er for høj.

  5. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give tilsagn til Foreningen Fashion Revolution om 16.500 kr. i støtte til en udendørs 1-dagsfestival Unwasted d. 2. juni 2024 ved Kulturhus Indre By.
Til top