B-sag: Erstatning af gangtunnel under Østerbrogade ved Sortedam Dossering med overgang i terræn
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at Teknik- og Miljøforvaltningen vil nedlægge den eksisterende gangtunnel mellem Sortedam Dossering og Slagelsegade og etablere en overgang over Østerbrogade i terræn.
Problemstilling
Med mail den 12. marts 2024 har Teknik- og Miljøforvaltningen bedt Østerbro Lokaludvalg og Indre By Lokaludvalg om bemærkninger til et projekt om at erstatte gangtunnelen under Østerbrogade mellem Sortedam Dossering og Slagelsegade med en overgang i terræn.
Sekretariatet for Østerbro Lokaludvalg har oplyst, at en arbejdsgruppe under Østerbro Lokaludvalg drøfter projektet den 11. april 2024.
Baggrund
I forbindelse med renovering af flere gangtunneler har Teknik- og Miljøforvaltningen haft fokus på trafiksikkerheden og tilgængeligheden.
For gangtunnelen under Østerbrogade mellem Sortedam Dossering og Slagelsegade er der i 2022 udført en trafiktælling af fodgængere, som viser, at kun ca. 25% benytter gangtunnelen, når de skal krydse Østerbrogade, mens 75% krydser gaden i niveau.
Gangtunnelens adgangsveje opfylder ikke de gældende tilgængelighedskrav, sådan at kørestolsbrugere, folk med barnevogne, gangbesværede m.fl. ikke eller kun med besvær kan benytte den.
Projektet
Teknik- og Miljøforvaltningen har fået udarbejdet forslaget, der ses i bilaget, som vil øge sikkerheden og trygheden på stedet.
For at lette krydsningen for cyklister og fodgængere, indsnævres Østerbrogade, så der bliver et kørespor i hver retning og samtidig etableres der en trepunktsovergang, hvorved den eksisterende midterhelle udvides og der etableres sideheller mellem cykelsti og vejbane.
Teknik- og Miljøforvaltningen bemærker, at kommunen er i gang med at reducere hastigheden på mange veje. På Østerbrogade vil hastigheden blive nedsat til 40 km/t.
Den eksisterende gangtunnel vil i forbindelse med etablering af overgangen blive nedlagt, og trappen fra Sortedam Dossering til tunnelen vil blive erstattet af en rampe/trappe op til Østerbrogade.
Ved nedlæggelse af tunnelen frigøres noget plads på Slagelsegade, der f.eks. vil kunne benyttes til begrønning eller etablering af cykelparkering.
Det udarbejdede forslag er blevet principgodkendt af politiet.
Løsning
Gangtunnelen ligger i Østerbro Lokaludvalgs område.
Det foreslås, at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Forperson Bent Lohmann vil takke Teknik- og Miljøforvaltningen for orienteringen og meddele, at Indre By Lokaludvalg ikke har bemærkninger til projektet.
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at der i løbet af foråret vil blive udarbejdet et detaljeret projektforslag. Projektforslaget vil til efteråret blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget, som skal tage stilling til, om der skal bevilges penge til projektet.
Beslutning
Dagsordenens punkt 23 blev behandlet sammen med tillægsdagsordenens punkt 2.
- Lokaludvalget tog til efterretning, at Teknik- og Miljøforvaltningen vil nedlægge den eksisterende gangtunnel mellem Sortedam Dossering og Slagelsegade og etablere en overgang over Østerbrogade i terræn.
- Lokaludvalget besluttede at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om en orientering om planerne for gangtunnelen under Sølvgade mellem Botanisk Have og Østre Anlæg.