Mødedato: 11.04.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

B-sag: Blomsterkummer i Strædet

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. Indre By Lokaludvalg bemyndiger forperson Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalget støtter forslaget fra Stræderne og Strøgets Beboerforening om at placere blomsterkummer på steder i Strædet, hvor der nedlægges parkeringspladser; dvs. i Kompagnistræde og Læderstræde (parallelstrøget med væg-til-væg-belægning) fra Gåsegade til Højbro Plads. Se forslaget i afsnittet "Problemstilling".

Problemstilling

Mail den 21. marts 2024 fra Stræderne og Strøgets Beboerforening:

"Bevilling til opsætning af store blomsterkummer i Strædet, hvor plads frigives, når parkeringspladser nedlægges

Som bekendt nedlægges 600 parkeringspladser i Middelalderbyen ved implementeringen af Byrums- og Trafikplanen.

I den forbindelse nedlægges også alle 14 parkeringspladser i Strædet. Vores beboerforening ønsker at fremme mere begrønning i Strædet samt at skabe flere sociale fællesskaber mellem beboere, handlende og øvrige brugere i gaden, når parkeringspladserne forsvinder (omkring 1. august).

Kommunen støtter, at København får flere grønne byrum, mere biodiversitet og flere lokale, sociale fællesskaber, og vi mener, at ideen om begrønning af Strædet ligger meget fint i forlængelse af kommunens ønsker.

Strædet har i dag et varieret og hyggeligt præg med en kombination af små handlende som kunsthåndværkere og smykkebutikker, mange beboere og forskellige cafeer og restauranter med udeserveringer. Vi ønsker at bevare - og fremme - det lokale præg ved at etablere  blomsterkummer med små buske eller blomstrende træer, stauder, løgplanter, etc efter årstiderne. 

Mange handlende har allerede selv opsat blomsterkummer, og de får lov at stå uden at blive ødelagt. se billeder. Vi ønsker at forstærke den hyggelige grønne og blomstrende stemning.

Vores ønske er, at kommunen forestår opsætningen af store plantekummer på det areal, som frigives, når parkeringspladserne forsvinder. 

Vi er blevet oplyst af en embedsmand, at der findes puljer, der kan søge til sådanne formål.

Vil vil derfor bede Indre By Lokaludvalg om at indstille til kommunen, at de finder midler til at opsætte blomsterkummer i Strædet. 

Kommunens store blomsterkummer står allerede mange steder i vores kvarterer i Middelalderbyen - bl.a. på Strøget, ved Højbro Plads , Ved Stranden , osv. og passer æstetisk ind i miljøet. Kummerne har forskellige højder og former, vedhæftede er nogle eksempler. Vi foreslår, at der opsættes to blomsterkummer på hver (tidligere) parkeringsplads, dvs. i alt 28 kummer.

Eftersom arealet til parkeringspladserne allerede er meget klart defineret i relation til fremkommelighed, tilladelse fra politiet osv., tænker vi, at disse forhold allerede er clearet.

Strædet er karakteriseret ved at være Gågade og have belægning i ét plan (væg-til-væg fortov), som fx Strøget også har. Byrums og Trafikplanen indeholder ikke planer (Flagskibsprojekter) for Strædet. Umiddelbart lægger gaden nok ikke op til at blive fx Bylivgade eller at få midler via Biodiversitetspuljen.

Vi har fået oplyst af projektlederen for anlægsprojektet vedr. cykel- og bilparkering i Middelalderbyen, at nedlæggelsen af parkeringspladserne i Strædet formodentlig vil ske omkring 1. august (med stort forbehold for ændringer eftersom entreprenører, der skal udføre arbejdet endnu ikke har givet en plan for anlægsarbejdets forløb).

Optimalt set skulle blomsterkummerne opsættes umiddelbart efter, at parkeringspladserne nedlægges (dvs. omkring 1. august 2024), men det forudsætter, at en bevilling tildeles meget snart.

Venlig hilsen

Mads Aarup og Lotte Juul
pva. Bestyrelsen

Stræderne og Strøgets Beboerforening"

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget bemyndiger forperson Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalget støtter forslaget fra Stræderne og Strøgets Beboerforening om at placere blomsterkummer på steder i Strædet, hvor der nedlægges parkeringspladser; dvs. i Kompagnistræde og Læderstræde (parallelstrøget med væg-til-væg-belægning) fra Gåsegade til Højbro Plads.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om, at lokaludvalget tillige foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen at opsætte bænke i Strædet, hvor der nedlægges parkeringspladser.

Lokaludvalget tiltrådte et underændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen at opsætte flytbare bænke i Strædet, hvor der nedlægges parkeringspladser, som kan afprøves forskellige steder.

 

Lokaludvalget havde dermed bemyndiget forperson Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen,

  • at lokaludvalget støtter forslaget fra Stræderne og Strøgets Beboerforening om at placere blomsterkummer på steder i Strædet, hvor der nedlægges parkeringspladser; dvs. i Kompagnistræde og Læderstræde (parallelstrøget med væg-til-væg-belægning) fra Gåsegade til Højbro Plads
  • at lokaludvalget tillige foreslår, at der placeres flytbare bænke i Strædet, hvor der nedlægges parkeringspladser, som kan afprøves forskellige steder.

Bilag

Til top