Mødedato: 11.04.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Analyse af ressortopdelingen i Københavns Kommune

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg vælger lokaludvalgsmedlemmer til en arbejdsgruppe, som skal skrive et udkast til svar til Økonomiforvaltningen om ressortopdelingen i Københavns Kommune. Lokaludvalget tager stilling til udkastet i sit møde den 16. maj 2024.

Problemstilling

Med mail den 19. marts 2024 har Sekretariatet for Ressortanalyse i Økonomiforvaltningen bedt lokaludvalgene om input til en analyse af ressortopdelingen i Københavns Kommune. Se bilaget.

Formålet med ressortanalysen er at give Københavns Kommunes organisering et servicetjek med afsæt i tre overskrifter:

  • Sammenhængende service for borgere og virksomheder
  • Gode rammer for politik og samarbejde
  • Effektiv opgaveløsning

Høringssvaret kan f.eks. tage udgangspunkt i følgende temaer:

  • Hvordan kan Københavns Kommunes orientering mod borgerens perspektiv styrkes?
  • Hvordan kan Københavns Kommunes virksomhedsservice og erhvervsfremme styrkes?
  • Hvordan kan koordinering af arbejdet med klimadagsordenen i Københavns Kommune styrkes?

Der er svarfrist den 24. maj 2024.

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget vælger lokaludvalgsmedlemmer til en arbejdsgruppe, som skal skrive et udkast til svar til Økonomiforvaltningen om ressortopdelingen i Københavns Kommune. Lokaludvalget tager stilling til udkastet i sit møde den 16. maj 2024. 

Borgerdialog

Sekretariatet vil med lokaludvalgets Facebookside og nyhedsbrev gøre borgerne opmærksom på muligheden for at kommentere sagen og især spørgsmålet om, hvordan Københavns Kommunes orientering mod borgerens perspektiv kan styrkes. Opsamlingen på borgernes bemærkninger udsendes med dagsordenen for lokaludvalgets møde den 16. maj 2024.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor samt tidsplanen i bilaget.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede ressortopdelingen i Københavns Kommune. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
    • Det er mærkeligt, at lokalplaner og kommuneplanen ligger i to forskellige forvaltninger. Det giver dobbeltarbejde.
    • By & Havn skal indgå i analysen.
    • Analysearbejdet er udtryk for en oppefra og ned-tankegang. Det skal være omvendt.
    • Teknik- og Miljøforvaltningen er stor og uoverskuelig.
    • Der skal fokus på byggesagsprocesser. De tager tid. Borgerne skal i centrum.
    • Tilladelser til udeservering og alkoholbevillinger ligger i to forskellige forvaltninger. Det skal samles i én forvaltning.
    • Kommunens tilsyn fungerer ikke. Der skal flere ressourcer til.
    • Borgerbudget skal indgå i analysen.
    • Kultur- og Fritidsforvaltningen orienterer sig nu mod bydelene, efter at de har indført bydelsledere. Kan det være til inspiration for de øvrige forvaltninger?
    • Hvad vil man med lokaludvalgene? Forvaltningerne har borgerdialog uden om lokaludvalgene.
    • Analysen skal fokusere på fastholdelse af medarbejdere samt på hvad der kan gøres i forhold til overlevering af projekter, når en medarbejder fratræder.
    • Kommunen skal oparbejde og fastholde viden fremfor at benytte sig af konsulenter, som tager viden med sig, efter at de har arbejdet for kommunen.
    • Indkøb af kollektiv trafik ligger i Økonomiforvaltningen, mens trafikplanlægningen ligger i Teknik- og Miljøforvaltningen. Der skal være en bedre sammenhæng.
    • Kommunens håndtering af klimaproblematikken skal prioriteres i analysen.
    • Der skal fokuseres på indholdet i forvaltningerne.
    • Der skal ses på det forhold, at ældre og sundhed er placeret i samme forvaltning. Giver det mening?

  2. Lokaludvalget valgte Bent Lohmann, Gunna Starck og Lean Milo til at skrive et udkast til svar til Økonomiforvaltningen om ressortopdelingen i Københavns Kommune, som lokaludvalget tager stilling til i sit møde den 16. maj 2024.
Til top