Mindre biltrafik i Middelalderbyen
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg tager et mundtlig oplæg fra Teknik- og Miljøforvaltningen om kommunens initiativ til en dialogproces med borgere, brugere og erhverv om mindre biltrafik i Middelalderbyen til efterretning
- at Indre By Lokaludvalg drøfter initiativet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har siden 2017 arbejdet med byrumsinventar som hastighedsdæmpende foranstaltninger og en dialogproces med borgere, brugere og erhverv om begrænsning af biltrafikken i Middelalderbyen, jf. Borgerrepræsentationen den 24. august 2017. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 3. december 2018 at få belyst scenarier for en løsning med skilte ud over løsning med hæve-sænke pullerter, der var forelagt udvalget. Forvaltningen arbejder på den baggrund fortsat for at regulere biltrafik i Middelalderbyen og dermed skabe et bedre hverdagsliv ud fra Fællesskab Københavns vision om en levende by dog uden at lukke Middelalderbyen permanent for biltrafik.
På den baggrund skal Borgerrepræsentationen senere dette forår tage stilling til, om en dialogproces skal sættes i gang med udgangspunkt i to scenarier for mindre biltrafik i middelalderbyen.
Sagen er på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 8. april 2019. Se bilaget.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget tager et mundtlig oplæg fra Teknik- og Miljøforvaltningen om kommunens initiativ til en dialogproces med borgere, brugere og erhverv om mindre biltrafik i Middelalderbyen til efterretning og at det drøfter initiativet.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, som er i Teknik- og Miljøudvalget den 8. april 2019, sætter forvaltningen dialogprocessen i gang.
Det endelige beslutningsgrundlag, herunder hvidbog fra dialogen og løsningsforslag for at regulere biltrafikken, forelægges Borgerrepræsentationen medio 2020 for at indgå i budgetforhandlinger om Budget 2021.
Beslutning
- Lokaludvalget tog et mundtlig oplæg fra Teknik- og Miljøforvaltningen om kommunens initiativ til en dialogproces med borgere, brugere og erhverv om mindre biltrafik i Middelalderbyen til efterretning.
- Lokaludvalget drøftede initiativet. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Hvis det skal gennemføres, skal der kontrol og håndhævelse til.
- Man bør tænke i en bredere ramme. Initiativet bør omfatte hele Indre By.
- Initiativet skal tænkes i sammenhæng med ideen om en havnetunnel.
- En detailhandel-analyse fra Frederiksberg viser, at omsætningen i butikkerne stort set ikke falder, hvis gader med butikker bliver bilfrie. Omsætningen fra cyklister og fodgængere vil stige.
- Scenarie 2 vil hæmme udviklingen på hotelområdet i Indre By.
- Initiativet vil medføre frustrerede bilister.
- Der skal være klare regler for, hvad man vil lukke ind i Middelalderbyen, fx. renovation.
- Kan renovation ske med mindre køretøjer?
- Skiltningen af forbud mod biltrafik i Vester Søgade virker ikke.
- Man kan frygte, at gader, der omdannes til lege/opholdsgader, vil blive anvendt til fest.
- Glem ikke, at beboerne i Middelalderbyen har et transportbehov.
- "Fredeliggørelse" i Middelalderbyen handler først og fremmest om initiativer i forhold til nattelivet.
- Glem ikke, at håndværkere til beboere og erhverv i Middelalderbyen skal kunne komme ind i området.
- Lokaludvalget bad sekretariatet om link til detailhandelanalysen på Frederiksberg og til en analyse af mindre biltrafik i en del af London.