Mødedato: 11.04.2013, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Sankt Annæ-projektet - høringssvar

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om Sankt Annæ-projektet.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret Teknik- og Miljøforvaltningen om Sankt Annæ-projektet, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt om et høringssvar vedrørende et dispositionsforslag for Sankt Annæ-porjketet, som Kvæsthusselskabet har udarbejdet.

Løsning

Bent Frystyk foreslår følgende høringssvar, som formanden er enig i:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt Indre By Lokaludvalg om et høringssvar vedrørende Sankt Annæ-projektet. Det er aftalt med forvaltningen, at borgerne skal kommentere på projektet  over for forvaltningen ved at benytte kommentar-muligheden på lokaludvalgets hjemmeside.Lokaludvalget fremsender derpå kommentarerne samlet til forvaltningen.

Borgerdialog
Lokaludvalget har modtaget xx kommentarer. Se det vedlagte bilag.

Lokaludvalgets holdning
Kvæsthusselskabet dispositionsforslag for Sankt Annæ-projektet omfatter Sankt Annæ Plads, Kvæsthusgade, Nyhavn øst for Toldbodgade samt de to Strandstræder. Forslaget er baseret på en række forudgående borgermøder, hvor borgerne er fremkommet med ideer til projektet, et projektforløb, som Indre By Lokaludvalg finder, bør være et forbillede for fremtidige lignende projekter.

Indre By Lokaludvalg skal med henblik på dispositionsforslaget fremkomme med følgende bemærkninger:
Sankt Annæ Plads er et af Københavns ældste og mest attraktive pladser med en lang historie.
Det grønne område mellem Bredgade og Toldbodgade blev først beplantet 1852 og er stort set uændret siden da, mens den østlige del fra Toldbodgade til Kvæsthusbroen, der tidligere var et havneområde med stor aktivitet, har undergået mange ændringer og i dag henligger som et trist område med bilparkering.

Det er derfor velkomment, at Kvæsthusselskabet fremkommer med forslag til en forskønnelse af dette centrale område i København / Frederiksstaden.

Projektet på Sankt Annæ Plads sigter primært på at forskønne og udvide det nuværende indhegnede haveanlæg - der stærkt trænger til fornyelse - helt frem til Kvæsthusbroen, at indsnævre kørebanerne på begge sider af anlægget, at forøge fortovsbredden samt at forny belægningerne. Samtidig omlægges pladsen til skybrudsgade.

Ændringen af kørebanerne og udvidelserne af haveanlægget samt fortovene sker på bekostning af parkeringspladserne, som nedlægges, dog undtaget ambassadeparkering, handikapparkering, varelevering og korttidsparkering. Vejbanerne anlægges med et smalt 3,25 meter profil, der både skal klare personbiler, busser og cykler, men med en fartgrænse på 30 km/t.

Projektet omfatter endvidere et løft af Kvæsthusgade med ny belægning, fortove samt træer, ny belægning i Nyhavn øst for Toldbodgade og nedlæggelse af parkeringspladser, samt ny belægning i Strandstræderne. Sidstnævnte del af projektet er dog endnu ikke finansieret. Overalt er der taget højde for cykelparkering.

Indre By Lokaludvalg finder overordnet set, at projektet er særdeles velegnet til at give Sankt Annæ Plads og de tilhørende gader er tiltrængt løft, men skal pege på følgende dispositioner, som kan forventes at give anledning til problemer:
Vejarealerne i Sankt Annæ Plads er så snævre, at det ikke er muligt for biler og ikke mindst busser at passere cyklister. Bilerne forventes derfor at tilpasse hastigheden efter cyklisterne. Dette kan give anledning til farlige situationer ved fx cyklende børn. Biltrafikken, som forventes reduceret i forhold til i dag, spiller i denne sammenhæng mindre rolle.

Indre By Lokaludvalg er enig i nedlæggelsen af parkeringspladser, men skal pege på, at dette – i det mindste i en overgangsperiode – kan give anledning til megen unødig trafik i området i søgningen efter parkeringspladser. Derfor er det vigtigt, at der oplyses om de nye parkeringsmuligheder under Kvæsthusbroen.

Herudover finder Indre By Lokaludvalg anledning til at opfordre Kvæsthusselskabet til at sikre sig, at der ikke umiddelbart efter pladsens retablering skal foretages fornyet opgravning i området af kommunen, ledningsejere m.fl., således som det bl.a. kan ses i Købmagergade, samt at Københavns Kommune afsætter de fornødne ressourcer til at vedligeholde det nye haveanlæg med tilhørende legepladser, således at det fortsat kan være attraktivt at anvende.

Afslutningsvis peges på den manglende finansiering af Strandstrædernes renovering. Indre By Lokaludvalg skal opfordre til, at der findes midler til dette projekt, som vil være stærkt medvirkende til skabe en sammenhængende helhed i Sankt Annæ-området. Uden renovering af Strandstræderne vil Sankt Annæ-projektet komme til at fremstå som en halvfærdig løsning.


Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet i forhold til høringssvaret.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at projektet godkendes af Borgerrepræsentationen i august 2013.
BESKRIVELSE AF PROJEKTET SAMT KOMMENTARER
http://indrebylokaludvalg.kk.dk/sankt-annae-projektet findes en detaljeret beskrivelse af projektet.
Her finder man også borgernes kommentarer til projektet.

Beslutning

Til mødet forelå de modtagne høringssvar.

Endvidere forelå sekretariatets opsummering af høringssvarene:

  • Fredeligt byliv ønskes på Sankt Annæ Plads og Strandstræderne: Begræns udeservering, markedspladser og pladser, der kan medføre støj, skrald og andre gener. 
  • Kritik af nedlæggelse af alle parkeringspladserne. 
  • Cykelforhold: Det er nødvendigt med en cykelsti på Sankt Annæ Plads. Frygt for at cyklister vil køre på de brede fortove i stedet for på vejen. 
  • Trafik omkring Nyhavn: Nyhavn skal lukkes for trafik - kun ærindekørsel tilladt - eller være ensrettes.
  • Bus 11A skal ikke køre ned langs Nyhavn.
  • Ingen holdepladser til turistbusser er problematisk. 
  • Hegnet rundt om haverne på Sankt Annæ Plads skal bevares - det afskærmer mod gaden og giver pladsen karakter. 
  • Om udeservering i Nyhavn: Sankt Annæ-projektet tilsidesætter byrumsstrategien for Nyhavn. Udeservering i Nyhavn 49-71 skal ikke begrænses til 240 cm, men have samme plads som Nyhavn 1-47.

Lokaludvalget tiltrådte følgende ændringsforslag til høringssvaret:

  • Der skal indsættes en passus om, at områdets parkeringszone skal udvides og omfatte nabozonerne, således at beboerne i området har mulighed for at parkere dér. (Ændringsforslag stillet af Mette Brønniche í Dali).
  • Sikkerheden og trygheden for cyklister på Sankt Annæ Plads skal tilgodeses. Det skal gøres ved at tage 2 meter af fortovet til cykelsti. (Ændringsforslag stillet af Bent Frystyk, Ole Benny Nielsen, Steen Juhl Olesen, Peter Raben, Hans-Henrik T. Ohlsen og Arne Belling)
  • Forvaltningen skal tænke projektet sammen med trafikforholdene i Toldbodgade. Hvis ikke Toldbodgade trafiksaneres, giver Sankt Annæ-Projektet ikke mening. (Ændringsforslag stillet af Mette Brønniche í Dali)
  • Der bør afsættes midler til en fredeliggørelse af Store Strandstræde og Lille Strandstræde. (Ændringsforslag stillet af Mette Brønniche í Dali)
  • Projektet bør omfatte offentlige toiletter. (Ændringsforslag stillet af Ellen Lütken)
  • Lokaludvalget tilslutter sig de overordnede pointer i borgernes høringssvar jf. ovenfor. (Ændringsforslag stillet af Ole Benny Nielsen).

Der blev stemt om indstillingen og de tiltrådte ændringsforslag.
For stemte 15 lokaludvalgsmedlemmer.
Imod stemte 2 lokaludvalgsmedlemmer.
1 lokaludvalgsmedlem undlod at stemme.

Dermed havde lokaludvalget godkendt indstillingen med de tiltrådte ændringsforslag.

Ole Bang gjorde opmærksom på, at Gammelholm Beboerforening ikke er en del af Nyhavnsforeningen, som Nyhavnsforeningen ellers har oplyst i deres høringssvar.
Til top