Mødedato: 11.03.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, marts 2021

Indre By Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning

 

Problemstilling

Siden mødet den 11. februar 2021 har lokaludvalget modtaget en række henvendelser.

Løsning

1. Cinemateket

Med mail den 9. februar 2021 oplyste en borger, at der nu er opsat stillads ovenpå Filmmuseet og at det ser voldsomt ud i forhold til husenes højde i Gothersgade og Landemærket. Hun spurgte, om lokaludvalget blev hørt og om hvad lokaludvalget svarede.

Sekretariatet har sendt borgeren høringssvaret med bilag, som lokaludvalget sendte til Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen den 2. september 2020.

 

2. Buskørsel i Olof Palmes Gade

Med mail den 11. februar 2021 skrev en borger på vegne af beboerne i Olof Palmes Gade 1 for at beskrive situationen omkring Movias buskørsel i Olof Palmes Gade.

Buslinje 27 har de seneste 6 måneder brugt gaderne omkring karreen  Stockholmsgade / Visbygade/ Olof Palmes Gade som vendeplads. 

Beboerne har siden gentagende gange skrevet til Økonomiforvaltningen og Teknik og Miljøforvaltningen, men har ikke fået svar. Beboerne håber, at få omlagt ruten for eksempel som et U-sving på Dag Hammerskjolds alle.

Borgeren skriver, at de tomme Movia-busser fylder så meget, at gaden i praksis er ufremkommelig for modkørende trafik, og cykler risikerer at blive presset. Busserne haster derfor gennem gaden med 5-10 minutters mellemrum for ikke at møde modgående trafik. I andre tilfælde må bussen bakke ud og vende i krydset, hvis der for eksempel holder flyttebiler.

Borgeren skriver, at der er dårligt visuelt overblik i de små gader, og at der er en risiko for fodgængere, når busserne må køre over fortovet for at dreje i kryds. Området er også skolevej for en hel del børn.

 

Sekretariatet bad Økonomiforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. Forvaltningen svarede den 25. februar 2021, at den 31. marts 2020 godkendte Økonomiudvalget en godkendt tilpasning af en række buslinjer i forbindelse med åbningen af Nordhavnsmetroen. Tilpasningen medførte bl.a. ændringer på linje 27, som nu betjener strækningen mellem Oslo Plads og Langelinie/DFDS Terminalen.

Økonomiforvaltningen oplyser, at Movia og Teknik- og Miljøforvaltningen tidligere  har vurderet, at bussen i en midlertidig periode kan vende via Stockholmgade/Visbygade/Olof Palmes Gade. Forvaltningen undersøger på nuværende tidspunkt, hvordan linje 27 fremover kan vende på Østerbro, således at linjen ikke længere vender i Olof Palmegade/Stockholmsgade. Så snart der er fundet en mulig løsning, vil linjen blive omlagt hertil.

 

Borgeren svarede den 1. marts 2021, at beboerne glæder sig over, at der vil blive fundet en løsning på de gener, buslunje 27s venderute har medført. Borgeren spørger om, hvor mange passagerer, der benytter rutens bustoppested ved Østerport, da han har læst, at der fra et bestemt busstoppested på ruten ved Nordhavn var 11 påstigninger om dagen. Dette synes han ikke hænger sammen med, at der skal køre en bus gennem Olof Palmes Gade hvert 5. minut.

 

Økonomiforvaltningen svarede den 3. marts 2021, at Movia oplyser, at der på en gennemsnitlig hverdag i januar 2021 har været knap 200 af- og påstigere ved stoppestedet på Oslo Plads. Passagertallene er dog kraftigt påvirket af corona-nedlukningen, og det er derfor ikke muligt at vurdere, hvordan passagertallet vil være efter en genåbning af samfundet, da linje 27 kørte en anden rute før corona-nedlukningen i marts 2020.

Movia oplyser yderligere, at der i dagtimerne kører bus hvert 10 min. og i aftentimerne, hvert 20 min. på strækningen mellem Oslo Plads og DFDS-terminalen/Indiakaj.

 

Borgeren svarede den 3. marts 2021, at det giver anledning til spørgsmål om hvilke kriterier, Teknik- og Miljøforvaltningen og Movia har vurderet venderuten efter, og hvorfor en beslutning om at føre ruten helt til Østerport station er truffet uden høringssvar fra alle parter. 

Han oplyser, at der i følge køreplanen er 87 afgange (og dermed også 87 ankomster) fra Østerport på hverdage. Med 200 på-/ og afstigninger på Østerport dagligt er der i gennemsnit 1,15 passager i hver bus, der enten køre til eller fra Østerport i januar 2021. 

Han spørger, om forvaltningerne kan undersøge andre løsninger end bare ruteomlægning, især for at mindske belastningen på vejene men også støj og forurening i nærmiljøet fra de store busser.

Økonomiforvaltningen har endnu ikke svaret.

 

3. Lyskrydset, hvor Gothersgade møder Kronprinsessegade og Christian den IXs Gade 

Med mail den 12. februar 2021 skrev en borger til lokaludvalget om lyskrydset, hvor Gothersgade møder Kronprinsessegade og Christian den IXs Gade. 

Han oplyste, at der opstår et problem, når der bliver givet grønt i lyskrydset for biler, der fra Gothersgade skal ad Christian den IXs Gade, for cyklisterne tror, at de har fået signal til at køre lige ud mod Nyhavn. Det har de ikke, så mens bilerne drejer ind i cyklisternes bane, kører cyklisterne lige ud. 

På den anden side af lyskrydset på Gothersgade, er der et lyssignal, som ikke er nemt at se, med en grøn pil for cyklister. Pilen ser man ikke, når man som cyklist kommer ad Gothersgade fmod Nyhavn, før man er midt ude i krydset.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget. 

 

Forvaltningen svarede den 25. februar 2021, at det er korrekt, at cyklister, der kører på Gothersgade mod Nyhavn, kan køre lige ud i krydset og fortsætte ad Gothersgade, som er ensrettet i retningen fra Kongens Nytorv mod Kongens Have. Disse cyklister er i konflikt med biler, der svinger til højre mod Christian IX’s Gade. Trafikstrømmene er derfor separatregulerede og har aldrig grønt lys samtidig.

Cyklister i krydset, der gerne vil fortsætte ad Gothersgade mod Nyhavn, har to cyklistsignaler med ligeudpile opsat direkte over stoplinjen. På baggrund af borgerens henvendelse er det blevet konstateret, at der har været en fejl i disse signaler. Fejlen er meldt til driftsleverandøren med anmodning om hurtig udbedring.

Forvaltningen oplyser, at de ligeudkørende cyklister altid får grønt lys først, og først når der bliver rødt lys for cyklisterne, får bilerne grønt lys til at køre til højre ad Christian IX’s Gade. Cyklister ved stoplinjen vil dermed altid kunne komme af sted før bilerne. Det er således kun cyklister, der ankommer senere i omløbet, der skal holde tilbage for bilerne, og de har fuldt udsyn til de ovennævnte tre cyklistsignaler, der viser rødt lys.

Den måde at regulere de pågældende trafikanter på har grundlæggende ikke ændret sig siden slutningen af 2013, hvor det blev muligt at køre mod ensretningen på Gothersgade. Politiet har ikke siden da registreret, at der skulle være sket ulykker mellem ligeudkørende cyklister og højresvingende motorkøretøjer.  

På den baggrund er det forvaltningens vurdering, at der ikke på nuværende tidspunkt er belæg for at ændre lysreguleringen. Men borgerens betragtning noteres i forvaltningens system, så det kan indgå i den løbende evaluering af signalreguleringen af byens veje og kryds.

 

4. Ved Norgesporten

En borger spurgte med mail den 15. februar 2021, om lokaludvalget vil se på mulighederne (fordele som ulemper) ved at anmode forvaltningen om et fodgængerfelt på området "Ved Norgesporten".

Han spurgte, fordi han kan se det som en oplagt fordel og forbedring for de mange gående med et fodgængerfelt. Lige nu er der både byggeplads og et stort klimatilpasningprojekt i gang ved Kastellet også ud foran Norgesporten. Han synes derfor, det vil være oplagt at se på muligheden for at tage forbedrende tiltag fra Kommunens side overfor de "bløde" fodgængere. Han er  personligt utryg ved den hastighed, som både biler, turistbusser og lastbiler drejer ind på "Ved Norgesporten" med, når de kører ind fra Folke Bernadottes Allé.

Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 25. februar 2021, at indkørslen til Ved Norgesporten fra Folke Bernadottes Allé er udformet med en tydelig adskillelse af kørebane og fortov, således at fodgængerne kan se forskel på fortovet, hvor de trygt kan færdes, og kørebanen, hvor de skal vise hensyn til den kørende trafik. Udformningen er valgt pga. den betydelige kørende trafik, herunder turistbusser. Forvaltningen har på baggrund af borgerens henvendelse tjekket politiets opgørelse over ulykker og kan konstatere, at der er ikke registreret ulykker på stedet.

Forvaltningen skriver, at hvis fodgængerne skal have en mere tryg oplevelse, bør den skabes på en måde, som ikke forringer trafiksikkerheden. En ikke signalreguleret fodgængerovergang over Ved Norgesporten på langs ad Folke Bernadottes Allé vil øge risikoen for påkørsler af fodgængere. Det skyldes, at turistbusser, der drejer til højre af Ved Norgesporten, vil have uforholdsmæssigt svært ved at se fodgængerne, og fodgængerne vil pga. fodgængerovergangen have en berettiget forventning om, at turistbusserne holder tilbage.

Gode alternativer, skriver forvaltningen, kunne være en signalreguleret fodgængerovergang eller en form for fysisk hastighedsdæmpning af bilerne, men forvaltningen har ikke umiddelbart noget forslag til, hvordan dette kan gøres, hvis der stadig skal være adgang for de mange turistbusser, som drejer ind af Ved Norgesporten. Etablering af et signalreguleret kryds med fodgængerovergang eller en anden form for tryghedsskabende tiltag vil kræve en egentlig projektering og efterfølgende anlæg, som er så omfattende, at det kræver en særskilt politisk beslutning og bevilling.

Forvaltningen vurderer, at på Ved Norgesporten er trafiksikkerheden god, og stedet står derfor ikke på forvaltningens liste over indsatser, der kan forbedre trafiksikkerheden i København.

 

Med mail den 28. februar 2021 præciserede borgeren sit forslag. Det handler om fodgængeres mulighed for at krydse "Vej til Langelinje" i området med Langelinjebroens brofæste.

Med mail den 1. marts 2021 svarede Teknik- og Miljøforvaltningen, at i forbindelse med tidligere budgetforhandlinger er der givet midler til at undersøge mulighederne for at forbedre skolevejene for de børn der bor på Amerikakaj, Indiakaj m.m., som går i skole på Langelinjeskolen. Der er således frem mod budget 2022 udarbejdet et forprojekt, der skal belyse mulighederne (også de fredningsmæssige) for at forbinde Langelinjebroen med Gittervej, bedre end med den gamle trappe der findes i dag.

Forvaltningen skriver, at det ikke er helt ukompliceret, men vil kræve, at området hvor Langelinjebroen ”lander”, bliver ændret og ryddet op. Forvaltningen vil undersøge mulighederne for i forbindelse med projektet, også at se på forbedrede muligheder for at krydse i den retning, som borgeren påpeger er problematisk.

 

Borgeren spurgte med mail den 1. marts 2021, om lokaludvalget  vil gå ind i sagen.

 

5. Renovering af fortove i Nordborggade

Med mail den 18. februar 2021 orienterede en borger lokaludvalget om hendes mail til Teknik- og Miljøforvaltningen om fortove i Nordborggade.

Hun skriver, at hun sidst i maj 2020 fik en tilbagemelding fra forvaltningen, der ikke gav nogen udsigt til at få renoveret fortovene i Nordborggade, men dog en tilkendegivelse i retning af en forståelse for problemet. Men imidlertid er der sket tiltag, som gør at hun igen må tage fat i sagen, på hele gadens vegne.

I efteråret udbedrede man gadehjørnerne mod Kastelsvej. Her blev udbedret og udvidet og lavet nye markeringer af de p-båse der slutter op til. Men der skete ingenting i Nordborggade, som ligger ud til disse hjørner. 

Hun oplyser, at ingen andre fortove i området er belagt med hullet asfalt, sådan som Nordborggade er. I alle andre gader er der lagt fliser.

Hun skriver, at hendes første henvendelse var i 2018, hvor hun blev oplyst om, at gaden ville blive taget med i planerne for renovering for de næste 3-4 år, men det er der intet der tyder på, at det vil komme til at ske.

I en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 11. marts 2021 foreslår formanden, at ønsket om renovering af fortove i Nordborggade kommer på lokaludvalgets ønskeliste vedr. de forestående politiske forhandlinger på Rådhuset om Overførselssagen. 

 

6. Lynetteholm og Amager Fælled

Med mail den 21. februar 2021 skrev en borger til lokaludvalget, at vi er i en klimakrise og at coronaen er et symbol på, hvor rædselsfuldt vi behandler vores natur, jorden og hinanden. Verden skriger efter ro. 

Hun spørger med henvisning til Lynetteholm og byggeri på Amager Fælled om, hvorfor man altid skal ødelægge et unikt naturområde i København.

Sekretariatet svarede hende den 24. februar 2021, at Indre By Lokaludvalg ikke er inde i sagen om byggeri på Amager Fælled, men at lokaludvalget med hensyn til Lynetteholm har talt for, at der skal være en bred offentlig debat om projektet, før man går videre med det.

 

7. Botanisk Have

Med mail den 4. marts 2021 til Kulturministeriet og lokaludvalget skrev en borger om lukning af Botanisk Have og det ulogiske i denne beslutning/regel.

Hun skriver, at københavnerne behøver deres parker lige nu, da der er trængsel og pladsmangel. , Hun har læst de forskellige forklaringer på, hvorfor haven lukkes: At haven hører under museer og de regler, der gælder for disse, og at der i øjeblikket kræves covidtest, for at haven kan lukke gæster ind, hvilket haven ikke har råd til.

Hun mener, at covidtest ikke giver mere mening i haven end det gør ved en gåtur rundt om Søerne eller i en anden park. Hun håber, at man vil begynde at tænke logisk og praktisk i forhold til et åndehullerne i Indre By.

Sekretariatet vil foreslå Teknik- og Miljøforvaltningen at tage sagen op med ejeren af Botanisk Have: Statens Naturhistoriske Museum.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Se ovenfor.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog håndteringen af henvendelser til lokaludvalget siden sidste lokaludvalgsmøde til efterretning

 

Til top