Mødedato: 11.03.2021, kl. 18:30
Mødested: Teams

Puljeansøgninger, marts 2021

Indre By Lokaludvalg skal tage stilling til 4 ansøgninger om støtte

Indstilling

Formanden indstiller, 

  1. At Indre By Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om en ansøgning fra en borger om 30.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til projektet ”Genetablering af gamle gadelamper i Nyboder”. Ansøger vil bruge pengene i andet kvartal af 2021 på at få en landskabsarkitekt/ arkitekt til at udarbejde et skitseforslag med forventede omkostninger ved realisering af genetableringen af de gamle gadelamper. Skitseforslaget skal bl.a. skal bruges til drøftelse blandt lokale interessenter.

  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om en ansøgning fra en borger om 42.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til koncerterne ”Nansensgade-Altanfestival – for fællesskabet mod tristhed”, som afholdes med tre koncerter i april og tre koncerter i maj 2021.

  3. at Indre By Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om en ansøgning fra Teater og kulturkompagniet clapclap om 40.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til forestillingen ”Heksen, Poul, Kongekonen”, som afholdes udendørs den 22. og 23. maj 2021 i Niels Hemmingsens Gade med i alt tre forestillinger over de to dage. 

  4. at Indre By Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om en ansøgning fra en borger om 27.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til aktiviteten ”Flagermusenes By – Indre København”, som afholdes fra starten af april til slutningen af september 2021.

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg skal tage stilling til 4 ansøgninger om støtte.

Løsning

1. Genetablering af gamle gadelamper i Nyboder

En borger har ansøgt om 30.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til projektet ”Genetablering af gamle gadelamper i Nyboder”, som skal bruges i andet kvartal af 2021 på at få en landskabsarkitekt/ arkitekt til at udarbejde et skitseforslag med forventede omkostninger ved realisering af genetableringen af de gamle gadelamper. Skitseforslaget skal bruges til drøftelse blandt lokale interessenter, videre myndighedsbehandling og i ansøgninger om fondsmidler. På dele af Sankt Pauls Gade, dele af Olfert Fishers Gade, Fredericiagade og i Gernersgade er der ophængt almindelige københavner-gadelamper, som ansøgeren ønsker bliver udskiftet med de gamle originale gadelamper. Ifølge ansøgeren står de almindelige gadelamper i kontrast til dem i den nordlige ende af samme gader (på den nordlige side af Kronprinsessegade), da det her er de gamle gadelamper, der er reetableret. Ansøgeren ønsker desuden, at de gamle gadelamper også reetableres i Gammelvagt og i dele af Adelgade. 
En reetablering af de gamle gadelamper vil i ansøgers optik være med til at forskønne området, som beboere i kvarteret, butikker, institutioner og turister vil få glæde af.

Det samlede udgiftsbudget er på 30.000 kr. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til ekstern løn.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter en udarbejdelse af et skitseforslag til projektet, når det bl.a. skal bruges til drøftelse blandt lokale interessenter.

Puljegruppens anbefaling

En siger ja, 2 siger nej, en mener, at ansøger kan komme tilbage, når projektet er længere fremme (afklaring med kommune, HOFOR m.v.).

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om en ansøgning fra en borger om 30.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til projektet ”Genetablering af gamle gadelamper i Nyboder”. Ansøger vil bruge pengene i andet kvartal af 2021 på at få en landskabsarkitekt/ arkitekt til at udarbejde et skitseforslag med forventede omkostninger ved realisering af genetableringen af de gamle gadelamper. Skitseforslaget skal bl.a. skal bruges til drøftelse blandt lokale interessenter.

 

2. Nansensgade-Altanfestival – for fællesskabet mod tristhed

En borger har ansøgt om 42.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til koncerterne ”Nansensgade-Altanfestival – for fællesskabet mod tristhed”, som afholdes med tre koncerter i april og tre koncerter i maj 2021. Det er målet, at de seks koncerter skal styrke fællesskabet i Nansensgade-kvarteret for beboere, der gennem perioden med Covid-19 har være isolerede i deres boliger. Koncerterne organiseres med hjælp fra beboere i kvarteret, der ønsker at stille deres altaner og baggårde til rådighed. Af samme årsag er der ikke fastlagt endelige datoer for koncerter, da det afhænger af beboerne. Datoerne bliver oplyst til lokaludvalget, når de er fastlagte. Koncerterne er åbne for alle, der ønsker at lytte med. Dog henvender de sig primært til udsatte ældre og enlige. Alle koncerterne er med tilmelding grundet Covid-19. Koncerterne annonceres i Facebook-grupper med relevans for Nansensgade-kvarteret og via mund-til-mund-metoden.

Det samlede udgiftsbudget er på 42.000 kr. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til honorarer til musikere.

Sekretariatets bemærkninger

Lokaludvalgets eventuelle tilsagn om støtte, skal være betinget af, at eventuelt gældende corona-regler og -anbefalinger overholdes. Med den bemærkning ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter koncerterne.

Puljegruppens anbefaling

2 siger ja, en siger nej og en siger ja til det halve (21.000).  De 42.000 dækker 6 koncerter  á 7.000kr med 3 musikere. Tariffen er 22-2300.

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om en ansøgning fra en borger om 42.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til koncerterne ”Nansensgade-Altanfestival – for fællesskabet mod tristhed”, som afholdes med tre koncerter i april og tre koncerter i maj 2021.

 


3. ”Heksen, Poul, Kongekonen”

Teater og kulturkompagniet clapclap har ansøgt om 40.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til forestillingen ”Heksen, Poul, Kongekonen”, som afholdes udendørs den 22. og 23. maj 2021 i Niels Hemmingsens Gade med i alt tre forestillinger over de to dage. De varer 50 minutter hver. Forestillingen er en del af festivalen Talk Town, der finder sted i Kvindernes Bygning og på Hotel Cecil i Niels Hemmingsens Gade. Forestillingen skal udfordre fordomme og stereotyper via fokus på diversitet, mangfoldighed og skrøbelighed med henblik på at øge graden af ligestilling gennem indsigt, empati og forståelse. Inspirationen til forestillingen stammer fra performancen ”Kønsløse DK” fra 2016, hvor forbipasserende fortalte personlige beretninger om køn, og hvor de selv valgte en genre til deres beretning. Scenerne i ”Heksen, Poul, Kongekonen” tager derfor form som sci-fi tekster, musiknumre, eventyr, koreografier og korte oplæsninger, som de forbipasserende valgte i 2016. Folk, der ser forestillingen, inviteres efterfølgende til, via en-til-en med kunstnerne, at dele deres historier om køn, hvor også de vælger genre og titel til beretning. Ansøgeren ønsker at undersøge, hvad der sker med forbipasserende, når folk deler en nuanceret og privat historie, som med genre og titel bliver rammesat. Forestillingen henvender sig til alle og alle kan deltage. Ansøgeren håber, at 50 deltagere pr. gang vil overvære forestillingerne, og at otte ønsker at deltage i snakken efter forestillingerne.

Det samlede udgiftsbudget er på 64.400 kr. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til prøvelokale og kontor, leje af lydcykel, lydudstyr (herunder bilbatterier, højtalere osv.), mikrofoner og instrumenter, flyers og billeje.

Sekretariatets bemærkninger

Lokaludvalgets eventuelle tilsagn om støtte, skal være betinget af, at eventuelt gældende corona-regler og -anbefalinger overholdes. Med den bemærkning ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter forestillingen.

Puljegruppens anbefaling

2 siger nej, to siger ja til 8.000 til løndelen. Så 30.000 i stedet for 40. Der kommer i reglen virkelig mange til Talk Town, og det er sympatisk, at de finder et andet sted end de sædvanlige 4 pladser.

Formandens indstilling

at Indre By Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om en ansøgning fra Teater og kulturkompagniet clapclap om 40.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til forestillingen ”Heksen, Poul, Kongekonen”, som afholdes udendørs den 22. og 23. maj 2021 i Niels Hemmingsens Gade med i alt tre forestillinger over de to dage. 

 

4. Flagermusenes By – Indre København

En borger har ansøgt om 27.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til aktiviteten ”Flagermusenes By – Indre København”, som afholdes fra starten af april til slutningen af september 2021. Ansøgeren ønsker med aktiviteten at undersøge og oplyse om Indre Bys flagermus til byens borgere. Ifølge ansøgeren er flagermus et dyr, som vi overser, hvorfor byens flagermus er i risiko for at forsvinde uden, at vi lægger mærke til det. Derfor er det målet, at projektet kan føre til flere flagermus i Indre By, da, som ansøgeren skriver, ”mere viden fører til større forståelse og større forståelse fører til bedre beskyttelse”. 

Der opsættes i forbindelse med aktiviteten flagermus-lyttebokse i Rundetårn og på Københavns Rådhus. Her inviteres den almene borger med på en flagermustur. Der arrangeres tre offentlige ture, en i juni, en juli og en i august. Ansøgeren har ligeledes lavet en aftale med privatskolen Det Kongelige Vajsenhus og har kontaktet Sølvgades Skole, hvor der endnu ventes på svar. Det er målet, at eleverne fra de to skoler skal med på to flagermusture, hvor de skal besøge flagermus-lytteboksene. Dernæst skal skoleklasserne hver igennem to undervisningsgange, hvor de får en forståelse for flagermusens biologi samt, søger svar på spørgsmål som eksempelvis: hvilke flagermus kan forventes i Indre By? Hvilke flagermusarter bruger byen? Hvordan opfører flagermusenes sig i byen? Hvorfor gør de det? Hvor mange flagermus er der i Indre By i forhold til Københavns forstæder? Og mon der er flere flagermus ude på landet?  Det er håbet, at 70 voksne deltager i de tre offentlige ture og at cirka 100 skolebørn deltager i forløbet.

Det samlede udgiftsbudget er på 27.000 kr. En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til honorarer, annoncering og materialer.

Sekretariatets bemærkninger

Lokaludvalgets eventuelle tilsagn om støtte, skal være betinget af, at eventuelt gældende corona-regler og -anbefalinger overholdes. Med den bemærkning ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Puljegruppens anbefaling

En siger nej, en siger ja, og to har kommentarer: 1) evt. betale annonce/mindre beløb, 2)  Godt projekt, men hvem ejer lytteboksene (19.000kr) efter projektet? Kan de lejes? Kan LU købe dem, og leje dem til projektet?

Svar: Ansøgeren oplyser til sekretariatet, at hun ejer lytteboksene. Hun håber, at de enten kan blive på de pågældende lokaliteter fremadrettet eller blive rykket til andre lokaliteter i Indre By; måske til skoler i Indre By.

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg drøfter og træffer beslutning om en ansøgning fra en borger om 27.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til aktiviteten ”Flagermusenes By – Indre København”, som afholdes fra starten af april til slutningen af september 2021.

 

Økonomi

Rammen for puljeansøgninger for 2021 er 231.600 kr. Lokaludvalget har hidtil disponeret for 140.000 kr. af 2021-puljen. Beslutter lokaludvalget at støtte de fire ansøgninger med det fulde beløb, vil der i alt være disponeret for yderligere 139.000 kr. af 2021-puljen. 

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om at give en borger tilsagn om 30.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til projektet ”Genetablering af gamle gadelamper i Nyboder”.
    Lokaludvalget godkendte et forslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalgets tilsagn om støtte er på betingelse af, at borgeren inden så længe mødes med repræsentanter for lokaludvalgets Puljegruppe på stedet, hvor gadelamperne skal etableres, for at orientere om projektet, og på betingelse af, at han derefter løbende orienterer lokaludvalgets Puljegruppe om fremdriften i projektet, herunder om inddragelsen af lokale interessenter.

    Lokaludvalget havde dermed godkendt at give en borger tilsagn om 30.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til projektet ”Genetablering af gamle gadelamper i Nyboder” på betingelse af, at borgeren inden så længe mødes med lokaludvalgets Puljegruppe på stedet, hvor gadelamperne skal etableres, for at orientere om projektet, og på betingelse af, at han derefter løbende orienterer lokaludvalgets Puljegruppe om fremdriften i projektet, herunder om inddragelsen af lokale interessenter.



  2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget giver en borger tilsagn om 42.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til koncerterne ”Nansensgade-Altanfestival – for fællesskabet mod tristhed”, som afholdes med tre koncerter i april og tre koncerter i maj 2021.


  3. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget giver Teater og kulturkompagniet clapclap tilsagn om 30.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til forestillingen ”Heksen, Poul, Kongekonen” den 22. og 23. maj 2021 i Niels Hemmingsens Gade. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 40.000 kr., fordi det ønsker at sprede anvendelsen af sine pengene.


  4. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget giver en borger tilsagn om 27.000 kr. af lokaludvalgets 2021-pulje til aktiviteten ”Flagermusenes By – Indre København”, som afholdes fra starten af april til slutningen af september 2021. Tilsagnet om støtte er på betingelse af, at lytteboksene efterfølgende anvendes til andre projekter i Indre By, fx på skoler.
Til top