Støjmåling
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg tager en mundtlig orientering fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om støjmåling i Indre By, mens der er corona-restriktioner, til efterretning.
Problemstilling
I mødet den 14. januar 2021 blev det foreslået, at Miljøpunkt Indre By & Christianshavn foretager støjmålinger, mens der er corona-restriktioner og derfor er forholdsvis stille i Indre By. Målingerne kan bruges som 0-reference i forhold til fremtidige målinger, når livet vender tilbage.
Formanden oplyste, at han vil overveje, om han i mødet den 11. februar 2021 skal foreslå lokaludvalget at bede Teknik- og Miljøforvaltningen foretage sådanne 0-referencemålinger i samarbejde med Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.
Løsning
I lokaludvalgsmødet orienterer Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om de igangværende målinger af baggrundsstøj, som forventes afsluttet den 26. februar 2021.
Økonomi
Indre By Lokaludvalg betaler i år 680.000 kr. i driftsstøtte til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn.
Videre proces
Jf. indsats nr. 4 i årsplanen for det lokale miljøarbejde, "Mindre støj i Byen", vil Miljøpunkt Indre By & Christianshavn senere på året lave flere støjmålinger.
Beslutning
- Lokaludvalget tog en mundtlig orientering fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavn om støjmåling i Indre By, mens der er corona-restriktioner, til efterretning.
- Lokaludvalget drøftede støjmåling i Indre By. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Politikere ønsker, at Ny Adelgade skal lukkes, så der kan sættes borde og bænke op. Det vil være godt, hvis der i en bolig måles baggrundsstøj nu, så der kan sammenlignes med støjen, der måtte være fra gaden, hvis det politiske ønske bliver en realitet.
- En borger i Adelgade har tidligere gjort lokaludvalget opmærksom på støjforholdene i gaden. Det vil være godt, hvis der i vedkommendes bolig måles baggrundsstøj nu, så der kan sammenlignes med støjen, der måtte være fra gaden, når corona-restriktionerne lempes.
- En borger i Gothersgade har tidligere gjort lokaludvalget opmærksom på støjforholdene i gaden. Det vil være godt, hvis der i vedkommendes bolig måles baggrundsstøj nu, så der kan sammenlignes med støjen, der måtte være fra Gothersgade og fra Boltens Gård, når corona-restriktionerne lempes.
- Den lavfrekvente støj, som Miljøpunktet nu er i stand til at måle, kan føles, men ikke høres.
- Lydisolerende vinduer dæmper ikke lavfrekvent støj.
- Målinger i Webersgade er relevant, fordi der er tung trafik i gaden og husene er fra 1880'erne.
- Dagrenovationen høres tydeligt nu, hvor der er corona-restriktioner. Man kan måle støjen, når skraldebilerne er der og når de ikke er der, så man har dokumentation for, hvordan dagrenovationen er en støjbelastning om morgenen.