Byrumsprojektet ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter og tager borgernes tilkendegivelser med mail til lokaludvalget vedr. Byrumsprojekt ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade til efterretning. Se løsningsafsnittet og bilag 5.
- at Indre By Lokaludvalg drøfter det alternative projektforslag til ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade og herunder drøfter borgeres ændringsforslag til projektet. Se løsningsafsnittet og bilag 4.
- at Indre By Lokaludvalg gennemfører en borgerpanelundersøgelse blandt beboere i Nansensgade-kvarteret om det alternative projektforslag vedr. Byrumsprojektet ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade
- at Indre By Lokaludvalg udpeger Susan Brinck, Kjeld A. Larsen, Bent Lohmann, Jens Erik Frandsen og Anton Skovle til sammen med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerpanelundersøgelsen.
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at sende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, baseret på
- lokaludvalgets bemærkninger til sagen i mødet den 11. februar 2021
- borgernes tilkendegivelser med mail
- resultaterne fra borgerpanelundersøgelsen.
- at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvordan det skal håndtere borgeres forslag, som ikke direkte vedrører Byrumsprojekt ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade. Se løsningsafsnittet.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har med mail den 20. januar 2021 bedt lokaludvalget om et høringssvar om projektet ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade, idet der udarbejdet et alternativt projektforslag til det oprindelige projektforslag fra 2018. Det alternative projekt ses i bilag 4. Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt om at få høringssvaret hurtigst muligt.
Det oprindelige projekt om ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade sammen med et forslag til ’Grønne byrum og cykelparkering’ i Rømersgade og Linnésgade ses i bilag 3. Lokaludvalgets høringssvar til dette projekt ses i bilag 6.
Projekterne, der blev udarbejdet i 2018, skulle give bedre og grønnere byrum i Vendersgade, Rømersgade og Linnésgade med flere opholdsmuligheder og bedre forhold for fodgængere og cyklister. Visionen for Vendersgade var at skabe en attraktiv cykelgade med en smallere vej og bredere fortove, bedre muligheder for ophold med bænke og plads til udeservering, samt flere cykelparkeringspladser og gadetræer. I forslaget indgik det, at der ville blive nedlagt 20 parkeringspladser i Vendersgade.
I det alternative projektforslag, der er sendt i høring, nedlægges der yderligere 8 parkeringspladser i Vendersgade på strækningen mellem Søtorvet og Nørre Farimagsgade. Det betyder, der at i forbindelse med projektet nedlægges 28 parkeringspladser, så gadens nuværende 54 parkeringspladser reduceres til 26 pladser.
Det alternative forslag har baggrund i et politisk ønske. I forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse den 28. oktober 2019 af projektet ”Omdannelse af parkeringspladser til grønne byrum og cykelparkering i Linnésgade og Rømersgade” blev det forventet, at 8 p-pladser, som manglede at blive nedlagt i Linnésgade og Rømersgade, skulle nedlægges i Vendersgade i stedet.
Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
“Partierne noterer sig, at der er nedlagt otte parkeringspladser mindre, end der originalt er aftalt. Vi stiller os derfor meget positivt overfor, at nogle af disse kan omlægges til delebilsparkering, hvis delebilsudbydere byder ind på dem. Trafikafviklingen vil netop blive gjort lettere, når flere overgår til ikke at eje egen bil.”
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at der imidlertid ikke til dato er omlagt parkeringspladser til delebilspladser i Linnésgade og Rømersgade, hvorfor nedlæggelsen af de manglende 8 pladser overføres til Vendersgade. Teknik- og Miljøforvaltningen gør opmærksom på, at omlægning af eksisterende p-pladser til delebilspladser generelt prioriteres og kan udføres alle steder.
Løsning
Tilkendegivelser med mail
I lokaludvalgets nyhedsbrev, der blev udsendt den 28. januar 2021, blev byrumsprojektet ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade omtalt. Samtidig blev nyhedsbrevets abonnenter opfordret til kommentere projektet med mail til lokaludvalget. Den 5. februar 2021 havde lokaludvalget modtaget 84 mails om sagen. Nyhedsbrevet har 4.373 abonnenter.
Tilkendegivelserne kan opsummeres til:
- Modstand mod nedlæggelse af parkeringspladser i Indre By
- Støtte til tiltag for cyklister
- Støtte til fjernelse af parkeringspladser i Vendersgade
- Ønske om erstatningsparkeringspladser for beboerne, for de parkeringspladser, der nedlægges, fx. i P-anlægget under Israels Plads
- Modstand mod flere cyklister i Vendersgade
- Forholdene for cyklister i Vendersgade er gode nok, som de er
- Projektet lever ikke op til sin egen ambition om at forbedre forholdene for cyklisterne
- Ændringsforslag til projektet
Hovedparten af de borgere, der har skrevet til lokaludvalget om projektet, udtrykker modstand mod nedlæggelse af parkeringspladser i kvarteret, fordi det som beboer er svært at finde en parkeringsplads til sin bil i det område, beboerparkeringslicensen gælder for.
Ændringsforslag til projektet
Flere borgere, der har skrevet til lokaludvalget om projektet, beskrev, hvordan de mener, at det kan forbedres:
- Anlæg parkeringsplads med ladestander til opladning af el-biler
- Bedre forbindelse for fodgængere på tværs af Vendersgade mellem Torvehallerne og den sydlige del af Israels Plads, så området hænger bedre sammen. Nedton Vendersgades funktion som
- Ingen bænke foran boligejendomme. De inviterer til ophold for nattelivsgæster til gene for beboerne.
- Der skal være tilstrækkelig plads til fodgængerne på fortovene - også når der er opstillet cykelstativer, vareudstillinger, udeserveringer mm. Projektet bør markere et reelt fortov til fodgængere, hvorpå der hverken er udeservering eller cykelparkering for at muliggøre færdsel for fodgængere.
- Bedre hastighedsdæmpende foranstaltninger i Vendersgade for biler og cykler. De nuværende har ikke effekt.
- Ingen mulighed for passagerafsætning i Vendersgade for turistbusser, Hop on/Hop off-busser eller lignende.
- Kun ét sted til vareindlevering til Torvehallerne.
- Ophæv de reserverede parkeringspladser til ambassader og lign. i tidsrummet kl. 17.00-08.00.
- Ingen bænke i gaden. Det er en skyggegade.
- Det reelle behov for cykelstativer skal vurderes ud fra hvor mange herreløse cykler, der står i de eksisterende cykelstativer.
- Opsæt hellere cykelstativer på østsiden af Torvehallerne.
- Hvem er de foreslåede cykelstativer for? Anlæg cykelsti, hvor der er foreslået cykelstativer.
- Forgrøn Vendersgade på samme måde, som det ses på Østerbro.
Borgerpanelundersøgelse
I Byudviklingsgruppens møde den 28. januar 2021 blev det besluttet at forberede en borgerpanelundersøgelse om projektet ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade. Tanken er at invitere de medlemmer af Indre By Borgerpanel, der bor i Nansensgade-kvarteret, til at deltage i undersøgelsen. Hensigten med undersøgelsen er at få afdækket
- de lokale beboeres holdning til projektet
-
årsagen til, at de lokale beboere, der ejer en bil, har bil og dermed har et parkeringsbehov i kvarteret
-
hvad der kan få de lokale beboere, der ejer en bil, til at droppe bilen
-
hvordan de lokale beboere, der ikke ejer en bil, løser deres transportbehov.
Borgerpanelundersøgelsen vil blive sat i gang umiddelbart efter lokaludvalgets møde den 11. februar 2021 med svarfrist den 16. februar 2021.
Andre forslag
Flere borgere, der har skrevet til lokaludvalget om projektet, har stillet forslag, der ikke direkte vedrører projektet:
- Undersøg behovet for parkeringspladser i kvarteret til delebiler. Kan der frigøres parkeringspladser til beboerparkering?
- Køb beboerparkeringspladser i P-anlægget under Israels Plads evt. sådan, at beboerne betaler en andel af udgiften.
- Øget parkeringskontrol i Nansensgade-kvarteret, særligt omkring Torvehallerne, da man må forvente en stigning i den ulovlige parkering, når der nedlægges parkeringspladser.
-
Samarbejd med de private virksomheder, hvis parkeringspladser står tomme efter normal arbejdstid
-
Ophæv 10 meter grænsen i de mindre gader
-
Udnytte de muligheder, der er, som f.eks. påpeget i Marstalsgade – skråparkering/kantstensparkering i et mix
-
Samarbejd med de tjenester, der kan anvise ledige p-pladser (Apps)
-
Indfør indfør incitamenter til ikke at have to eller flere biler pr. husstand
-
Gør passagen ved Fakta på Frederiksborggade mellem Nørreport og Torvehallerne pænere. Den er ulækker og cykleparkering er et problem.
-
Giv beboerne i Nansensgade-kvarteret mulighed for at bruge deres beboerparkeringslicens i til parkering i Nyropsgade-området, hvor der til stadighed er ledige parkeringspladser.
-
Parkeringspladserne på gaderne i København K skal reserveres til beboerne. Gæster henvises til parkeringsanlæg.
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter hvilke af forslagene, det skal arbejde videre med.
For så vidt angår forslaget vedr. delebiler og de øvrige forslag vedr. parkering skal lokaludvalget være opmærksom på, at den 1. februar 2021 drøftede Teknik- og Miljøudvalget principper og indhold i en kommende handlingsplan for delebiler i København.
Første del af handlingsplanen forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget ultimo maj 2021. Handlingsplanen vil blive færdiggjort i anden halvdel af 2021 med udgangspunkt i den politiske beslutning, der træffes på baggrund af Mobilitetsanalyserne medio 2021 og den eventuelt følgende ændring af vejnettet i København.
Indholdet i handlingsplanen koordineres desuden med udarbejdelsen af masterplan for el-ladestandere og en ny parkeringsstrategi for Københavns Kommune.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Tovholderne planlægger og gennemfører borgerpanelundersøgelsen i samarbejde med sekretariatet.
Formanden sender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen senest den 19. februar 2021.
Sagen skal i Teknik- og Miljøudvalget i marts 2021.
Beslutning
- Lokaludvalget tog borgernes tilkendegivelser med mail til lokaludvalget vedr. Byrumsprojekt ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade til efterretning.
- Lokaludvalget drøftede det alternative projektforslag til ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
- Byrumsprojektet burde i højere grad have handlet om etablering af en forbindelse mellem Ørstedsparken og Botanisk Have.
- Forvaltningen bør tage højde for, at nattelivet er ved at brede sig til området omkring Torvehallerne og også er kommet til Nørre Farimagsgade. Det kan brede sig yderligere.
- Lokaludvalget besluttede at gennemføre en borgerpanelundersøgelse blandt beboere i Nansensgade-kvarteret om det alternative projektforslag vedr. Byrumsprojektet ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade
- Lokaludvalget udpegede Susan Brinck, Kjeld A. Larsen, Bent Lohmann, Jens Erik Frandsen og Anton Skovle til sammen med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerpanelundersøgelsen.
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, baseret på
- lokaludvalgets bemærkninger til sagen i mødet den 11. februar 2021
- borgernes tilkendegivelser med mail
- resultaterne fra borgerpanelundersøgelsen.
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at håndtere borgeres forslag, som ikke direkte vedrører Byrumsprojekt ’Bedre forhold for Cyklister’ i Vendersgade.