Mødedato: 11.01.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Puljeansøgning, januar 2018: Talk Town - En debatfestival om køn, ligestilling & feminisme

Indre By Lokaludvalg skal tage stilling til ansøgningen fra en borger om 30.000 kr. til en aktørbaseret debatfestival i Huset-KBH fra den 3.-5. maj 2018 om køn, ligestilling & feminisme.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. At Indre By Lokaludvalg tager stilling til ansøgningen fra en borger om 30.000 kr. til en aktørbaseret debatfestival i Huset-KBH fra den 3.-5. maj 2018 om køn, ligestilling & feminisme.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget 24 ansøgninger om støtte. Puljeansøgningsgruppen har drøftet puljeansøgningen "Talk Town - En debatfestival om køn, ligestilling & feminisme", men har ikke kunnet blive enig om en indstilling til lokaludvalget.

Puljeansøgningsgruppens forslag til, hvad lokaludvalget skal beslutte vedrørende de 23 øvrige puljeansøgninger, fremgår af punktet "Puljeansøgninger, januar 2018" på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 11. januar 2018. 

Løsning

17. Talk Town - En debatfestival om køn, ligestilling & feminisme
En borger har ansøgt om 30.000 kr. af lokaludvalgets 2018-pulje til en aktørbaseret debatfestival i Huset-KBH den 3.-5. maj 2018. Festivalen byder på mere end 90 gratis, offentlige arrangementer; debatter, foredrag, konferencer og workshops, blandet med kunstudstillinger, koncerter, feministisk spilcafé, live radio podcasts og performances.
En eventuel støtte fra lokaludvalget vil gå til udvikling, projektledelse, revision, kommunikationsmedarbejder, grafiker og webudvikler, tryk og distribution, programtryk- og distribution, produktion af merchandise, dokumentation, digital annoncering, leje af lokaler, arrangementsdesign, honorarer til produktion, koordinering og afvikling, teknik, teknikere, transport, catering, program og uforudsete udgifter.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende, involverer forskellige grupper af borgere og foreninger, sætter fokus på livsmuligheder i Indre By, er offentligt tilgængeligt, indebærer en vis selvfinansiering og falder ind under fokusområderne "Events" og "Borgerinddragelse". Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet i form af en underskudsgaranti.

Arbejdsgruppens anbefaling

Puljegruppen har ingen anbefaling til denne ansøgning, da de efter lang tids diskussion ikke kunne blive enige, og de vil derfor bede lokaludvalget om at tage stilling til ansøgningen.

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg tager stilling til ansøgningen fra en borger om 30.000 kr. til en aktørbaseret debatfestival i Huset-KBH fra den 3.-5. maj 2018 med om køn, ligestilling & feminisme.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 375.000 kr. på budgettet for 2018 til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 82.000 kr. af puljen.

Hvis lokaludvalget følger indstillingerne i sagen "Puljeansøgninger, januar 2018" på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 11. januar 2018, vil der  i alt være disponeret for 201.350 kr.

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgeren lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling med ansøgningen.

 

Beslutning

Lokaludvalget behandlede dagsordenens punkt 9 og dagsordenens punkt 11 samlet.

 

  1. På forslag fra Gunna Starck besluttede lokaludvalget at give en borger tilsagn om 30.000 kr. til en aktørbaseret debatfestival i Huset-KBH fra den 3.-5. maj 2018 om køn, ligestilling & feminisme.
  2. På forslag fra Gunna Starck bemyndigede lokaludvalget formanden til at skrive til ledelsen af Cph Light Festival om baggrunden for lokaludvalgets beslutninger vedrørende ansøgningerne om støtte til lysfestival-projekter.
Til top