Mødedato: 11.01.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Turismen i Indre By: Opfølgning på borgerdialog og bydelsplan

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal følge op på borgermøderne i 2017 om turisme og beslutte, hvordan der videre skal arbejdes med turismen i Indre By.

 

 

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter borgermøderne om turisme, der blev holdt i oktober og november 2017.
  2. at Indre By Lokaludvalg nedsætter en åben arbejdsgruppe om turismen i Indre By, som i første omgang forholder sig til Wonderful Copenhagens tursimestrategi, jf. løsningsafsnittet.

  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til at lede arbejdsgruppens arbejde sammen med sekretariatet.

  4. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 10.000 kr. til arbejdsgruppens virke.

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg har i efteråret 2017 holdt en række borgermøder med det overordnede tema "Turisme".

Netværksmøde med kulturinstitutioner
Den 30. oktober 2017 holdt lokaludvalget netværksmøde for kulturinstitutioner i Indre By, hvor det blev diskuteret, hvad det er, vi gerne vil tilbyde turisterne i Indre By, så vi fremmer en turisme, der er positiv for både kulturinstitutioner og borgere i Indre By, og som opleves som det, lokaludvalget kalder ”kvalitetsturisme”. I den fælles debat var der fokus på, at det, der er attraktivt for turisterne, er at være vidne til det, der foregår for københavnerne. Det handler derfor om at glemme turismen et øjeblik og fokusere på at få et aktivt kulturliv, som turisterne kan blive midlertidigt integreret i.

Informations- og debatmøde om Airbnb
Den 1. november 2017 holdt lokaludvalget informations- og debatmøde om Airbnb. Fokuspunkterne i aftenens workshops var, at Airbnb bør begrænses, så Indre By ikke risikerer at blive en spøgelsesby, hvor sammenhold og fællesskab forsvinder, når der bliver færre hverdagskøbenhavnere. På mødet var der mange ideer til, hvordan denne regulering bør håndteres i praksis, både mht. bøder og andre sanktionsmuligheder.

Borgermøde om turismesæsonen 2017
Den 7. november 2017 holdt lokaludvalget borgermøde for at evaluere turismesæsonen 2017. Hensigten med mødet var dels at få afdækket forhold ved turismen, som bør udbedres inden næste sæson, og dels at se på turismen i forhold til de ønsker til turismen, som lokaludvalget fremsatte i Indre By Bydelsplan. På borgermødet var der fokus på en bæredygtig turisme i Indre By, og særligt to udfordringer ved turismen i Indre By blev diskuteret:

  • Trafikale udfordringer
    De store turistbusser fylder meget i Indre Bys gader. Der er få parkeringspladser, hvilket resulterer i, at busserne holder i tomgang. Der var på mødet forslag om at regulere antallet af turistbusser efter antallet af holdepladser; at ensrette Toldbodgade, hvor problemet er særligt udbredt, og at promovere København på en fortælling om den lille storby, hvor man kan gå rundt. Der blev også stillet forslag om, at både krydstogtskibene og turistbusserne burde være mere miljøvenlige og bruge el.
  • Antallet af turister i Indre By
    Selv om et flertal af københavnerne er glade for turismen i byen, var der på borgermødet enighed om, at det ikke gælder Indre Bys borgere. Da lufthavnen gerne vil udbygge og da der også er en stigning i krydstogtturismen, er det forventeligt, at antallet af turister vil øges. På mødet blev det diskuteret, hvordan man kan regulere antallet af turister - eller om det handler om at tydeliggøre, hvad det er for en by, vi gerne vil være og for hvem og på denne måde tiltrække de ønskede turister.

Resultaterne af borgermødet om turismesæsonen 2017 ligger i tråd med de arbejdsområder, lokaludvalget har beskrevet i Indre By Bydelsplan.

Fra Indre By Bydelsplan 2017:
"København skal satse på kvalitetsturisme i Indre By. Der er intet i vejen med andre former for turisme og man bør opdyrke det i de øvrige bydele i kommunen, for bydelene skal ikke ligne hinanden. Men Indre By skal med sin status, beliggenhed og herlighedsværdier satse på kvalitet og bæredygtighed. Vi skal skabe diversitet og spændvidde i oplevelser. Det skal bl.a. afspejle sig i butiksstrukturen, i hotellerne, i restaurations-, café- og nattelivet og i hvad vi ellers tilbyder turister i Indre By. Det skal også kunne ses i serviceniveauet.

Lokaludvalget ser på den baggrund frem til, at Airbnb-branchen bliver reguleret og muligheden for Airbnb-udlejning begrænset. Krydstogttrafikken og den dertil knyttede transport i Indre By skal være mere bæredygtig. Eksempelvis bør krydstogtskibene tvinges til at bruge el, der produceres miljøvenligt på elværkerne, frem for at bruge el, som skibene selv producerer med diesel med luftforurening til følge. Partikelforureningen og drivhusgasemissioner skal reduceres jf. målet i kommunens klimaplan. Transport af passagerer til og fra krydstogtskibene skal i hovedsagen ske ad vandvejen eller i små el-busser, der passer til gadenettet i Indre By. Etableringen af Cityringen kan med tiden medvirke til at minimere antallet af sightseeingbusser."

Vælgermøde
 Turisme var et tema på lokaludvalgets vælgermøde den 13. november 2017 forud for kommunevalget. Her var fokus igen på miljøvenlig krydstogts- og turistbustrafik i Indre By.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget nedsætter en åben arbejdsgruppe, som i første omgang skal drøfte, hvordan Wonderful Copenhagens nye turismestrategi passer til Indre By og herunder drøfte, hvordan man oplever, at strategien praktiseres.  Endvidere får arbejdsgruppen til opgave at drøfte og uddybe begrebet "kvalitetsturisme".

Szilvia Gyimóthy, der er lektor på RUC og forsker i turisme, har tilbudt at samarbejde med lokaludvalget om turisme og byudvikling. Hun er interesseret i at høre, hvad lokaludvalget ser som Københavns største udfordringer, ligesom hun gerne vil lade resultaterne af deres forskning komme et større publikum til gode. Til april er hun inviteret til at tale på en konference (Challenges in European City Tourism i Jerusalem), hvor de skal diskutere nye trends indenfor planlægning og multimodale metoder, og hun kan også fortælle lokaludvalget om RUC's forskning om deleøkonomi og privat udlejning. Formanden foreslår, at hun inviteres til at deltage i arbejdsgruppen og i lokaludvalgets videre arbejde med turismen i Indre By.

Målet med arbejdsgruppens virke er i første omgang at få input til et udkast til brev til Wonderful Copenhagen og Kultur- og Fritidsudvalget om Wonderful Copenhagens tuismestrategi, som lokaludvalget tager stilling til i lokaludvalgets marts- eller april-møde. I samme møde vurderer lokaludvalget, om der er grundlag for, at lokaludvalget - sammen med borgerne og Szilvia Gyimóthy - udarbejder en egentlig turismestrategi for Indre By.

Økonomi

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 10.000 kr. til møder i arbejdsgruppen, idet der kan komme udgifter til lokaleleje og forplejning.

Videre proces

Se ovenfor.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede borgermøderne om turisme, der blev holdt i oktober og november 2017. Der var følgende bemærkninger:
    • Lokaludvalget skal foreslå en mærkningsordning, der fremmer kvalitetsturisme og som er baseret på i hvilken grad stederne, der omfattes af ordningen, sætter et miljømæssigt fodaftryk. En marguerit kunne være symbolet for ordningen.
    • Lokaludvalget skal bede Wonderful Copenhagen om, at organisationens turismestrategi udgives på dansk.
    • Lokaludvalget skal bede Wonderful Copenhagen om analysematerialet, der ligger til grund for turistfilmen om København, som organisationen viste på lokaludvalgets dialogmøde med kulturinstitutionerne i november 2017.
    • Lokaludvalget bør få afdækket, om København er ved at nå et mætningspunkt med hensyn til turisme.
    • Sektoropdelingen på side 23 i Wonderful Copenhagens turismestrategi er unuanceret.
    • Byen skal ikke indrettes for turister, men turister er velkomne til at komme og opleve den som den er.
    • Wonderful Copenhagens turismestrategi bør omfatte el-drevne kanalrundfarter og havnebusser.
    • Hvis museerne indrettes, så de er interessante for danskere, vil de også være interessante for turister. Turisterne skal kunne møde danskere på museerne.
    • Byen skal ikke indrettes, så beboerne opleves som en zoologiske have, man kan kigge på. Den skal indrettes, så den lægger op til dialog mellem beboere og turister.
    • De uautoriserede turistguider siger en masse sludder, når de er i Magstræde.
    • De uautoriserede turistguider giver en korrekt fremstilling, når de er i Knabrostræde.
    • Wonderful Copenhagens turismestrategi er et paradoks.
    • Lokaludvalget bør få afdækket de autoriserede turistguiders situation.
    • Firmaet bag de uautoriserede turistguider "FreeTour.com" holder til i London. Det får efter sigende halvdelen af det, guiderne måtte tjene.
  2. Lokaludvalget besluttede at nedsætte en åben arbejdsgruppe om turismen i Indre By, som i første omgang forholder sig til Wonderful Copenhagens turismestrategi, jf. løsningsafsnittet.

  3. På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at invitere turisterhvervene og Københavns Kommune til at deltage i arbejdsgruppen.

  4. Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann, Hans-Henrik T. Ohlsen, Marietta Bonnet, Kjeld A. Larsen, Ingolf Ibus og Steen Juhl Olesen som tovholdere for lokaludvalgets arbejde med turisme i Indre By og herunder til at lede den åbne arbejdsgruppens arbejde.

  5. Lokaludvalget afsatte en ramme på 10.000 kr. til arbejdsgruppens virke.

Til top