Mødedato: 11.01.2018, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Trafikforholdene på Frue Plads, Nørregade, Krystalgade, Rosengården og Gammeltorv/Nytorv

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om trafikforholdene på Frue Plads, Nørregade, Krystalgade, Rosengården og Gammeltorv/Nytorv.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget om trafikforholdene på Frue Plads, Nørregade, Krystalgade, Rosengården og Gammeltorv/Nytorv, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

I mødet den 14. december 2017 bad lokaludvalget formanden om en indstilling om trafikforholdene på Frue Plads, Nørregade, Krystalgade, Rosengården og Gammeltorv/Nytorv.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Teknik- og Miljøudvalget:

"Området mellem Strøget og Nørreport kunne være en skøn oase for fodgængere og cyklister, men bil-, lastbil- og bustrafikken i området er i dagtimerne kaotisk og voldsom, den slider på  området og er til gene for fodgængere og cyklister. Konkret er der følgende problemer og - som vi ser det - løsninger:

Frue Plads

Vi formoder, at den gamle belægning var ødelagt af de turistbusser, der parkerer på pladsen. Nu er der lagt ny belægning, men busserne har fortsat lov til at parkere. Udover at de ødelægger belægningen, så skæmmer de Domkirken og universitetsbygningen. Endvidere giver parkeringsmuligheden unødig og uvelkommen trafik i Nørregade.

Lokaludvalget foreslår

  • parkeringsforbud for turistbusser på Frue Plads.
  • at der indrettes parkering for turistbusser på Nørre Vold syd for Nørreport.

Nørregade og Gammeltorv/Nytorv

Som nævnt er der unødig og uvelkommen trafik i Nørregade. Det samme gør sig gældende henover Strøget ved Gammeltorv/Nytorv. Det er paradoksalt set i lyset af, at strækningen er en del af en kommunal cykelrute fra Nørrebro til Amager, og set i lyset af, at Strøget er indrettet til at tiltrække fodgængere, mens torvene er indrettet, så de kan anvendes til ophold.

Lokaludvalget foreslår et forbud mod gennemkørsel ved Gammeltorv og Nytorv; et forbud, som godt må understreges med en fysisk barriere.

Krystalgade

Forbuddet mod gennemkørsel i Krystalgade mellem Nørregade og Peder Hvitfeldts Stræde, der er etableret for at beskytte synagogen, har den uheldig konsekvens, at bilister, som fra Landemærket eller Købmagergade kører ind i Krystalgade, skal køre ad Peder Hvitfeldts Stræde, Rosengården, Fiolstræde og "indersiden" af Nørreport til Gothersgade for at komme væk fra området igen.

Peder Hvitfeldts Stræde er en smal gade med beboelse og små butikker. Rosengården og Fiolstræde er gågader med beboelse, små butikker og restauranter med udeservering. Strækningen på Nørreport er et fodgængerområde, som ikke er indrettet til kørsel.

Trafikken er til gene for beboere, de handlende og fodgængerne. Det er med andre ord en uholdbar situation.

Lokaludvalget foreslår et forbud mod gennemkørsel i Landemærket enten ved Rundetårn, så man kan vende på området før Købmagergade. En anden mulighed er, at forbuddet mod gennemkørsel etableres ved krydset Suhmsgade/Pilestræde. 

Venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøudvalget.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck, Bent Lohmann og Steen Juhl Olesen om at sende Teknik- og Miljøudvalget en henvendelse for hver af gadestrækningerne med sammenhængende problematiske trafikforhold
    - Frue Plads
    - Landemærket, Krystalgade, Peder Hvitfeldts Stræde, Rosengården, Fiolstræde, Nørreport
    - Nørregade, Gammeltorv, Nytorv, Rådhusstræde
    - Skindergade.
  2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at i henvendelserne skal lokaludvalget foreslå, at den motoriserede trafik i Middelalderbyen reguleres sådan, at man ledes ud til samme område, hvorfra man kørte ind i Middelalderbyen, for derved at hindre unødvendig kørsel på tværs af Middelalderbyen.
  3. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at i henvendelsen vedr. Frue Plads skal lokaludvalget gøre opmærksom på, at den nyligt lagte belægning på Frue Plads med brosten støbt ind i beton, ikke er optimal i forhold til klimasikring, idet regnvand ikke kan sive ned i jorden.
  4. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at i henvendelsen vedr. Skindergade skal lokaludvalget foreslå, at der etableres en vendeplads for enden af Skindergade ved Købmagergade.
  5. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende Teknik- og Miljøudvalget en henvendelse for hver af gadestrækningerne med sammenhængende problematiske trafikforhold, der er nævnt ovenfor, som tager udgangspunkt i problemstillingerne og løsningsforslagene, der fremgår af løsningsafsnittet ovenfor, samt i de tiltrådte ændringsforslag.

 

Til top