B-sag: Ønsker til kommunens Budget 2019 og til "Overførselssagen"
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg tager ønskelisten til kommunens Budget 2019 og til "overførselssagen", der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning.
Problemstilling
Den politiske proces vedr. kommunens Budget 2019 starter nu. Læs om kommunens budgetproces her: https://www.kk.dk/artikel/s%C3%A5dan-vedtages-budgetterne
Hvert år er der en sag på Borgerrepræsentationens dagsorden om overførsel af kommunens mindreforbrug i ét budgetår til det kommende budgetår. Borgerrepræsentationen kan enten tildele midlerne til den oprindelige aktivitet eller bevillige dem til nye aktiviteter. Læs om "Overførselssagen" her:
https://www.kk.dk/artikel/tidligere-overf%C3%B8rselssager?nm_extag=Link….
I mødet den 14. december 2017 drøftede lokaludvalget et forslag til ønskeliste. Læs indstillingen og beslutningerne her:
https://www.kk.dk/indhold/indre-lokaludvalgs-modemateriale/14122017/edoc-agenda/9055e1d3-4d95-4a69-ab4b-2ba7587ade92/7aa6052f-dbbf-483a-b68f-3399c905e54e
Løsning
Formandskabet har vurderet
- at ønskelisten skal være kort
- at den skal være fokuseret på få aktuelle temaer i Indre By
- at der skal være en vis sandsynlighed for, at politikerne og forvaltningen vil fremme ønskerne i den videre budgetproces.
- at ønsker og temaer, som i forvejen er ved at blive håndteret politisk, fx ønsket om flere cykelstativer, ikke skal på ønskelisten.
På den baggrund sendte formanden den 5. januar 2018 nedenstående ønskeliste til Kultur- og Fritidsudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Ønskelisten læner sig op ad Teknik- og Miljøforvaltningens handleplan for at nedbringe gener fra nattelivet og samme forvaltnings ”Fællesskab København”. Endvidere er den inspireret af et oplæg om herreløse cykler, som Teknik- og Miljøforvaltningen præsenterede på et møde i december. Miljøpunkt Indre By-Christianshavn var vært.
"Ønsker til Budget 2019 og til ”Overførselssagen”
Indre By Lokaludvalg drøftede i sit møde den 14. december 2017 ønsker til Budget 2019 og til ”Overførselssagen”. Vi har mange ønsker, men vil fokusere på tiltag, der kan dæmpe generne fra nattelivet, og tiltag, der kan gøre byrummene i Indre By bedre. Alle ønsker er hentet fra Indre By Bydelsplan 2017.
1. Håndhævelse af regler
Indre By Lokaludvalg ønsker flere ressourcer til håndhævelse af love, regler og bevillinger i forhold til anvendelsen af byrummet, særligt i forhold til nattelivet og i forhold til udeserveringer.
Dialog med restauratørerne, som der lægges op til i Teknik- og Miljøforvaltningens ”Handleplan for at nedbringe gener fra nattelivet” kan være udmærket, men kommunen må i sidste ende påtage sig rollen som myndighed for at sikre, at reglerne overholdes.
Jf. ”Handleplan for at nedbringe gener fra nattelivet” fører Kommunens støjvagt tilsyn med, at restaurationer og arrangører overholder de gældende miljøvilkår i forhold til støj i aften- og nattetimerne. Tilsynet sker typisk på baggrund af klager, og støjvagten kan tilkaldes fredag og lørdag nat samt torsdag i sommerhalvåret.
Lokaludvalget ønsker en udbygning af støjvagt-ordningen, så den er i drift fra torsdag aften til søndag morgen året rundt, idet nattelivet topper kl. 3-5 om natten og flere steder fortsætter til ud på morgenen.
2. Ren by
Som nævnt i Teknik- og Miljøforvaltningens ”Handleplan for at nedbringe gener fra nattelivet” sætter nattelivet spor i form af øgede affaldsmængder og urin i de områder, hvor der er mest aktivitet i nattetimerne. Beboerne oplever affald og især urin som en væsentlig gene, og at de ønsker, at der sker en indsats for at byen er ren om morgenen.
Urin- og affaldsgener kan både afhjælpes ved øget renhold og spuling og forebygges ved at give adgang til flere affaldskurve og offentlige toiletter i de områder, hvor generne er størst.
Middelalderbyen, hvor generne fra nattelivet er voldsomst, har ca. 10.000 indbyggere og et stort antal butikker.
3. Bedre byrum
Indre By Lokaludvalg ønsker, at kommunen skaber mulighed for, at beboere i Indre By kan parkere deres bil i eksisterende parkeringsanlæg på deres beboerlicens.
Dette skal kombineres med nedlæggelse af et tilsvarende antal bilparkeringspladser i Indre Bys gader, så byrummet kan anvendes til rekreative og/eller miljørigtige formål.
4. Mere plads til cykelparkering
Efterladte cykler i Indre Bys byrum er et problem i forhold til udnyttelsen af byrummet til rekreative og/eller miljørigtige formål.
Indre By Lokaludvalg ønsker, at mængden af efterladte cykler i vores bydel reduceres gennem en målrettet forebyggelsesindsats. Teknik- og Miljøforvaltningen har løsninger til, hvordan det kan ske, fx:
- Ensretning af procedure/ cykelhåndteringskit til boligforeninger/private aktører
- Lokale indsamlingssteder/drop off i gårdmiljøerne eller nærområdet
- Bedre kommunikation om muligheder for bortskaffelse til beboere
- Mere fleksibel afhentning af hittegodscykler/skrotcykler, herunder direkte donation
- Optimere byttesituationen (fra gammel cykel til ny cykel) igennem partnerskaber med cykelhandlere.
Lokaludvalget ønsker således flere ressourcer til en systematisk og intensiv indsats i forhold til efterladte cykler, herunder til forebyggende indsatser.
5. Affaldssortering i byrummet
De forhindringer, der er i mange, især mindre ejendomme i Indre By, for at kunne sortere affald, skal fjernes. Erfaringer med affaldssortering skal synliggøres, så man kan se, at det er muligt i et tæt bebygget område som Indre By.
Lokaludvalget ønsker derfor, at man anvender byrummet til affaldssortering. Dels har sorteringen en signalværdi og dels kan affaldssorteringsanlæg give byrummet en ny dimension, hvis de får en kunstnerisk indpakning.
6. Design af permanente terrorsikringsløsninger
Indre By rummer bygninger og steder, som er oplagte terrormål. Lokaludvalget ønsker, at der udvikles løsninger, tilpasset bydelens arkitektur, der integreres i det eksisterende byinventar og den eksisterende bygningsmasse, fx afspærringer, der har en dobbeltfunktion som siddeplads, plantekasse, kunstværk osv.
Lokaludvalget foreslår, at kommunen udskriver en designkonkurrence om permanente terrorsikringsløsninger, der er integreret i byrummet.
7. Fleksibel og kreativ brug af byrummet
Indre By skal passe til det levede liv. Der skal være plads til eksperimenterende projekter. Der skal være frihed til at iværksætte og afprøve nye ting. Bygninger og områder kan ændre funktion med tiden. Vi skal sammen have modet til at overraske og skabe nyt. Lokaludvalget er enig i mange af de tanker om fleksibel og kreativ brug af byen, som omtales i kommunens ”Fællesskab København”.
Lokaludvalget ønsker derfor, at der etableres en skøjtebane og soppebassin på Kongens Nytorv, når metrobyggeriet på torvet er afsluttet. Livet på skøjtebanen på Kongens Nytorv vil smitte af på livet i kvarteret om vinteren. En tilsvarende effekt kommer, hvis skøjtebanen om sommeren omdannes til et lavvandet bassin, hvor man kan lege med både etc.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har truffet beslutning om "Overførselssagen", hvilket forventes at ske inden sommerferien, kan lokaludvalget genfremsende de ønsker fra ønskelisten, som ikke kom med i "Overførselssagen", som ønsker til kommunens Budget 2019.
Beslutning
Lokaludvalget tog ønskelisten til kommunens Budget 2019 og til "Overførselssagen", der fremgår af løsningsafsnittet, til efterretning.