Mødedato: 10.12.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

Københavns Kommunes erhvervsstrategi og Indre By

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et brev til Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om kommunens erhvervsstrategi 2021-23 set i forhold til Indre Bys udfordringer og potentialer.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, om kommunens erhvervsstrategi 2021-23 set i forhold til Indre Bys udfordringer og potentialer.

Problemstilling

På et webinar den 28. oktober 2020 præsenterede Økonomiforvaltningen kommunens erhvervstrategi 2021-23 for fire lokaludvalg, heriblandt Indre By Lokaludvalg. I bilaget ses præsentationen samt forvaltningens svar på de spørgsmål, der blev stillet.

Erhvervsstrategien skal sætte en retning for erhvervsudviklingen i København, der tager
udgangspunkt i virksomhedernes behov, sikrer at København forsat klarer sig godt i den
internationale konkurrence og at erhvervslivet kommer tilbage på niveau, som før COVID19.

Desuden skal erhvervsstrategien tydeliggøre kommunens ambitioner for grøn omstilling og digitalisering, bl.a. med målet om CO2 neutralitet i 2025, og ambitionen om at være en digital hovedstad i verdensklasse.

De grundlæggende fokusområder i erhvervsstrategien er:

  • Kommunen skal sikre gode rammevilkår for erhvervslivet
  • København som digital og grøn frontløber
  • Bæredygtig og international metropol
  • Bæredygtig turismeudvikling i København
  • Samarbejde med erhvervsliv og erhvervsfremmeaktører.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Tak til Økonomiforvaltningen for præsentationen den 28. oktober 2020 af kommunens erhvervsstrategi 2021-23. Indre By Lokaludvalg har følgende bemærkninger om, hvordan erhvervsstrategien passer til Indre Bys udfordringer og potentialer:

  • Vi forstår på Økonomiforvaltningen, at det overordnede mål er at skabe gode indkøbsmuligheder i alle bydele og fastholde Københavns City som regionens mest betydende destination for indkøb og oplevelser. Men vi oplever butiksdød på Strøget og Købmagergade. Ca. 1/3 af butikkerne står tomme. Billedet var det samme før corona-krisen.Samtidig er den almindelige og specialiserede detailhandel i Middelalderbyen på vej til at blive erstattet af store, internationale kædebutikker eller natklubber, cafeer og restauranter.

    Der mangler at blive truffet entydige beslutninger om, hvordan Strøget og Købmagergade og Middelalderbyen som helhed skal udvikles til indkøbsvenlige og oplevelsesrige gader målrettet familiesegmentet og "Det Grå Guld" i Hovedstadsregionen. Shoppingtilbuddene skal gå hånd i hånd med Indre Bys kulturtilbud. Nøgleordene er kvalitet og variation. Vi tror på, at en sådan profil for Middelalderbyen også vil tiltale turister. 

    Udviklingen på Strøget og i Købmagergade er i høj grad styret af markedskræfterne i øjeblikket. Kommunen må forsøge at få en aftale med ejendomsejerne, der sikrer og udvikler de to gaders status som de væsentligste indkøbsgader i Hovedstadsregionen. 

  • Vi forstår på Økonomiforvaltningen, at erhvervsstrategien har en grøn, klimavenlig profil, men vi synes, at kommunen har en tøvende tilgang til at iværksætte konkrete tiltag i Indre By, der understøtter denne profil og som borgere i vores bydel kan mærke. I erhvervsstrategien lægges der fx. op til en handlingsplan for turistbusser, men uden at angive hvad man vil med turistbusserne. Vi foreslår derfor, at man her og nu træffer beslutninger, der sikrer fossilfri tursitbuskørsel i Indre By og at forskellige områder af bydelen bliver turistbusfrie.

    Den tøvende tilgang til at konkretisere den grønne, klimavenlige profil i Indre By viser sig også i forhold til varelevering. Citylogistik fungerer flere steder i landet og har af kommunen været forsøgt indført i Indre By. Men det strandede. Vi tror på, at en målrettet og håndfast indsats fra kommunens side med de ressorucer, der skal til, kan føre til, at vi får et velfungerende fossilfrit Citylogistik-koncept i Indre By. Man kan starte med Middelalderbyen og de omkringliggende kvarterer.

  • Vi forstår på Økonomiforvaltningen, at der er fokus på at adressere udfordringer med overturisme i Indre By og sikre en mere hensigtsmæssig håndtering af turismen i takt med at turisterne vender tilbage, fx  med en handlingsplan for spredning af gæsterne til flere bydele og resten af "Greater Copenhagen". Vi forstår desuden, at man vil styrke kommunikation til byens gæster, som skal øge kendskabet og guide til en bæredygtig adfærd og at man sammen med markedet vil skabe incitamenter og investere i byens infrastruktur og
    byudvikling, fx til bæredygtig afvikling af kongresser og events. 

    Lokaludvalget er tilfreds med dette fokus og ser frem til konkrete beslutninger og tiltag som sikrer, at hverdagslivet i Indre By kan leves side om side med turismen. Lokaludvalget vil have "kvalitetsturisme" i Indre By og håber, at begrebet også vinder indpas i handlingsplaner for turismen og i turismevisionen og -strategien for København.
    I bilaget kan I se, hvordan nogle borgere i Indre By definerer "kvalitetsturisme". Det er taget fra den ene af de to borgerpanelundersøgelser om turisme, som vi har foretaget i år.
    Lokaludvalget deltager gerne i udarbejdelsen af vision, strategi og handlingsplaner på turismeområdet.

  • Det er vores indtryk, at erhvervsstrategien ikke håndterer de "skæve" erhverv, de kreative erhverv og iværksætteri. Det vil være godt, hvis kommunen har fokus på, hvordan disse erhverv skal understøttes. For Indre Bys vedkommende kunne det være fint, hvis der blev besluttede rammer, som sikrer, at disse erhverv i højere grad end nu kan anvende tomme kontor- og butikslokaler i bydelen. 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet brevet, sender sekretariatet det til Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Beslutning

Ændringsforslag til det foreslåede brev:

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at lokaludvalget nævner, at i en grøn, klimavenlig profil bør man forholde sig til, hvordan medarbejdernes transport til og fra deres arbejdsplads kan blive bæredygtig.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at lokaludvalget nævner, at man i udmøntningen af erhvervsstrategien bør se på, hvordan erhverv kan fordeles ud i kommunen.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget nævner, at erhvervsstrategien bør forholde sig til de konsekvenser, som nethandlen har for detailhandlen i bl.a. Indre By.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Tanya Jørgensen om, at lokaludvalget nævner, at Indre By skal være attraktiv for butikker for så vidt angår butikkernes husleje, mulighed for varelevering og tilgængeligheden for kunder, hvis detailhandlen i bydelen skal fastholdes.  Der bør være en strategi for at fastholde detailhandlen i Indre By.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget nævner, at der bør være en offentlig debat og dialog om, hvordan byens erhvervsliv udvikles.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lean Milo om, at lokaludvalget nævner, at erhvervsstrategien bør inddrage det forhold, at detailhandlen skal sælge oplevelser, for at være attraktiv for kunderne.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Hans-Henrik T. Ohlsen om, at lokaludvalget nævner, at man i udmøntningen af erhvervsstrategien bør se på, hvordan liberale erhverv som tandlæger kan placeres tæt ved offentlig transport fx. af hensyn til dårligt gående.

 

Lokaludvalget godkendte brevet til Økonomiudvalget, Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top