Mødedato: 10.12.2015, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Parkering og mulige byrumsprojekter i Indre By

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte Teknik- og Miljøforvaltningens oplæg om potentialer for nedlæggelse af parkeringspladser, udpege en arbejdsgruppe til at arbejde videre med sagen og godkende et brev til Økonomiforvaltningen, Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om opmærksomhedspunkter i den videre proces.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter Teknik- og Miljøforvaltningens oplæg om potentialer for nedlæggelse af parkeringspladser, der fremgår af bilaget.
  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger en arbejdsgruppe bestående af lokaludvalgsmedlemmerne Steen Juhl Olesen, Jens-Erik Frandsen, Bent Lohmann, Kjeld A. Larsen og eventuelt andre interesserede lokaludvalgsmedlemmer til at melde input ind til Teknik- og Miljøforvaltningen om mulige byrumsprojekter i forbindelse med nedlæggelse af parkeringspladser i terræn jf. løsningsafsnittet. Teknik- og Miljøforvaltningen skal have medlingen senest den senest 6. januar 2016.
  3. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Økonomiforvaltningen, Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om opmærksomhedspunkter i forbindelse med køb af parkeringspladser i private parkeringshuse, der fremgår af løsningsafsnittet..

Problemstilling

med Københavns Kommunes budgetaftale for 2016 blev det besluttet at øge den tilgængelige parkeringskapacitet i Indre By ved at tilvejebringe kommunale parkeringspladser i et parkeringshus mod at nedlægge 300 parkeringspladser i terræn i nærområdet. De arealer, hvor man nedlægger parkeringspladser, skal anvendes til etablering af cykelparkering og grønne byrum.

Teknik- og Miljøforvaltningen skal fremlægge et oplæg om en samlet model for, hvordan det kan gøres, til budgetforligspartierne i forbindelse med overførselssagen i foråret 2016.

Lokaludvalgsmedlemmerne Steen Juhl Olesen, Jens-Erik Frandsen, Bent Lohmann og Kjeld A. Larsen deltog i et møde med Teknik- og Miljøforvaltningen om dette d. 8. december 2015. Forvaltningens oplæg og opsamlingen på mødet er vedlagt som bilag.

På mødet fremgik det, at Økonomiforvaltningen står for at øge parkeringskapaciteten ved køb af pladser i et eller flere eksisterende, private parkeringshuse. Det vides ikke, hvor langt Økonomiforvaltningen er i forhandlingerne, eller hvor kommunen arbejder på at købe sig ind. Man arbejder på at fremskaffe ca. 1200 pladser. Pladserne vil kunne benyttes af beboere med beboerlicens og af byens gæster efter samme regler, som på gadeplan i den pågældende zone. Derudover er der politisk ønske om, at det bliver gratis for alle at parkere lørdag og søndag.

Teknik- og Miljøforvaltningen skal, som forundersøgelse, beskrive, hvor man kan nedlægge i alt 300 parkeringspladser (eller en fjerdedel af antallet af tilvejebragte pladser) i terræn, samt hvilke potentialer der er for etablering af cykelparkering eller grønne byrum. I den forbindelse ønsker forvaltningen input fra lokaludvalget.

På det omtalte møde d. 8. december 2015 blev følgende nævnt af Teknik- og Miljøforvaltningen som mulige steder, hvor man ved at nedlægge parkeringspladser kunne opnå en byrumsmæssig effekt:

  1. Nørre Voldgade og Jarmers Plads, herunder muligheden for at styrke det grønne bånd langs volden.
  2. Vendersgade, hvor man bl.a. kan øge cykelparkeringsmulighederne ved Torvehallerne og realisere en del af kommunens optimeringsplan (Nørregade-korridoren).
  3. Nansensgade mellem Frederiksborggade og Gyldenløvesgade, hvor man bl.a. kunne øge trafiksikkerheden og styrke gadens grønne karakter.
  4. Rømersgade og Linnésgade, hvor man bl.a. kunne etablere cykelparkering eller styrke den grønne forbindelse mellem Botanisk Have og Ørstedsparken, som en del af fæstningsringen. 
  5. Dyrkøb, hvor man kunne skabe et mere attraktivt byrum i sammenhæng med Bispetorvet og Frue Plads og/eller etablere cykelparkering.
  6. Krystalgade-Landemærket, der bl.a. kunne styrkes som gang- og cykelforbindelse på tværs af Middelalderbyen.
  7. Farvergade, Store Kirkestræde og Lille Kongensgade, der f.eks. kunne indrettes som gågade i forlængelse af Strædet.
  8. Nybrogade, der bl.a. kunne styrke promenadeforløb langs kanalen.

Derudover foreslog lokaludvalgets medlemmer på mødet, at forvaltningen kigger på Lavendelstræde, Øster Farimagsgade, Vestergade og Skindergade.


Teknik- og Miljøforvaltningen skal have input fra lokaludvalget senest d. 6. januar 2016.

Løsning

Formanden foreslår, at de lokaludvalgsmedlemmer, der deltog på mødet d. 8. december 2015, samt evt. andre interesserede lokaludvalgsmedlemmer, danner en arbejdsgruppe, som lokaludvalget bemyndiger til at melde yderligere input ind til Teknik- og Miljøforvaltningen. Arbejdsgruppen skal holde et møde om det inden jul.

Derudover foreslår formanden, at lokaludvalget sender følgende til Økonomiforvaltningen, Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget:

”Medlemmer af Indre By Lokaludvalg havde d. 8. december 2015 et møde med medarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen angående beslutningen i kommunens budget 2016 om at øge parkeringskapaciteten i parkeringshus(e) i Indre By og at nedlægge et antal parkeringspladser i terræn.

Vi vil gerne først og fremmest takke for at blive inddraget i denne proces. Derudover vil vi gerne gøre opmærksom på et par punkter omkring processen med at fremskaffe parkeringspladser i parkeringshus(e), som vi kan forstå, at Økonomiforvaltningen står for:

  1. Vi opfordrer til, at man ikke nedlægger parkeringspladser i terræn, før parkeringspladserne i parkeringshuse er fremskaffet. Beboerne i Indre By er tidligere blevet stillet erstatningspladser for nedlagt gadeparkering i udsigt, som så aldrig er blevet realiseret, hvilket har været ødelæggende for borgernes tillid til kommunen.
  2. Det er vigtigt, at de parkeringspladser der måtte blive nedlagt, ligger i umiddelbar nærhed af de nyoprettede offentlige parkeringspladser. 
  3. Vi ser gerne, at kommunen køber sig ind i flere parkeringshuse, så de nye parkeringsmuligheder kan komme flest mulige af bydelens beboere til gavn. For eksempel kunne man købe en etage i 3-4 parkeringshuse i Indre By.
  4. Vi opfordrer til, at man ser fremskaffelsen af nye parkeringspladser i sammenhæng med de gadeparkeringspladser, der de seneste par år er blevet nedlagt og planlægges at blive nedlagt i bydelen. Blandt andet er der behov for nye parkeringsmuligheder i området omkring Sankt Annæ Plads og i Frederiksholms Kanal.
  5. Vi beder forvaltningen og politikerne om at overveje, hvad der skal ske med det kommunale, og pt. tomme, parkeringshus under Langebro. Lokaludvalget har kontakt til beboergrupper omkring Frederiksholms Kanal og i området bag Glyptoteket, som efterspørger flere parkeringsmuligheder i fremtiden.

Vi glæder os til at deltage i den videre proces.

Venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand”

Økonomi

Intet.

Videre proces

Sekretariatet sender henvendelsen til Økonomiforvaltningen, Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, når lokaludvalget har godkendt den. Lokaludvalget orienteres om de input, som arbejdsgruppen har meldt ind til Teknik- og Miljøforvaltningen, på lokaludvalgets møde d. 14. januar 2016.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede Teknik- og Miljøforvaltningens oplæg om potentialer for nedlæggelse af parkeringspladser, der fremgår af bilaget.
  2. Lokaludvalget bemyndigede en arbejdsgruppe bestående af lokaludvalgsmedlemmerne Steen Juhl Olesen, Jens-Erik Frandsen, Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen og Kjeld A. Larsen til at melde input ind til Teknik- og Miljøforvaltningen om mulige byrumsprojekter i forbindelse med nedlæggelse af parkeringspladser i terræn jf. løsningsafsnittet. 
  3. Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Økonomiforvaltningen, Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om opmærksomhedspunkter i forbindelse med køb af parkeringspladser i private parkeringshuse, der fremgår af løsningsafsnittet.
Til top