Mødedato: 10.12.2015, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Events i Indre By

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget om events i Indre By, samt tage stilling til en henvendelse fra "Bryggen for Alle".

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget om events i Indre By, der fremgår af løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter om lokaludvalget skal deltage i et møde med borgerinitiativet "Bryggen for Alle" og andre grupperinger om problemer med støj fra arrangementer. I givet fald:
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger lokaludvalgsmedlemmer til at repræsentere sig i mødet.

Problemstilling

I mødet den 12. november 2015 drøftede lokaludvalget events i Indre By, bl.a. på baggrund af borgernes kommentarer til temaet på lokaludvalgets hjemmeside. Lokaludvalget bad formanden om en indstilling om en henvendelse til forvaltningen om events i Indre By.

Borgerinitiativet "Bryggen for Alle" har spurgt, om lokaludvalget vil deltage i et møde om problemer med støj fra arrangementer, hvor man kan drøfte konkrete tiltag til at få reduceret støjproblemerne, herunder et samlet foretræde for Teknik- og Miljøudvalget,

Løsning

Henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget

Formanden foreslår følgende henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget:

"Indre By Lokaludvalg anerkender, at der skal kunne afholdes ídræts- og kulturarrangementer i Indre Bys gader, men der skal være et begrænset antal events af denne slags og de skal afvikles med hensyntagen til de ca. 40.000 indbyggere i bydelen. Lokaludvalget beder derfor forvaltningerne sikre følgende i forbindelse med fremtidige ídræts- og kulturarrangementer i Indre Bys gader:

  • At arrangementerne er fokuseret. Eksempelvis virker det unødvendigt - og i al fald generende for Indre Bys beboere - at idrætsarrangementer som marathonløb og ironman forsøges peppet op med live- og dj-musik langs ruten. Sådanne sidearrangementer skal ikke placeres ved beboelse.
  • At Indre By kan fungere, selv om der er en event  bydelen. Afspærring af gader skal holdes på et minimum f.x. ved at man i højere grad end nu placerer events i bydelens parker og grønne områder eller langs havneløbet.
  • At Indre By ikke belastes af urin fra de, der deltager i events. Der skal opsættes toiletter i et omfang, der matcher antal deltagere i og tilskuere til events.
  • At knudepunkter for events, fx start og mål for marathonløb, placeres, hvor der ikke bor nogen. Kommentatorerne til events samt musikken, der spilles, fyrværkeri osv.er belastende for de, der bor i nærheden.
  • At overflyvning af bydelen i forbindelse med events begrænses. Det er lokaludvalgets vurdering, at antallet af helikoptere, der er oppe for at dække events for tv, er stigende og at de er længere tid i luften end førhen. De flyver i lav højde og kan høres i hele bydelen.

Der bør således stilles krav til arrangører af events om, at de som vilkår for en tilladelse og/eller støtte fra kommunen til events redegør for, hvordan de vil tage hensyn til beboere og erhverv i bydelen.

Indre By Lokaludvalg vil gerne invitere til en fortsat dialog om events; om hvad de tilfører byen og om de udfordringer de indeholder, fordi vi mener det er vigtigt, at byen forholder sig kvalitativt til de store events.

 

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,

formand"

Møde med borgerinitiativet Bryggen for Alle

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter om lokaludvalget skal deltage i et møde med borgerinitiativet "Bryggen for Alle" og andre grupperinger om problemer med støj fra arrangementer. I givet fald skal lokaludvalget udpege lokaludvalgsmedlemmer til at repræsentere sig i mødet.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.

Bilag

Kommentarerne til sagen på lokaludvalgets hjemmeside:

http://indrebylokaludvalg.kk.dk/planer-debat/breve/events-indre-by-2015

 

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om at fortsætte 1. sætning i henvendelsen således: "...til de ca. 40.000 indbyggere i bydelen, samt de mange gæster der er der uanset eventen."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om at sidste dot i 3. afsnit formuleres:
    "At overflyvning af bydelen i forbindelse med events begrænses til flyvninger, der er nødvendige for sikkerheden. Det er lokaludvalgets vurdering, at antallet af helikoptere, der er oppe for at dække events for tv, er stigende og at de er længere tid i luften end førhen. De flyver i lav højde og kan høres i hele bydelen.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Birgit O'Sullivan om at indføje en bemærkning om, at man skal værne om åndehuller som Kongens Have og derfor begrænse deres anvendelse til events.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lise Frandsen om at gøre opmærksom på lokaludvalgets henvendelse i 2014 til forvaltningerne om events.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Henrik Anton Svendsen om, at 1. sætning i henvendelsen indledes således: "Indre By Lokaludvalg anerkender, at behovet for at afholde idræts- og kulturarrangementer i Indre Bys gader skal tilgodeses..."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Dorthe Lindberg om, at 1. sætning, 2. komma, formuleres" ..., men der skal være et begrænset antal events af denne slags og de skal afvikles med hensyntagen til og med mindst mulig gene for de ca. 40.000 indbyggere i bydelen,..."

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Niels Jarler om at indføje en bemærkning om, at ansøgning om musik i forbindelse med markeder og idrætsbegivenheder skal ske med en særskilt ansøgning, der behandles i henhold til reglerne om musikudøvelse i byrummet.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Niels Jarler om at indføje en bemærkning om, at forvaltningen skal leve op til sin egen politik om at sprede events.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Niels Jarler om at indføje en bemærkning om, at forvaltningen bør dokumentere, hvordan events som fx starten på Tour de France vil skabe større indtjening.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Maria Auchenberg om at indføje en bemærkning om, at omsætningen i butikkerne i Indre By falder, når der afholdes løb i bydelen.
  2. Lokaludvalget drøftede, om lokaludvalget skal deltage i et møde med borgerinitiativet "Bryggen for Alle" og andre grupperinger om problemer med støj fra arrangementer.
     
  3. Lokaludvalget udpegede Jan Baltzersen og Bent Lohmann til at repræsentere sig i mødet med borgerinitiativet "Bryggen for Alle".
Til top