Puljeansøgninger, december 2015
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg beslutter, om lokaludvalget skal give Dramafronten tilsagn om 25.000 kr. til HoHo3 Julestafetten, som er korte teaterstykker på gaden forskellige steder i bl.a. Indre By. Hvis lokaludvalget beslutter at støtte projektet, skal det ske på vilkår af, at ansøgeren kan dokumentere, at støtten anvendes til udgifter i forbindelse med de teaterstykker, der opføres i Indre By Lokaludvalgs område i perioden 11.-31. december 2015.
- at Indre By Lokaludvalg beslutter, om lokaludvalget skal give KBH K - Commerce & Culture tilsagn om 16.038,75 kr. til en julefest i Kronprinsensgade den 18. december 2015 for borgere i og brugere af Indre By. Støtten påtænkes anvendt til leje af siddemoduler, terrassevarmere, skilte og afspærringsmateriel samt til egen løn/honorarer
Problemstilling
Lokaludvalget besluttede den 12. november 2015 at annoncere muligheden for at søge lokaludvalget om støtte til aktiviteter i perioden 11. december-31. december 2015 med ansøgningsfrist den 26. november 2015 og behandling i lokaludvalgsmødet den 10. december 2015. Kriterier for at komme i betragtning til støtte i denne ansøgningsrunde er:
- Aktiviteten skal være relateret til jul eller nytår
- Den skal være bydelsrelateret og foregå i Indre By.
- Den skal være offentlige tilgængelig.
- Den skal involvere frivillige kræfter.
Med disse kriterier kan også ansøgninger fra kommunale og statslige institutioner komme i betragtning til støtte, ligesom årligt tilbagevendende arrangementer og projekter vil kunne støttes. Derudover vil ansøgninger, der falder uden for fokusområderne i retningslinjerne for tildeling af puljemidler, kunne støttes.
Lokaludvalget har modtaget to puljeansøgninger.
Løsning
1. HoHo3 Julestafetten
Dramafronten søger Indre By Lokaludvalg om 25.000 kr. til perioden den 1.-23. december 2015 at vise korte teaterstykker på gaden forskellige steder i Indre By, Vesterbro, Christianshavn og Østerbro. De optræder tre gange om dagen hver anden dag i den nævnte periode. I Indre By Lokaludvalgs område spiller de den 1., 3., 9., 15., 21. og 23. december 2015. Stykkerne, som opføres, knytter an til stederne, hvor de opføres.. Byens historie og de mennesker, der bor der, bliver fortalt på nye og inciterende måder. Historierne er individuelle, men de har en karakter, som fører historien videre til det næste stykke. Det er gratis at overvære stykkerne. Det samlede udgiftsbudget er på 360.500 kr. HoHo3 Julestafetten støttes af Statens Kunstfond og Københavns Scenekunstudvalg. Derudover har Dramafronten søgt om støtte hos Danske Dramatikere, Dansk Skuespillerforbund, Østerbro Lokaludvalg, Vesterbro Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at de teaterstykker, der opføres i Indre By Lokaludvalgs område, er bydelsrelaterede, offentligt tilgængelige, involverer frivillige kræfter og relaterer sig til julen. Tre af de seks dage, der spilles i Indre By, ligger før perioden, som denne ansøgningsrunde relaterer sig til. På den baggrund anbefaler sekretariatet, at hvis lokaludvalget beslutter at støtte projektet, skal det ske på vilkår af, at ansøgeren kan dokumentere, at støtten anvendes til udgifter i forbindelse med de teaterstykker, der opføres i Indre By Lokaludvalgs område i perioden 11.-31. december 2015.
Om ansøgningen: Dramafronten har afleveret ansøgningen i et digitalt ansøgningssystem på internettet, som flere andre lokaludvalg benytter, men ikke Indre By Lokaludvalg. Sekretariatet kan ikke afvise Dramafrontens ansøgning med den begrundelse, at ansøgningen er afleveret i et forkert ansøgningsskema, eftersom det fremgår af det omtalte ansøgningssystem, at det er muligt at søge Indre By Lokaludvalg om støtte via systemet. Det digitale ansøgningssystem er på vej til at blive lukket ned.
Sidste side i ansøgningen er supplerende oplysninger, som sekretariatet har bedt Dramafronten om.
Puljegruppens anbefaling
Puljegruppen har drøftet ansøgningen pr. mail, men er ikke nået frem til en anbefaling.
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg beslutter, om lokaludvalget skal give Dramafronten tilsagn om 25.000 kr. til HoHo3 Julestafetten, som er korte teaterstykker på gaden forskellige steder i bl.a. Indre By. Hvis lokaludvalget beslutter at støtte projektet, skal det ske på vilkår af, at ansøgeren kan dokumentere, at støtten anvendes til udgifter i forbindelse med de teaterstykker, der opføres i Indre By Lokaludvalgs område i perioden 11.-31. december 2015.
2. Julefest i Kronprinsensgade
KBH K - Commerce & Culture søger om 16.038,75 kr. til en julefest i Kronprinsensgade den 18. december 2015 for borgere i og brugere af Indre By. Karmakanonen spiller musik og Café Sommersko er på gaden med gløgg og æbleskiver. Gaden, der er juleudsmykket, vil være afspærret, så hele gaden er et opholdsareal i forbindelse med arrangementet. Arrangementet støttes af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Den eventuelle støtte fra lokaludvalget påtænkes anvendt til leje af siddemoduler, terrassevarmere, skilte og afspærringsmateriel samt til egen løn/honorarer.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at arrangementet er bydelsrelateret, relateret til julen, er offentligt tilgængeligt og involverer frivillige kræfter. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet.
Puljegruppens anbefaling
Puljegruppen har drøftet ansøgningen pr. mail, men er ikke nået frem til en anbefaling.
Formandens indstilling
At Indre By Lokaludvalg beslutter, om lokaludvalget skal give KBH K - Commerce & Culture tilsagn om 16.038,75 kr. til en julefest i Kronprinsensgade den 18. december 2015 for borgere i og brugere af Indre By, idet støtte påtænkes anvendt til leje af siddemoduler, terrassevarmere, skilte og afspærringsmateriel samt til egen løn/honorarer.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat 400.000 kr. af 2015-puljen til puljeansøgninger. Der er hidtil disponeret for 330.974,25 kr. af puljen. Hvis lokaludvalget støtter med de ansøgte beløb, vil der være disponeret for yderligere 41.038,75 kr. af 2015-puljen.
Videre proces
Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning. Får ansøgeren tilsagn om støtte, skal vedkommende aflægge regnskab samt evaluering af projekt/arrangementet, før støtten kan udbetales.
Beslutning
Maria Auchenberg erklædrede sig inhabil vedrørende ansøgning nr. 2 og forlod mødet, mens lokaludvalget behandlede den.
- Lokaludvalget stemte om, hvorvidt lokaludvalget skal give Dramafronten tilsagn om 25.000 kr. til HoHo3 Julestafetten på vilkår af, at ansøgeren kan dokumentere, at støtten anvendes til udgifter i forbindelse med de teaterstykker, der opføres i Indre By Lokaludvalgs område i perioden 11.-31. december 2015 og at støtten ikke anvendes til løn og honorarer.
For stemte 13 lokaludvalgsmedlemmer
Imod stemte 4 lokaludvalgsmedlemmer.
1 lokaludvalgsmedlem undlod at stemme.
Dermed havde lokaludvalget godkendt at give Dramafronten tilsagn om 25.000 kr. til HoHo3 Julestafetten på vilkår af, at ansøgeren kan dokumentere, at støtten anvendes til udgifter i forbindelse med de teaterstykker, der opføres i Indre By Lokaludvalgs område i perioden 11.-31. december 2015 og at støtten ikke anvendes til løn og honorarer. - Lokaludvalget stemte om, hvorvidt lokaludvalget skal give KBH K - Commerce & Culture tilsagn om 16.038,75 kr. til en julefest i Kronprinsensgade den 18. december 2015 for borgere i og brugere af Indre By, idet støtten påtænkes anvendt til leje af siddemoduler, terrassevarmere, skilte og afspærringsmateriel samt til egen løn/honorarer.
For stemte 1 lokaludvalgsmedlem.
Imod stemte 15 lokaludvalgsmedlemmer.
1 lokaludvalgsmedlem undlod at stemme.
Dermed havde lokaludvalget vedtaget give KBH K - Commerce & Culture afslag på ansøgningen om 16.038,75 kr. til en julefest i Kronprinsensgade den 18. december 2015 for borgere i og brugere af Indre By. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at det kommercielle islæt i arrangementet er for dominerende samt med, at lokaludvalget ikke ønsker at give til støtte til leje af terrassevarmere.