Borgerdialog om skråparkering på Niels Brocks Gade
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 4.000 kr. til annoncering af muligheden for at kommentere Teknik- og Miljøforvaltningens projekt om at etablere skråparkering i Niels Brocks Gade på lokaludvalgets hjemmeside.Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter på lokaludvalgets budget for 2015.
Problemstilling
Med svarfrist den 18. januar 2016 har Teknik- og Miljøforvaltningen bedt lokaludvalget om et høringssvar vedrørende et projekt om at etablere skråparkering i Niels Brocks Gade. Baggrunden for sagen er.
Borgerrepræsentationen vedtog 13. marts 2014, i forbindelse med terrorsikring af Christiansborg, bl.a. at man lukkede for biltrafik i Tøjhusgade og Rigsdagsgården, og at der blev nedlagt 17 parkeringspladser i disse gader. Til erstatning for disse 17 blev der foreslået at optimere parkeringen i Colbjørnsensgade og Helgolandsgade.
Forvaltningen har i forbindelse med detailprojekteringen konstateret, at det ikke er muligt, når der skal tages hensyn til gadernes brug (buskørsel til hoteller), samt at løsningerne vil være omkostningstunge. I stedet har forvaltningen fundet flere og billigere løsninger omkring Polititorvet.
Forvaltningen vil derfor anbefale og indstille overfor Teknik- og Miljøudvalget, at de 17 pladser bliver etableret i Niels Brocks Gade langs med Glyptoteket ved optimering af parkeringen til skråparkering. Det vil kræve en ombygning af hjørner, ny afmærkning og flytning af taxiholdeplads. Projektet får ikke indflydelse på fortovsbredde og tilgængelighed for fodgængere eller cykelparkering.
Projektet har fået samtykke fra Politiet.
Løsning
Lokaludvalget annoncerer én gang i et lokalt medie, der dækker Glyptotekskvarteret, muligheden for at kommentere sagen på lokaludvalgets hjemmeside. Borgernes kommentarer tages med i høringssvaret, som lokaludvalget skal beslutte i mødet den 14. januar 2016.
Økonomi
Der afsættes en ramme på 4.000 kr. til annonceringen, som planlægges at ske den 16. december 2015. Pengene tages derfor af lokaludvalgets pulje til borgerdialogaktiviteter på lokaludvalgets budget for 2015.
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at sagen forventes behandlet i Teknik- og Miljøudvalget den 26. februar 2016. Projektet ønskes anlagt fra forår/sommer 2016.