B-sag: Bytte-container på Dyrkøb
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager orienteringen i afsnittet "Problemstilling" om placering af en bytte-container på Dyrkøb til efterretning.
Problemstilling
I henhold til årsplan for det lokale miljøarbejde 2022 arbejder Miljøpunkt Indre By & Christianshavn med at understøtte muligheden for, at der skabes flere lokaliteter til at sortere, genanvende og bytte affald sammen med borgere og erhverv i Indre By.
Miljøpunkt Indre By & Christianshavn oplyste den 17. oktober 2022, at Teknik- og Miljøforvaltningen har tilbudt opstilling af en midlertidig bytte-container i Indre By i et halvt til helt år. Bytte-containeren er i øjeblikket opstillet på Amager.
Bytte-containeren er en ubemandet lyserød container, der opstilles i gadeniveau. Den kan betjenes af lokale og af forbipasserende. Miljøpunktet oplyser, der er mange gode erfaringer med byttecontainerne fra andre bydele. Bytte-containeren gør det muligt for lokale at bytte tøj og ting med hinanden på en ubesværet og nem måde, når det passer dem.
Miljøpunktet foreslår, at bytte-containeren opstilles på Dyrkøb. Dyrkøb er velegnet, idet denne placering ligger tæt på lokale beboere, skoler, daginstitutioner og mindre erhverv. Det er både meget centralt og trukket lidt væk fra gaden. I dette område er der, ifølge lokale, et stort behov for at komme af med deres tøj til genbrug. Med en byttecontainer på denne plads vil der sandsynligvis komme masser af donationer. Miljøpunktet er opmærksom på, at Dyrkøb ligger i et område med by- og natteliv, men tiden må vise, om det er et problem. Dyrkøb skal i henhold til forslaget til Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen begrønnes.
Med bytte-containeren følger lettere ugentligt oprydning. Det fungerer bedst, hvis lokale beboere, erhverv og skoler hjælper til med at rydde op i containeren. Miljøpunktet vil involvere frivillige til oprydning i containeren, både på hverdage og i weekenderne. Miljøpunktet har allerede en god dialog med både lokale beboere og en lokal skole om opgaven. Skolen ønsker sammen med en underviser og deres elever at støtte op om driften af byttecontaineren og inddrage sine elever i sådanne projekter.
Bytte-containeren indvies inden den 1. december 2022. Teknik- og Miljøforvaltningen står for åbningsarrangementet.
Nærgenbrugsstationer
Bistået af Miljøpunktet arbejder Teknik- og Miljøforvaltningen i øjeblikket med placeringer af lokale nærgenbrugsstationer, bl.a. ved Kulturhuset Indre By, i Nyboder og i området ved Kultorvet. Lokaludvalget får en orientering om dette i lokaludvalgsmødet den 8. december 2022.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.
Økonomi
I 2022 har Københavns Kommune betalt 733.597 kr. til Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg for lokaludvalgenes varetagelse af den lokale miljøopgave i de to bydele.
Derudover har Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg betalt hhv. 680.000 kr. og 135.000 kr. til den lokale miljøopgave i 2022.
Miljøpunktet har fået pengene jf. driftsstøtteaftalen mellem lokaludvalgene og Miljøpunktet.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
Lokaludvalget tog orienteringen i afsnittet "Problemstilling" om placering af en bytte-container på Dyrkøb til efterretning.