Mødedato: 10.11.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Puljeansøgninger, november 2016

Indre By Lokaludvalg skal tage stilling til ni puljeansøgninger.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen fra en musiker om 8.000 kr. af 2017-puljen til Babybongo på plejehjem. Afslaget begrundes med, at en stor andel af det søgte beløb skal gå til eget honorar.

     

  2. at Indre By Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen fra HEARMYEYES om 40.000 kr af 2017-puljen til operaforestillingen Falling Awake på Folketeatret i Nørregade. Afslaget begrundes med, at forestillingen ikke er offentlig tilgængelig, når der tages entré.

     

  3. at Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 11.598 kr. af 2016-puljen til udstillingen Vanish på Kunsthal Charlottenborg.

     

  4. at Indre By Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen fra KKArt om 30.200 kr. af 2016-puljen til værket Acheron, Sukkenes Flod. Afslaget begrundes med, at honorar udgør en væsentlig del af det søgte beløb.

     

  5. at Indre By Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen fra Univers på Vers, Rosenborgcentret og Nybodergården om 24.000 kr. af 2017-puljen til to offentlige jazz-koncerter. Afslaget begrundes med, at honorar udgør en væsentlig del af det søgte beløb.

     

  6. at Indre By Lokaludvalg giver afslag til Folkevirke på ansøgningen om 10.000 kr. af 2017-puljen til arrangementet Kvindestemmer 2017 i Jazzhouse. Afslaget begrundes med, at honorar udgør en væsentlig del af det søgte beløb, og at arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt, når der tages entré.

     

  7. At Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 9.370 kr. af 2017-puljen til udstillingen Green Com-Oddities hos Danske Grafikere. Tilsagnet om støtte er med forbehold for, at lokaludvalget råder over en pulje i 2017. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 14.370 kr., da lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

     

  8. at Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 3.347 kr. af 2016-puljen til projektet KLiPPENiNG i Det Grønlandske Hus i Løvstræde. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 8.347 kr., da lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

     

  9. at Indre By Lokaludvalg giver afslag på Foreningen Til Havns ansøgning om 50.000 kr. af 2016- og 2017-puljeerne til at udvikle projektet Til Havns som et offentligt tilgængeligt, lokalt forankret projekt. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil bruge sine midler på andre aktiviteter.

 

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget ni puljeansøgninger.

Løsning

1. Babybongo på Plejehjem
En musiker søger om 8.000 kr. af 2017-puljen til underholdning på Nybodergårdens Plejehjem i foråret 2017. Ansøgeren samarbejder med Nybodergårdens plejehjem, vuggestuen Trekløveren og Nyboders børnehave om projektet.
Underholdningen har til formål at fremme mødet mellem ældre og børn gennem sang. Ældre og børn bliver samlet otte gange, hver gang i en time. Underviseren vil benytte forskellige musikalske remedier, og ansøger vil selv spille klaver, guitar og synge velkendte sange, som de ældre kan relatere sig til. Ansøgeren vil bruge en eventuel støtte fra lokaludvalget til egen løn/honorarer.   

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret, dialogskabende og netværksdannende Endvidere falder den ind under fokusområdet ”Særlige grupper og udsatte grupper”.
Projektet involverer hverken frivillige kræfter eller selvfinansiering, ligesom det ikke er offentligt tilgængeligt. Derudover fremgår det af lokaludvalgets retningslinjer for tildeling af puljemidler, at lokaludvalget ikke støtter projekter, hvor arrangørhonorar udgør en stor del af det ansøgte beløb. Med de forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbefaler et NEJ til det ansøgte p.g.a for stort honorar.

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen fra en musiker om 8.000 kr. til Babybongo på plejehjem. Afslaget begrundes med, at en stor andel af det søgte beløb skal gå til eget hhonorar.

2.  Falling Awake
HEARMYEYES søger om 40.000 kr. af 2017-puljen til operaforestillingen Falling Awake på Folketeatret i Nørregade med premiere den 25. maj 2017. Forestillingen handler om at forholde sig kritisk over for den fortælling, som man er en del af. Ligeledes vil operaen diskutere samfundets sociale kontrol og adressere nogle globale spørgsmål. Forestillingen sættes op fem gange. HEARMYEYES vil bruge en eventuel støtte fra lokaludvalget til leje af prøvelokale, annoncering og materialer. Der tages entré: 120 kr. ex. moms.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at forestillingen er bydelsrelateret i og med den sættes op i Indre By. Endvidere, at den er dialogskabende, involverer frivillige kræfter falder ind under fokusområderne ”Events” og "Metropolkultur".

Det er en politisk vurdering, om forestillingen er offentlig tilgængelig med den entré, der tages. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter forestillingen.

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbefaler et NEJ til det ansøgte, da der tages entre.

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen fra HEARMYEYES om 40.000 kr til operaforestillingen Falling Awake på Folketeatret i Nørregade. Afslaget begrundes med, at forestillingen ikke er offentlig tilgængelig, når der tages entré.

3. Vanish
En kunstner søger om 11.598 kr. af 2016-puljen til udstillingen Vanish på Kunsthal Charlottenborg med åbning den 17. november 2016. Udstillingen bliver afholdt på invitation fra udstillingsstedet Okto, der i øjeblikket har midlertidigt til huse på Kunsthal Charlottenborg. Udstillingen foregår over to uger og tager udgangspunkt i, at man skal være nærværende i nuet og ikke fokusere på de materielle goder, som vi alligevel ikke kan tage med os i døden. Denne problematik vil på åbningsaftenen blive oversat til værker, der bliver skabt i materialer, der smelter, spises, drikkes, brændes eller fordufter.  Udstillingen på åbningsaftenen vil være en kombination af billedkunst og gastronomi, hvor publikum vil blive introduceret til billedkunst mens, de nyder mad og drikke. Ansøgeren vil bruge en eventuel støtte fra lokaludvalget til transport, egen løn, rekvisitter og materialer mm. 

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at udstillingen er bydelsrelateret i og med den vises i Indre By. Endvidere, at den er dialogskabende, netværksdannende, offentlig tilgængelig og falder ind under fokusområderne ”Events” og "Metropolkultur".

Udstillingen involverer hverken frivillige kræfter eller selvfinansiering. Derudover fremgår det af lokaludvalgets retningslinjer for tildeling af puljemidler, at lokaludvalget ikke støtter projekter, hvor arrangørhonorar udgør en stor del af det ansøgte beløb. Her udgør egen løn ca. 25% af det ansøgte beløb. Med de forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter udstillingen.

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbefaler et JA til det ansøgte beløb

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 11.598 kr. af 2016-puljen til udstillingen Vanish på Kunsthal Charlottenborg.

 4. Acheron, Sukkenes Flod / Den Healende Flod
KKArt søger om 30.200 kr. af 2016-puljen til værket Acheron, Sukkenes Flod / Den Healende Flod, som er en del af værket "Dødsskibet". "Dødsskibet" er en tværæstetisk kunstevent, iværksat af Københavns Biblioteker, som finder sted den 24. november 2016 i Københavns Havn. Projektet tager afsæt i den græske mytologi, og handler om mytologiske og nutidige virkeligheder samt tid, bevægelse og sted. Perspektivet er, at floden Archeron ikke kun er sorgens flod, men i følge gamle mytiske tekster også er en healende flod. Værket vil være af skulpturel og performativ karakter. Værkets form er uvis, man ansøgerne arbejder indenfor skulptur/objekt, installation, tekst, video og performance, samt publikationen.

En eventuel støtte fra lokaludvalget vil blive brugt på annoncering, transport af værker, flybilletter til udenlandske kunstnere og udgifter til egen løn.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at værket er bydelsrelateret i og med det finder sted i Indre By. Endvidere, at det er dialogskabende, offentligt tilgængeligt og falder under fokusområderne ”Events” "Metropolkultur". Derudover kobler det sig et arrangement, afholdt af kommunen.
Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for tildeling af puljemidler, at lokaludvalget ikke støtter projekter, hvor arrangørhonorar udgør størstedelen af det ansøgte beløb. Her udgør egen løn ca. 82% af det ansøgte beløb. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter værket.

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbefaler et NEJ til det ansøgte da honorar udgør for stor en del.

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen fra KKArt om 30.200 kr. til værket Acheron, Sukkenes Flod. Afslaget begrundes med, at honorar udgør en væsentlig del af det søgte beløb.

5. Univers på Vers – på tværs af generationer
Univers på Vers søger sammen med Rosenborgcentret og Nybodergården om 24.000 kr. af 2017-puljen til to offentlige jazz-koncerter på Rosenborgcentret og Nybodergården i januar og marts 2017. Formålet er at samle fire generationer til fælles musikalske oplevelser. Musikken og sangene, som er i jazz og latin genren, rammer bredt og er derfor velegnet til at samle generationer. De ældre på de to plejehjem skal invitere oldebørn, børnebørn og familie til koncert.
Koncerten skal vise, at der sker spændende ting på plejehjemmet og gøre det attraktivt for familier af besøge de ældre. Ansøgeren vil bruge eventuel støtte fra lokaludvalget til honorering af medlemmerne af Univers på Vers. 

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at koncerterne er bydelsrelateret, netværksdannende og dialogskabende og falder ind under fokusområdet ”Særlige grupper / Udsatte grupper”. Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for tildeling af puljemidler, at lokaludvalget ikke støtter projekter, hvor arrangørhonorar udgør en stor del af det ansøgte beløb. Endvidere fremgår det, at lokaludvalget i udgangspunktet ikke støtter kommunale institutioners arrangementer. Med de forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter de to koncerter.

Puljegruppens anbefalinger

Puljegruppen anbefaler et NEJ, da honorar udgør for stor en del af det ansøgte.

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen fra Univers på Vers, Rosenborgcentret og Nybodergården om 24.000 kr. til to offentlige jazz-koncerter. Afslaget begrundes med, at arrangørhonorar udgør en væsentlig del af det søgte beløb.

6. Kvindestemmer 2017
Folkevirke søger om 10.000 kr. af 2017-puljen til arrangementet Kvindestemmer 2017 i Jazzhouse i Niels Hemmingsens Gade den 4. marts 2017. Foreningerne bag ”Kvindestemmer” har alle fokus på kvinder og ønsker med arrangementet og gennem diverse oplæg på dagen at gøre opmærksom på mangfoldigheden af professionelle skabende kvinder inden for alle genrer.
Ansøgeren vil bruge en eventuel støtte fra lokaludvalget til delvis leje af Jazzhouse med tekniker samt til synliggørelse af arrangementet Der tages entré: 100 kr.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at arrangementet er bydelsrelateret i og med det finder sted i Indre By. Endvidere, at det er dialogskabende, netværksdannende, indeholder frivilligt arbejde og falder ind under fokusområdet Events.

Det er en politisk vurdering, om arrangementet er offentligt tilgængeligt med den entré, der tages. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter arrangementet.

Puljegruppens anbefalinger

Puljegruppen anbefaler et NEJ til det ansøgte, da der tages entre og lønninger udgør en stor del af det ansøgte.

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver afslag til Folkevirke på ansøgningen om 10.000 kr. til arrangementet Kvindestemmer 2017 i Jazzhouse. Afslaget begrundes med, at honorar udgør en væsentlig del af det søgte beløb, og at arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt, når der tages entré.

 

7. ”Green Com-Oddities”
En kunstner søger om 14.370 kr. af 2017-puljen til udstillingen ”Green Com-Oddities” i udstillingsstedet Danske Grafikere i Sølvgade 6.-28. januar 2017.
Udstillingen vil sætte fokus på miljø og klima i en visuel undersøgelse af, hvordan butikker og virksomheder benytter bæredygtighed som et æstetisk udtryk. Kunstneren vil gerne i dialog med det lokale virksomhedsmiljø i Indre By gennem løbende arrangementer, der er offentligt tilgængeligt. Ansøgeren vil bruge en eventuel støtte fra lokaludvalget til materialer, honorering af talere, annoncering og transport.

Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet vurderer, at udstillingen bydelsrelateret, dialogskabende, netværksdannende og falder ind under fokusområderne ”Byudvkling + Udviklingsprojekter” og ”Events”. Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter udstillingen.

Puljegruppens anbefalinger

Puljegruppen anbefaler et NEJ til det ansøgte beløb, men vil gerne støtte med 9.370.- kr på betingelse af at der kommer midler i 2017

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 9.370 kr. af 2017-puljen til udstillingen Green Com-Oddities hos Danske Grafikere. Tilsagnet om støtte er med forbehold for, at lokaludvalget råder over en pulje i 2017. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 14.370 kr., da lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

8. ”KLiPPENiNG”
En kunstner søger om 8.347 kr. af 2016-puljen til projektet ”KLiPPENiNG” den 26. november til 10. december 2016 i Det Grønlandske Hus i Løvstræde. Projektet vil tilbyde folk, der færdes i Løvstræde en gratis klipning op til jul. Det er samtidig en indsamling af tanker og hår fra et specifikt sted i byen.
Der vil være to klippeseancer pr. dag, i alt 30 klipninger. Under klipningen vil kunstneren italesætte emner som navigation, kompasretninger, hjerneområder, tanker og et hårs livscyklus. Det indsamlede hår bliver efterfølgende udstillet sammen med de luftede tanker fra klippeseancerne.
Ansøgeren vil bruge en eventuel støtte fra lokaludvalget til egen løn og diverse materialer til klipningen. 

Sekretariatets bemærkninger 
Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret, dialogskabende og falder ind under fokusområdet ”Events”. Projektet involverer ikke frivillige kræfter og der er ikke selvfinansiering. Det fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for tildeling af puljemidler, at lokaludvalget ikke støtter projekter, hvor arrangørhonorar udgør størstedelen af det ansøgte beløb. Her udgør egen løn ca. 60 % af det ansøgte beløb. Med de forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.

Puljegruppens anbefalinger

Puljegruppen anbefaler et NEJ til det ansøgte, men vil gerne støtte med 3347.- kr

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver en kunstner tilsagn om 3.347 kr. af 2016-puljen til projektet KLiPPENiNG i Det Grønlandske Hus i Løvstræde. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 8.347 kr., da lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

 

9. Projektudvikling, forankring, fundraising og realisering af projektet Til Havns

Foreningen Til Havns søger om 50.000 kr. af 2016- og 2017-puljerne til at få udviklet projektet Til Havns som et offentligt tilgængeligt, lokalt forankret projekt. Projektet skal på flytbare pontoner skabe nye mødesteder og rum for aktivitet helt tæt ved vandet. Det er et forsøg på at skabe en helt ny måde at indrette og bruge havnen på. Foreninger får en ny fysisk facilitet, hvorfra de kan være synlige i lokalmiljøet. I perioden november 2016-februar 2017 er det planen at skabe kontakt til alle foreninger, som bruger vandet til sport og rekreation, og få dem til at melde sig ind i foreningen og stille op til bestyrelsen ved generalforsamlingen i februar 2017. Samtidig vil foreningen bl.a. udvikle projektet i dialog med By & Havn, brugerne og kommunen, samt søge finansiering hos fonde. Den eventuelle støtte fra lokaludvalget vil blive brugt til honorering. Ansøgeren forventer, at der bruges 70 timer i 2016 og 64 timer i 2017 på opgaven. 

Foreningen har søgt Christianshavns Lokaludvalg om 21.000 kr. til samme projekt. I mødet den 26. oktober 2016 besluttede Christianshavns Lokaludvalg at støtte projektet med 19.000 kr., idet lokaludvalget ikke vil give støtte til forplejning.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet vurderer, at projektet er bydelsrelateret i og med, at det stammer fra en konkurrence om anvendelsen af havnen, som Indre By Lokaludvalg var med til at udskrive. Endvidere, at det er dialogskabende, netværksdannende, involverer frivillige kræfter, sætter fokus på livsmuligheder og udfoldelsesmuligheder i Indre By, satser på at styrke det lokale foreningsliv i Indre By. Derudover vurderer sekretariatet, at der falder ind under fokusområderne "Byudvikling+udviklingsprojekter", "Borgerinddragelse". En stor del af udgiftsbudgettet angår udgifter til honorering. Det fremgår ikke, om der er tale om egenhonorering. Med det forbehold ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter projektet.

Puljegruppens anbefalinger

Puljegruppen anbefaler et NEJ til det ansøgte, da vi ikke tror på projektet i den nuværende form

Formandens indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver afslag på Foreningen Til Havns ansøgning om 50.000 kr. af 2016- og 2017-puljeernetil at udvikle projektet Til Havns som et offentligt tilgængeligt, lokalt forankret projekt. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil bruge sine midler på andre aktiviteter.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 312.356 kr. af 2016-puljen til puljeansøgninger. Foreløbig har lokaludvalget disponeret for 251.904,13 kr. af 2016-puljen og 7.500 kr. af 2017-puljen til puljeansøgninger.

Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret for yderligere 14.945 kr. af 2016-puljen og 9.370 kr. af 2017-puljen.

Videre proces

Sekretariatet meddeler ansøgerne lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling med ansøgningerne.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give en musiker afslag på ansøgningen om 8.000 kr. af 2017-puljen til Babybongo på plejehjem.
    På forslag fra Gunna Starck begrundes afslaget med, at hele det ansøgte beløb skal gå til eget honorar samt med, at der i aftalen for kommunens Budget 2016 blev afsat honorarstøtte til koncerter på plejehjem.   

     

  2. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag på ansøgningen fra HEARMYEYES om 40.000 kr. af 2017-puljen til operaforestillingen Falling Awake på Folketeatret i Nørregade. Afslaget begrundes med, at forestillingen ikke er offentlig tilgængelig, når der tages entré.

     

  3. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give en kunstner tilsagn om 11.598 kr. af 2016-puljen til udstillingen Vanish på Kunsthal Charlottenborg.

     

  4. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag på ansøgningen fra KKArt om 30.200 kr. af 2016-puljen til værket Acheron, Sukkenes Flod. Afslaget begrundes med, at honorar udgør en væsentlig del af det ansøgte beløb.

     

  5. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag på ansøgningen fra Univers på Vers, Rosenborgcentret og Nybodergården om 24.000 kr. af 2017-puljen til to offentlige jazz-koncerter. Afslaget begrundes med, at honorar udgør en væsentlig del af det ansøgte beløb. På forslag fra Bent Lohmann begrundes afslaget desuden med, at der i aftalen for kommunens Budget 2016 blev afsat honorarstøtte til koncerter på plejehjem.       

     

  6. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag til Folkevirke på ansøgningen om 10.000 kr. af 2017-puljen til arrangementet Kvindestemmer 2017 i Jazzhouse. Afslaget begrundes med, at honorar udgør en væsentlig del af det ansøgte beløb, og at arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt, når der tages entré.

     

  7. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give en kunstner tilsagn om 9.370 kr. af 2017-puljen til udstillingen Green Com-Oddities hos Danske Grafikere. Tilsagnet om støtte er med forbehold for, at lokaludvalget råder over en pulje i 2017. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 14.370 kr., da lokaludvalget ønsker at sprede anvendelsen af sine midler.

     

  8. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give en kunstner tilsagn om 3.347 kr. af 2016-puljen til projektet KLiPPENiNG i Det Grønlandske Hus i Løvstræde. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 8.347 kr.. På forslag fra Jan Baltzersen begrundes det med, at lokaludvalget ikke ønsker at give støtte til egen løn.

     

  9. Lokaludvalget godkendte indstillingen om at give afslag på Foreningen Til Havns ansøgning om 50.000 kr. af 2016- og 2017-puljerne til at udvikle projektet Til Havns som et offentligt tilgængeligt, lokalt forankret projekt. På forslag fra Bent Lohmann begrundes afslaget med, at lokaludvalget vurderer, at der endnu ikke er et tilstrækkeligt grundlag for projektet.
Til top