Mødedato: 10.11.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Status på Inderhavnsbroen

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal tage en status på forholdene ved Inderhavnsbroen til efterretning.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager en status på forholdene ved Inderhavnsbroen til efterretning. Se løsningsafsnittet.

Problemstilling

I mødet den 8. september 2016 besluttede lokaludvalget at foreslå Teknik- og Miljøforvaltningen en fælles besigtigelse af, hvordan Inderhavnsbroen bruges. Besigtigelsen fandt sted den 10. oktober 2016. Fra Indre By Lokaludvalg deltog Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Ole Bang og Dorthe Lindberg. Repræsentanter for Christianshavns Lokaludvalg deltog også.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager nedenstående opsamling på besigtigelsen til efterretning.

  • Havnegade/Nyhavn/Inderhavnsbroen:  Forvaltningen vil prøve at finde en anden udformning, fx med farvet markering for cyklister og evt. også for fodgængere. Fodgængerne foreslås ledt over de to fodgængerfelter, så de ikke befinder sig i cyklisternes krydsfelt. Evt. cykel-bump. Evt. rumlefelter. På Indre By-siden er der overordnet set behov for yderligere trafikale retningslinjer, så cyklister og gående ikke støder sammen og forårsager uheld for enden af broen eller blokerer for hinanden. Der opstår også farlige situationer i forbindelse med bilerne, der kommer rundt om hjørnet ved Havnegade.

  • Det bør være tydeligere, hvilken vej cyklister skal følge, når de skal til højre ad Havnegade, når de kommer ned ad broen mod Nyhavn. Cyklister, der kommer fra Nyhavn mod broen, skal stoppe ved hajtænderne. Der kan være grund til med en skiltning eller på anden måde at tilskynde til, at cyklisterne orienterer sig, inden de krydser Havnegade. Og der bør også være en skiltning eller allerbedst en hastighedsbegrænsning for biler, der passerer hjørnet ved Havnegade og Nyhavn

  • Inderhavnsbroen: Advarselsblinklys kan være svære at se og lydgiveren svær at høre (for cyklister med musik i ørerne). Det virkede som om især "rising-gaten" kan være svær at erkende, når den skal til at gå op.

  • Grønlandske Handels Plads: Det kan være vanskeligt for cyklister at komme fra stien i Strandgades forlængelse ud på stien mellem Inderhavnsbroen og Trangravsbroen. Sti-udmundingen på Strandgade er smal. Det er planlagt sådan for at få cyklister til at sænke farten. Der var delte meninger om, hvor stort et problem det er for cyklister at komme over på Strandgade-stien – mange cyklister orienterer sig i forhold til de parkerede biler og finder alternative veje hen til Strandgade – dvs. de bevæger sig uden om sti-udmundingen.

  • Trangravsbroen:  Der var ønske om opdeling af den nuværende fællessti på brobenet mod Islands Plads. Broens bredde er en af grundene til, at den ikke er opdelt for cyklister og fodgængere. Broen er for smal til opdeling.

  • Islands Plads ved Trangravsbroen:  Der har i sommer været problemer med udskænkning ved/på Lejerbos areal. Angiveligt var der en bevilling.

  • Bodenhoffs Plads 1, døren ud mod den smalle sti:  Det  føles ubehageligt/utrygt for beboerne at komme ud hér. Der var ønske om rumlestriber på hver side af døren med passende afstand til døren.

  • Bodenhoffs Plads 7-17:  Cyklister på fortovet. Det undersøges, om der kan sættes en svingbom op ved stiens udmunding i Bodenhoffs Plads. Der er beboerønske om, at der også opsættes en bom nede i modsatte ende, altså ved nr. 17. Dér er det dog svært med en bom at hindre cyklister i at køre op på fortovet pga lavt kantstensopspring. Der var ønske om, at der ses på cykelsti med savskårne brosten i det kommende Bodenhoffs Plads-projekt, da det bl.a. er brostenene, cyklisterne vil undgå.

  • Bodenhoffs Plads, Mobil Shawarma: Teknik- og Miljøforvaltningen har bekræftet, at de gerne må parkere på almindelige p-pladser og sælger deres madvarer.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen er ved at udarbejde et notat om, hvordan forvaltningen vil følge op på sagen. Når det foreligger, sender sekretariatet det til lokaludvalget. 

 

Beslutning

Til mødet forelå notat af 10. november 2016 fra Teknik- og Miljøforvaltningen om Inderhavnsbroen mv.

Lokaludvalget udsatte sagen. I lokaludvalgsmødet den 8. december 2016 vil lokaludvalget forholde sig til notatet.

Til top