Mødedato: 10.11.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Strategier og initiativer i forhold til nattelivet

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte mulige strategier og initiativer i forhold til nattelivet samt bemyndige formandskabet til at tage initiativer forhold til udkast til ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. og i forhold til ændring af kommunens restaurations- og nattelivsplanen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter mulige strategier og initiativer i forhold til nattelivet.
  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formandskabet til at tage initiativer forhold til udkast til ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. og i forhold til ændring af kommunens restaurations- og nattelivsplanen, fx foretræde for de stående udvalg i kommunen.

 

Problemstilling

Borgerpanelundersøgelsen om forholdene i Indre By, som lokaludvalget gennemførte i juni 2016, har bekræftet, at nattelivet er væsentligt problem for beboerne i Indre By, særligt i Middelalderbyen.

Kultur- og Fritidsudvalget har udsat behandlingen af et forslag fra Kultur- og Fritidsforvaltningen omen revideret restaurationsplan. Det vides ikke, hvornår udvalget genoptager sagen.

Kultur- og Fritidsudvalget har i sit møde den 3. november forholdt sig til et forslag om ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.. indre By lokaludvalg blev ikke hørt forinden og har derfor ikke haft borgerdialog om lovforslaget. Lokaludvalgsformand Bent Lohmann har  orienteret medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget om lokaludvalgets holdninger jf. en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 10. november 2016.

Bydelsplanen for Indre By skal omfatte nattelivsproblematikken.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har udsendt en ændret procesplan for godkendelse af restaurations- og nattelivsplanen.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter mulige strategier og initiativer i forhold til nattelivet i Indre By. I drøftelsen kan lokaludvalget bl.a. komme ind på:

  • Offentlig høring om potentialer og udfordringer med nattelivet.
  • Debatarrangement med politikere.
  • Dialog med politikere.
  • Dialog med de dele af kommunens og statens embedsværk, der arbejder med restaurationsplan og restaurationslovgivning, og over for politiet.
  • Gøre opmærksom på hvilke konsekvenser som de beslutninger på nattelivsområdet, der måtte blive truffet af kommunen har for omgivelserne, og sørge for at der bliver taget hånd om de problemer, de måtte give.
  • Dialog med organisationer, der repræsenterer interesser indenfor nattelivet.
  • Samarbejde med organisationer, der repræsenterer interesser, som skades af nattelivet, fx turismeinteresser.
  • Samling og styrkelse af de forskellige netværk i Indre By, der har nattelivsproblematikken som tema.
  • Mediestrategi og initiativer over for medierne, herunder at lokaludvalget er aktive i medierne, med lokaludvalgets synspunkter
  • Muligheder for holdningspåvirkning af de, der er gæster i nattelivet.
  • Være åben overfor nye kommunikationsformer, der kan bidrage til at opnå lokaludvalgets mål på nattelivsområdet. 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede mulige strategier og initiativer i forhold til nattelivet.
  2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Gunna Starck og Bent Lohmann om, at lokaludvalget holder et borgermøde i februar-marts 2017 om nattelivsproblematikken og inviterer Danske Restauranter og Cafeer samt beboerforeningerne i Middelalderbyen til at holde oplæg.
  3. Lokaludvalget udpegede Gunna Starck, Bent Lohmann, Steen Juhl Olesen, Ole Bang og Marianne Spang til at planlægge og gennemføre borgermødet i samarbejde med sekretariatet.
  4. Lokaludvalget afsatte 20.000 kr. af 2017-puljen til borgermødet.
  5. Lokaludvalget bemyndigede formandskabet til at tage initiativer i forhold til udkast til ændring af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. og i forhold til ændring af kommunens restaurations- og nattelivsplanen, fx foretræde for de stående udvalg i kommunen og relevante folketingsudvalg, for at fremme borgernes og de øvrige erhvervsdrivendes synspunkter på problemstillingerne i og omkring nattelivet.
Til top