Offentligt dialogmøde om kommunens kulturinstitutioner i Indre By
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg beslutter at holde et offentligt dialogmøde med Kultur- og Fritidsforvaltningens afdeling Historie og Kunst, der varetager drift og udvikling af kommunens kulturinstitutioner i Indre By: Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv, Nikolaj Kunsthal og Thorvaldsens Museum.
- at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 15.000 kr. til mødet. pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- at Indre By Lokaludvalg udpeger to tovholdere til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre dialogmødet.
Problemstilling
Som opfølgning på lokaludvalgets drøftelse af Københavns Kulturkvarter i møderne den 9. juni og 8. september 2016 har formandskabet holdt et møde med lederen af Kultur- og Fritidsforvaltningens afdeling Historie og Kunst. Dette med henblik på at få indsigt Københavns Kommunes rolle i og gevinst ved at deltage i Københavns Kulturkvarter-projekt samt med henblik på at få indsigt i afdelingens planer for Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv, Nikolaj Kunsthal og Thorvaldsens Museum. Historie og Kunst har ved et arrangement orienteret de omkringboende om planerne for Københavns Museum, der flytter til Stormgade. En bredere orientering om planerne for de fire kulturinstitutioner kunne have interesse for Indre Bys borgere. Borgerne vil samtidig få en orientering om status på Københavns Kulturkvarter-projektet. Mødet kan også ses i sammenhæng med bydelsplanprocessen i og med, at lokaludvalget kan forholde sig til Historie og Kunst planer i bydelsplanen.
Lokaludvalgsmødet den 13. oktober 2016
Lokaludvalget besluttede i mødet den 13. oktober 2016 at udsætte behandlingen af forslaget fra formanden om et offentligt dialogmøde med Historie og Kunst om Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv, Nikolaj Kunsthal og Thorvaldsens Museum. Lokaludvalget bad sekretariatet spørge Historie og Kunst om hensigten med borgerdialogen og om planerne for de fire kulturinstitutioner i Indre By, som afdelingen står for.
Løsning
Historie og Kunst
Historie og Kunst har svaret sekretariatet, at man på dialogmødet vil fortælle om, hvad der i disse år sker i de fire kommunale kulturinstitutioner og at man gerne modtager forslag, kommentarer og anden input til arbejdet og det kvarter, som institutionerne indgår i. Dog er der en række beslutninger, eksempelvis om fælles magasin og nyt museum, som er truffet og er under realisering.
Historie og Kunst henviser indstillingen til Kultur- og Fritidsudvalget den 3. november 2016 om Historie og Kunst. Heri nævnes nogle strategiske pejlemærker for de fire institutioners fremtidige arbejde. http://www.kk.dk/indhold/kultur-og-fritidsudvalgets-modemateriale/03112016/edoc-agenda/f2c1a8cc-e73e-4139-92bb-5925e2626547/5b00dd21-60cf-4212-a62f-2636a931d9af
Offentligt dialogmøde
Formanden foreslår, at lokaludvalget holder et offentligt dialogmøde med Historie og Kunst om planerne for Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv, Nikolaj Kunsthal og Thorvaldsens Museum med henblik på at sikre, at Kultur og Kunst får borgernes input til planerne samt forholder sig til de konsekvenser, planerne måtte have for .borgerne. Mødet kan holdes medio december 2016 som et julearrangement, hvor lokaludvalget slutter af med at ønske borgerne glædelig jul og godt nytår.
Økonomi
Lokaludvalget afsætter en ramme på 15.000 kr. til mødet. Der vil være udgifter til lokaleleje, annoncering og forplejning. pengene tages af puljen til borgerdialog aktiviteter.
Videre proces
Tovholderne planlægger og gennemfører dialogmødet i samarbejde med sekretariatet.
BILAG
Indstilling og referat til Kultur- og Fritidsudvalget den 3. november 2016 "Status for Historie & Kunst":
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at holde et offentligt dialogmøde med Kultur- og Fritidsforvaltningens afdeling Historie og Kunst, der varetager drift og udvikling af kommunens kulturinstitutioner i Indre By: Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv, Nikolaj Kunsthal og Thorvaldsens Museum.
- Lokaludvalget afsatte en ramme på 15.000 kr. til mødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- Lokaludvalget udpegede Anton Ørnbo Skovle og Kjeld A. Larsen til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre dialogmødet.
- Lokaludvalget bad formanden om en indstilling til lokaludvalgsmødet den 8. december 2016, om at lokaludvalget afholder et dialogmøde med de kulturinstiutioner, der får eller tidligere har fået støtte fra Københavns Kommune.