Opfølgning på kommunens budget for 2017
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter og eventuelt beslutter, hvordan lokaludvalget skal følge op på kommunens budget for 2016 for så vidt angår Indre By.
Problemstilling
Budgetaftalen for 2017 indeholder en lang række bydækkende initiativer, fx
-
Tilpasning af busnet 2019: For at skabe et sammenhængende kollektivt transportnet ifm. Cityringens åbning i 2019 er parterne enige om, at busserne skal tilpasses metrosystemet. I første omgang vil det strategiske busnet af primært A-busser blive tilpasset som en del af Movias Trafikplan 2016. Der afsættes 15,0 mio. kr. i samlet anlæg i 2017-2018 til mindre fysiske ændringer, der er nødvendige for at tilpasse det strategiske busnet. Parterne er enige om, at omlægningerne enkelte steder kan medføre nedlæggelse af p-pladser og vejtræer samt ændring af stoppestedsplaceringer.
-
Omlægning af busdrift til elbusser: Københavns Kommune har ambitioner om CO2-neutralitet, ren luft og lavere trafikstøj. Parterne er derfor enige om, at Økonomiforvaltningen i Movias kommende udbud af busdrift i København, så vidt muligt stil-ler krav om betjening med elbusser eller andre busser, der for så vidt angår nul-emission af CO2, markant lavere støj i byrummet og reduceret lokal luftforurening leverer samme positive effekter som elbusser. Kravene skal stilles til busser, der har driftsstart fra 2019 og herefter. Parterne noterer sig i den forbindelse, at etablering af ladeudstyr eller anden nødvendig infrastruktur, kan medføre nedlæggelse af et mindre antal parkeringspladser og vejtræer eller ekspropriation af mindre områder.
-
For at skærme byens borgere og virksomheder ønsker parterne at fortsætte tilsynet med det igangværende metrobyggeri. Parterne er derfor enige om at videreføre et døgnbemandet kommunalt miljøtilsyn på metrobyggepladser i 2017 og 2018. Der afsættes 4,0 mio. kr. i drift i 2017-2018 til døgnbemandet miljøtilsyn på metrobyggepladser. Parterne er enige om, at behovet for miljøtilsynet på metrobyggepladser evalueres i 2018 forud for for-handlingerne om budget 2019.
-
Øget renhold i byen: København skal være en ren by. Derfor er parterne enige om at afsætte midler til en pulje til øget renhold i byen, samt etablere sommerrenholdsteam med ungarbejdere, der samler skrald i parker, gader og andre steder i byen om sommeren. Parterne er enige om, at begge indsatser målrettes de steder i byen, hvor behovet for renhold er størst. Der afsættes 5,0 mio. kr. i drift i 2017-2018 til en pulje til øget renhold i byen og 0,7 mio. kr. i drift i 2017-2020 til sommerrenholdsteam med ungarbejdere.
-
Der afsættes 21,3 mio. kr. i samlet anlæg i 2017-2020 til bl.a. 600 cykelparkeringspladser i nærområdet til de kommende stationer på Metro Cityringen og til partnerskaber med private aktører om cykelparkering samt til en pulje til ca. 1.000 cykelparkeringspladser til at imødekomme lokale ønsker om cykelparkering.
-
Der afsættes 0,8 mio. kr. årligt i drift i 2017-2020 til øget bydækkende oprydning og indsamling af efterladte cykler.
-
Partnerskabstræer og flere træer i byen: Der afsættes 4,0 mio. kr. i samlet anlæg i 2017-2020 til en pulje til partnerskabstræer samt flere træer i byen.
-
Etablering og planlægning af 16 dagtilbudsgrupper og planlægning af 70 dagtilbudsgrupper:
Parterne er enige om, at der er behov for at sikre dagtilbudskapacitet til byens mange nye børn. Parterne er derfor enige om, at afsætte midler til etablering af 16 daginstitutionsgrupper samt planlægning af 70 grupper fordelt over hele byen.
-
Renovering af 17 legepladser: Flere legepladser på byens skoler og institutioner har behov for renovering. Parterne er derfor enige om, at afsætte midler til akut renovering og sikring af legearealer på byens skoler og institutioner. Der afsættes: 7,1 mio. kr. i anlæg i 2017 til renovering af 17 legepladser på byens skoler og institutioner.
-
Tiltag på handicapområdet: Parterne er enige om at afsætte midler til initiativer målrettet borgere med handicap, herunder kompensation for det stigende støttebehov for borgere med handicap, bedre tilgængelighed for færdselshandicappe-de og en udvidelse af kørselsordningen til borgere med synshandicap. Der afsættes : bl.a. 2,5 mio. kr. i samlet anlæg i 2016-2017 til kortlægning af tilgængelighed for færdselshandicappede i 10 bydele.
-
Parterne er enige om, at videreføre aktiviteterne i Sikker By programmet. Der afsættes bl.a.
0,3 mio. kr. i servicemåltal til akutpuljerne under Sikker By, hvilket giver mulighed for at sætte hurtigt ind med ekstraordinære indsatser i situationer, samt 1,3 mio. kr. i drift i 2017-2020 til projekt Din Betjent, som styrker samarbejdet mellem politi og kommunale medarbejdere samt igangsætte kriminalitetsforebyggende kampagner.
-
Erhvervs- og vækstpakke: For yderligere at styrke kommunens fortsatte erhvervs- og vækstindsats er parterne enige om at iværksæt-te en række tiltag målrettet byens virksomheder og strategiske vækstpotentiale.
Der afsættes 1,1 mio. kr. i drift i 2017-2019 i tilskud til etablering af C40 kontor i København, 0,7 mio. kr. i drift i 2017-2020 til fortsat medlemskab af STRING-samarbejdet, 0,5 mio. kr. i drift i 2017-2018 til at understøtte indsatsen for København som nordisk Fintech Centrum, - 0,8 mio. kr. i drift i 2017-2020 til klyngeindsatserne inden for det grønne og sunde område gennem CLEAN og Copenhagen Healthtech Cluster og 1,6 mio. kr. i drift i 2017-2020 til at fjerne ventelister på StartHer iværksætterkurser og nye erhvervsfremmetilbud til små og mellemstore virksomheder. Parterne er enige om, at Københavns Kommunes erhvervsforum skal udarbejde relevante forslag til at fremme vækst og grøn omstilling frem mod overførselssagen og budget 2018.
-
Bortfald af erhvervsgebyrer: For at gøre det lettere og billigere at drive virksomhed i København og fremme bylivet, er parterne enige om at afsætte midler til at videreføre afgiftsfritagelse på en række bylivsaktiviteter på offentlig vej. Der afsættes 1,5 mio. kr. i drift i 2017-2020 til mobilt gadesalg, 0,1 mio. kr. i drift i 2017-2020 til filmoptagelser, 1,6 mio. kr. i drift i 2017 og 8,4 mio. kr. i 2018-2020 til vareudstillinger, 12,8 mio. kr. i drift i 2018-2020 til udeservering, 2,9 mio. kr. i drift i 2018-2020 til faste stadepladser og 0,1 mio. kr. i drift i 2017-2020 til værkstedsgebyr
-
Styrket turistindsats: Parterne er enige om at styrke Københavns status som kongres- og turistby. Der afsættes 1,0 mio. kr. i drift i 2017-2020 i en pulje til at tiltrække kongresser.0,6 mio. kr. i drift i 2017-2020 til en mobil løsning til modtagelse af krydstogtsgæster, større kon-gresser og lignende og 2,0 mio. kr. i anlæg i 2017 til indkøb af udstyr og målrettet informationsmateriale. Parterne er enige om, at kongrespuljen forankres i den eksisterende turismestyregruppe på tværs af forvaltningerne med deltagelse af Wonderful Copenhagen. Økonomiforvaltningen administrerer puljen. Det er en forudsætning, at de offentlige midler til puljen modsvares af et tilsvarende beløb fra private parter, herunder Copenhagen Malmø Port og Copenhagen Cruise Network. Midlerne til den mobile turistinformation forankres i Kultur- og Fritidsforvaltningen og udmøntes i samar-bejde med Økonomiforvaltningen, som varetager kommunens medlemskab af krydstogtnetværket.
-
København som international mode og designby: Under hensyntagen til indgået aftale er parterne enige om at afsætte 3,6 mio. kr. i drift i 2017-2018 til udvikling af København som international modeby og 0,5 mio. kr. i drift i 2017-2018 til udvikling af København som international designby.
-
Afskaffelsen af begrænsningen for erhvervsparkeringslicenser: Parterne er enige om at forbedre vilkårene for erhvervslivet og afskaffe begrænsningen på antallet af er-hvervsparkeringslicenser pr. virksomhed.
-
Lokalforankret beskæftigelsesindsats: Parterne er enige om fortsat at afsætte midler til lokalforankret beskæftigelsesindsats. Der afsættes 7,0 mio. kr. i overførsler i 2017 til den lokalforankrede beskæftigelsesindsats.
-
Festivalpulje: Der ønskes en styrkelse af København som international metropol gennem festivaler og events i byen. Parterne er enige om at afsætte midler til en festivalpulje til Copenhagen Cooking & Food Festival, Fonden de Københavnske Filmfestivaler, Copenhagen Food Forum og Copenhagen Meeting. Der afsættes 5,0 mio. kr. i drift i 2017-2020 til festivalpuljen, hvor Kultur- og Fritidsudvalget vil prioritere tilskuddet til hvert projekt.
Derudover nævnes følgende tiltag, som i hovedsagen angår Indre By Lokaludvalgs område:
-
Følgeanlæg til ny cykel- gangbro ved Vester Voldgade: Der afsættes 12,2 mio. kr. i samlet anlæg i 2017-2018 til bl.a. udvidelse og etablering af cykelbaner og -stier på Ny Kongensgade og etablering af to manglende stykker cykelsti ved Jarmers Plads.
-
2,5 mio. kr. i drift i 2017-2020 til tilpasning af renhold på Ny Nørreport og Israels Plads og
2,4 mio. kr. i drift i 2017-2020 til drift af toilet med opsyn på Ny Nørreport.
-
I budget 2016 blev det besluttet at flytte Nyboder Skoles taleklasserække til Langelinieskolen, så der blev plads til at udvide Nyboder Skole til tre spor med Fremtidens Fritidstilbud. I overførselssagen 2015/16 blev der afsat 1,7 mio. kr. til indledende undersøgelser af de kapacitetsmæssige udfordringer mv. på skolerne i Indre By. Det vurderes nu, at det er muligt at udvide Nyboder Skole med et spor og fritidstilbud, og parter-ne er derfor enige om at afsætte resterende midler til planlægningsbevilling. Der afsættes 2,5 mio. kr. i samlet anlæg i 2016-2017 til planlægningsbevilling til Nyboder Skole. Derudover anvendes ligeledes resterende midler fra de indledende undersøgelser. Parterne er enige om, at finansieringen af anlægsprojektet kan indgå i forhandlingerne om budget 2018 og sammentænkes med helhedsrenoveringen.
-
For at sikre et stærkt samarbejde om det enkelte barn er den fremtidige fritidsstruktur i København udformet, så hvert fritidstilbud er tilknyttet én skole. For at understøtte, at skoler og fritidstilbud kan få glæde af hinandens faciliteter, er parterne enige om at investere i fritidsområdets fysiske rammer og faciliteter og i en række tilfælde flytte fritidstilbud tættere på skolerne. Parterne er enige om, at Fremtidens Fritidstilbud etableres på bl.a. Sølvgades Skole. Derudover indgår Fremtidens Fritidstilbud på bl.a. Nyboder Skole i budget 2017 eller med planlægningsbevillinger med henblik på at indgå i budget 2018 og 2019 i forbindelse med større anlægsprojekter.
-
Der afsættes 21,3 mio. kr. i samlet anlæg i 2017-2020 til projekter til cykelparkeringspladser, bl.a. til en foranalyse af cykelparkeringsanlæg i konstruktion i Indre By.
-
Parterne enige om at investere i bedre cykelforhold for københavnerne. Der afsættes bl.a.
21,4 mio. kr. i samlet anlæg i 2017-2020 til bedre fremkommeligheden for cyklister i Vendersgade og 0,1 mio. kr. i drift i 2019, 0,2 mio. kr. i 2020 og 0,4 mio. kr. i 2021 og frem til drift og vedligehold af cykelløsningen i Vendersgade.
-
Parkeringsforhold for turistbusser: Parterne er enige om, at terrorsikringen af Christiansborg giver udfordringer for turistbusserne, idet turistbusserne ikke længere kan holde ved Christiansborg. Herudover er det vanskeligt for busserne at parkere i Toldbodgade. Parterne forpligter sig derfor til, at finde alternative holdepladser for turistbusserne, således at turister, der ankommer med turistbusser, kan se både Christiansborg og Amalienborg.
-
0,8 mio. kr. i anlæg i 2017 til opsætning af motionsredskaber langs løberuten ved Søerne, som er anvendelige for seniorer.
-
1,2 mio. kr. i anlæg i 2017 til plantning af blomster i midter- og siderabatter langs boulevarder og større indfaldsveje samt på Højbro Plads og Nørreport.
-
Parterne er enige om at udmønte puljen til genopretning af byens veje-baner, cykelstier, fortove, afvanding, broer og signalanlæg. Vedligeholdelsesindsatsen skal genoprette forholdene på strækningerne til oprindelig standard. På de strækninger, hvor der i dag er begrænset fremkommelighed for borgere med mobilitetshandicap, skal genopretningen sikre hensigtsmæssige forhold for denne gruppe. Der afsættes bl.a. 14,4 mio. kr. i anlæg i 2017 til genopretning af Frue Plads og 11,5 mio. kr. i anlæg i 2017 til genopretning af Ved Vesterport.
.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og eventuelt beslutter, hvordan lokaludvalget skal følge op på Budget 2017. Drøftelsen kan deles op i to:
- Bydækkende tiltag, som også angår Indre By Lokaludvalgs område.
- Tiltag, der i hovedsagen angår Indre By Lokaludvalgs område.
Økonomi
Afhænger af drøftelsen.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
BILAG
1. Budget 2017 - aftaletekst (ikke på papir)
http://www.kk.dk/sites/default/files/uploaded-files/aftale_om_budget_2017_koebenhavns_kommune.pdf
2. Budget 2017 - faktaark
http://www.kk.dk/sites/default/files/uploaded-files/budget17_faktaark.pdf
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede, hvordan lokaludvalget skal følge op på kommunens budget for 2017 for så vidt angår Indre By.
- På forslag fra Bent Lohmann inviterer lokaludvalget de forskellige forvaltninger til møder om, hvordan lokaludvalget kan indgå i udmøntning af de dele af budgettet, der angår Indre By
- Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen og Jan Baltzersen til at planlægge og gennemføre møderne med forvaltningerne.