Mødedato: 10.10.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Video som kommunikationsplatform for lokaludvalget

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter video som en kommunikationsplatform til at synliggøre og formidle lokaludvalgets arbejde, jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Lokaludvalgsmedlem Niels Kongshaug har foreslået, at lokaludvalget betaler for en professionel video, der synliggør og fremmer det arbejde, som er udført i forbindelse med Stokhusbroprojektet og debatvognsarrangementet den 27. august 2024 på Sankt Pauls Plads om lokaludvalgets forslag om at genetablere Stokhusbroen.

Niels Kongshaug har svaret på to spørgsmål fra sekretariatet:

1. Hvad får lokaludvalget for betalingen?

Niels Kongshaug: "Lokaludvalget får en professionel video, der synliggør og fremmer det arbejde, som er udført i forbindelse med broprojektet og det afholdte borgermøde. Her blev en model af broen bygget, og processen dokumenteres visuelt, hvilket skaber en stærkere og mere engagerende formidling end skriftlige materialer alene."

2. Det som lokaludvalget måtte få: Hvad skal lokaludvalget bruge det til?

Niels Kongshaug: "Videoen vil effektivt kommunikere Lokaludvalgets rolle i projektet, vise hvor broen skal være, og forklare, hvilken betydning den vil have for lokalområdet. Den kan bruges på sociale medier, fremme presseomtale, eksempelvis på TV2 Kosmopol og diverse webnyheder, og dermed nå bredere ud til offentligheden og interessenter."

Niels Kongshaug skriver videre: "Hvis Lokaludvalget er interesseret i at man forstår projekter bedre, vil Anders gerne tilbyde at gentage denne formidlingsform ved at filme og producere lignende videoer om aktuelle sager, eksempelvis én gang om måneden. Dette vil være en effektiv måde at synliggøre og formidle det store arbejde, som Lokaludvalget udfører, og kan hjælpe med at skabe større opmærksomhed, forståelse og engagement omkring udvalgte projekter."

Lokaludvalgets Facebookside og Instagramside

Sekretariatet vedligeholder og udvikler lokaludvalgets Facebookside og Instagramside. Det sker bl.a. med filmklip om Indre By samt om sager og aktiviteter, der relaterer sig til lokaludvalgets fokusområder. Lokale beboere og andre med interesse for Indre By, bl.a. medierne, er målgruppe for Facebooksiden og Instagramsiden.

Løsning

Lokaludvalget drøfter forslaget fra Niels Kongshaug om at få et firma til mod betaling at filme og producere videoer om aktuelle sager, eksempelvis én gang om måneden, der skal synliggøre og formidle lokaludvalgets arbejde.

Hvis der i lokaludvalget er stemning for dette, får lokaludvalget i et kommende lokaludvalgsmøde en indstilling om at justere lokaludvalgets kommunikationsplan og en indstilling om hvilke(t) firma(er), lokaludvalget kan købe ydelsen af.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

Sagen blev ikke behandlet.
Til top