Opfølgning på lokaludvalgets debatvognsarrangement om Stokhusbroen
Tidligere beslutninger
Sagen var på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 12. september 2024, men blev ikke behandlet.
Sagsfremstillingen nedenfor er ændret.
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg tager resultaterne af lokaludvalgets spørgeskemaundersøgelse om forslaget om genetablering af Stokhusbroen til efterretning. Se bilaget.
- at Indre By Lokaludvalg tager forperson Bent Lohmanns brev den 30. august 2024 til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om genetablering af Stokhusbroen til efterretning. Se bilaget.
- at Indre By Lokaludvalg evaluerer lokaludvalgets debatvognsarrangement om Stokhusbroen den 27. august 2024 på Sankt Pauls Plads.
Problemstilling
I mødet den 14. marts 2024 besluttede lokaludvalget at stå for borgerdialog om lokaludvalgets forslag om genetablering af Stokhusbroen mellem Østre Anlæg og Øster Voldgade ved Stokhusgade.
Lokaludvalget udpegede lokaludvalgsmedlemmerne Lean Milo, Gunna Starck, Niels Kongshaug og Anton Skovle til tovholdere for det videre arbejde med proces og borgerdialog sammen med sekretariatet.
Lokaludvalget afsatte en ramme på 25.000 kr. til borgerdialogen.
Løsning
Debatvognsarrangementet og spørgeskema
Omkring 100 personer lagde vejen forbi Sankt Pauls Plads debatvognsarrangementet den 27. august 2024, hvor lokaludvalget bød på is, kaffe og en snak om genetableringen af Stokhusbroen.
I forbindelse med arrangementet havde København K-Spejderne konstrueret en selvbærende bro ud fra Leonardo da Vincis principper som blikfang til arrangementet.
Deltagerne i arrangementet kunne udfylde et spørgeskema om deres holdning til Stokhusbroens genetablering. For dem, der ikke kunne deltage på dagen, har det været muligt at udfylde spørgeskemaet online. Lokaludvalget modtog 356 udfyldte spørgeskemaer.
Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen viser en stor opbakning til en genetablering af Stokhusbroen.
Input til budgetforhandlingerne
Efter aftale med tovholdergruppen sendte forperson Bent Lohmann den 30. august 2024 resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget som input til forhandlingerne om kommunens budget for 2025, der startede samme dag. I forhandlingerne indgår så vidt vides et budgetnotat om en foranalyse vedr. genetablering af Stokhusbroen.
Planlægningen af borgerdialogen
Tovholdergruppen havde et indledende møde med sekretariatet om, hvordan borgerdialogen om Stokhusbroen skulle gribes an. Derudover er planlægningen foregået med mails mellem tovholderne og sekretariatet.
I bilaget ses sekretariatets projektbeskrivelse. Beskrivelsen er er baseret på aftalerne, som tovholdergruppen indgik undervejs i processen.
Status på forslaget om genetablering af Stokhusbroen
Den 7. februar 2024 skrev teknik- og miljøborgmester Line Barfod, at Teknik- og Miljøudvalget vil drøfte lokaludvalgenes budgetønsker i sit budgetseminar den 10. juni 2024 og som udvalg beslutte, hvilke de vil henvise til forhandlingerne om Budget 2025.
Teknik- og Miljøudvalget bad derfor om lokaludvalgenes ønsker. Teknik- og Miljøudvalget opfordrede til, at hvert lokaludvalg prioriterer de 2-3 budgetønsker, der er vigtigst for dem og deres lokalområde.
I mødet den 14. marts 2024 besluttede lokaludvalget følgende ønsker i prioriteret rækkefølge:
- Bevarende lokalplaner
- Etablering af turistbusholdepladser på Nørre Voldgade og Øster Voldgade
- Forundersøgelse af muligheden for at genopføre Stokhusbroen.
Sekretariatet modtog den 5. april 2024 Teknik- og Miljøforvaltningens input til lokaludvalgets budgetønsker. Teknik- og Miljøforvaltningen skrev om Stokhusbroen:
"Der har ikke tidligere været gennemført en tilstrækkeligt grundig forundersøgelse af, hvor store omlægninger af gaderummet, der er nødvendigt. Forvaltningen vurderer derfor, at det vil være nødvendigt med en forudgående forundersøgelse og herunder prissætning.
Økonomisk estimat: Omkostningerne ved en foranalyse estimeres til ca. 0,5 – 1,0 mio. kr. i anlæg."
I mødet den 11. april 2024 besluttede lokaludvalget, at meddele Teknik- og Miljøforvaltningen, at lokaludvalgets endelige ønsker til Budget 2025 på Teknik- og Miljøudvalgets område i prioriteret rækkefølge er:
- Bevarende lokalplaner
- Etablering af turistbusholdepladser på Nørre Voldgade og Øster Voldgade
- Forundersøgelse af muligheden for at genopføre Stokhusbroen.
Den 14. juni 2024 oplyste Teknik- og Miljøforvaltningen, at der udarbejdes budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2025 om genopførsel af Stokhusbroen. Det blev oplyst, at budgetnotater bl.a. udarbejdes på baggrund af prioriteringer i Teknik- og Miljøudvalget på deres budgetseminar den 10. juni 2024 og på baggrund af politiske bestillinger.
Stokhusbroen var ikke med i den politiske aftale om Budget 2025, der blev offentliggjort den 9. september 2024.
Økonomi
Lokaludvalget afsatte en ramme på 25.000 kr. til borgerdialogen om Stokhusbroen. I sekretariatets budgetbeskrivelse ses budgettet for borgerdialogen.
Videre proces
Lokaludvalget kan fremsætte ønsket om en foranalyse af genetablering af Stokhusbroen igen.
Det forventes, at lokaludvalget i sit møde den 14. november 2024 skal beslutte ønsker til Overførselssagen 2024/2025.
I første halvår af 2025 vil der være et forløb, hvor lokaludvalget skal melde budgetønsker ind på Teknik- og Miljøudvalgets område med henblik på kvalificering, så de kan indgå i Teknik- og Miljøudvalgets prioritering af ønsker til Budget 2026.
Beslutning
- Lokaludvalget tog resultaterne af lokaludvalgets spørgeskemaundersøgelse om forslaget om genetablering af Stokhusbroen til efterretning.
- Lokaludvalget tog forperson Bent Lohmanns brev den 30. august 2024 til Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget om genetablering af Stokhusbroen til efterretning.
- Lokaludvalget evaluerede lokaludvalgets debatvognsarrangement om Stokhusbroen den 27. august 2024 på Sankt Pauls Plads. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer:
- Det var et godt arrangement.
- Forarbejdet var dårligt. Der blev holdt ét møde. Derudover foregik forberedelsen af arrangementet på mail mellem tovholderne og sekretariatet. Sekretariatet overtog planlægningen.
- Sekretariatets rolle ved sådanne arrangementer skal afklares.
- Tovholdergrupper bag sådanne arrangementer skal fungere på en anden måde. Det skal stå klart, hvilken indsats man kan regne med fra de enkelte tovholdere.
- Forberedelsen af arrangementet flød. Det stod ikke klart, hvad der blev brugt penge til. Tovholderne havde ikke indflydelse på det.
- Der kunne være gjort mere for at få flere til at svare på spørgeskemaet.
- Der skal være en økonomisk ramme for sådanne arrangementer. Der skal være et mandat, hvis der er behov for en overskridelse af rammen.
- Tovholderne kunne selv have omdelt flyers om arrangementet.
- Niels Kongshaug tilkendegav, at han indkalder Anton Skovle og Lean Milo til et møde om forberedelse af et borgermøde om Nyboder.