Åben spørgetid
Beslutning
Fridtjof Nansens Plads
Med henvisning til til punkt 8 på dagsordenen om et bylivsgadeprojekt for Fridtjof Nansens Plads foreslog en borger, at eventuelle bænke og borde på pladsen samles, hvor solen er. Derudover foreslog han, at man markerer det gamle fæstningsanlæg med et informationsskilt.
Bent Lohmann svarede, at forslaget om bænke og borde er i tråd med bylivsgadeprojektet.
Dantes Plads
Med henvisning til byggetilladelsen til at anlægge en parkeringskælder under Dantes Plads spurgte en borger, om lokaludvalget har eksempler på, at en indsigelse kan stoppe et projekt. Hun foreslog, at lokaludvalget fører statistik med, hvordan indsigelser og høringssvar ændrer på resultatet af projekter, der er sendt i høring.
Bent Lohmann svarede, at lokaludvalget kvalificerer de politiske beslutninger med sine høringssvar. Endvidere, at lokaludvalgets forslag om at flytte kanalrundfarterne fra Nyhavn til Børsgraven nu er blevet taget op politisk, efter at lokaludvalget har stillet forslaget igennem flere år. Han gav udtryk for, at lokaludvalget skal stille spørgsmål til Teknik- og Miljøforvaltningen om forløbet, der førte til byggetilladelsen.
Gunna Starck svarede, at det et dilemma. På den ene side gør høringssvar ingen forskel. På den anden side bør man tilkendegive sine holdninger. Dertil kommer, at der kan forekomme modsatrettede indsigelser. Hun gav udtryk for, at det på seneste har vist sig at være muligt at ændre på projekter mv. med høringssvar.
Jette Ingerslev svarede, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke har overblik over, hvem de har partshørt og hvem de har hørt, inden forvaltningen gav byggetilladelsen. Definitionen af "part" er usikker.
Niels Kongshaug orienterede om en altansag i St. Kongensgade, hvor spørgsmålet om hvem, der er part, gav anledning til undren.
Kjeld A. Larsen foreslog, at lokaludvalget udtrykker sin utilfredshed over forløbet om byggetilladelsen til parkeringsanlægget under Dantes Plads.
Hans-Henrik T. Ohlsen gav udtryk for, at kommunen forpassede en mulighed for at købe Dantes Plads tilbage.
Sven Perdrup foreslog borgeren, at hun til stadighed holder øje med, om bygherren og entreprenøren overholder byggetilladelsen.
Copyright på fotos
Kren Nielsen advarede de små foreninger om ikke at bruge fotos fra eksterne på deres hjemmeside. Et firma har opkrævet hans forening et gebyr for at bruge et foto med ophavsret.
Udeservering i St. Regnegade
Kren Nielsen oplyste, at Teknik- og Miljøudvalget har givet afslag på Café Dan Turèlls ansøgning om udeservering på en nyetableret fortovsudvidelse, men at cafeen alligevel har etableret udeservering. Det er et eksempel på, at kommunen ikke fører kontrol med udeserveringer. Han gav udtryk for, at der er behov for cykelstativer ved cafeen.