Meddelelser
Beslutning
Lysreklame på toppen af ejendommen på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé
Bent Lohmann oplyste, at flere beboere i Vester Søgade og Nørre Søgade har henvendt sig til lokaludvalget om en ny, levende lysreklame på toppen af bygningen, der ligger på hjørnet af Åboulevard og Rosenørns Allé. På fotos kan man se, at lyset fra reklametavlen er meget stærkt.
På baggrund af henvendelserne er Teknik- og Miljøforvaltningen blevet spurgt, om der er søgt og givet tilladelse. I givet fald på hvilke vilkår og hvornår, tilladelsen er givet.
Forslag om pladsdannelse i Østbanegade ved Østerport st.
Bent Lohmann oplyste, at borgere har henvendt sig til lokaludvalget med et forslag om en pladsdannelse i Østbanegade ved Østerport st. med træer og blomsterbede samt med gå- og cykelsti. I forslaget indgår en lukning af Østbanegade. Borgerne kan skaffe finansiering til projektet.
Teknik- og Miljøforvaltningen har oplyst, at der er behov for en trafikanalyse, så de trafikale konsekvenser kan analyseres, men det har forvaltningen ikke økonomi til. Teknik- og Miljøforvaltningen har desuden meddelt, at man kun går videre med forslaget, hvis pladsdannelsen og evt. lukning af Østbanegade er et generelt ønske i kvarteret.
Bent Lohmann oplyste, at han derfor har bedt borgerne om oplysning
-
om i hvilken grad der er opbakning til forslaget i kvarteret
-
om finansieringen, som forslagsstillerne kan skaffe, også omfatter trafikanalysen - også selv om trafikanalysen måtte vise, at forslaget ikke kan gennemføres.
-
om hvordan pladsdannelsen tænkes afgrænset.
Lokaludvalget bad ham sætte forslaget på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 14. november 2019.
Offentlig nabomøde i Laksegade-kvarteret
Bent Lohmann oplyste, at lokaludvalget er vært for et offentligt møde den 24. oktober 2019 kl. 19.30 i Magasin for beboere i områderne omkring Bremerholm og Nikolaj Plads. Mødet skal give beboerne mulighed for at danne netværk. Desuden skal mødet give beboerne mulighed for at komme med bud på, hvordan kvarteret kan blive bedre at bo i under de givne vilkår som fx, at Danske Banks hovedkvarter skal bruges til noget andet om nogle år.
Bent Lohmann oplyste videre, at som forberedelse af mødet har han spurgt Teknik- og Miljøforvaltningen om,
-
hvordan vareaflæsning i Vingårdstræde til Magasin skal foregå når byggeriet, der er blevet mulig med vedtagelsen af lokalplan Laksegade Øst, er taget i brug.
-
hvordan vareaflæsningen skal foregå i byggefasen.
Møde mellem lokaludvalget og teknik- og miljøborgmesteren
Bent Lohmann oplyste, at sekretariatet sender temaer, problemstillinger og spørgsmål fra lokaludvalget til borgmesterens sekretariat den 14. oktober 2019, så borgmesterens sekretariat kan forberede mødet mellem lokaludvalget og teknik-og miljøborgmesteren den 30. oktober kl. 17. Mødet med borgmesteren foregår i Miljøpunktet, Regnbuepladsen 7.
Altaner
Bent Lohmann oplyste, at der i Nansensgade er opsat altaner mod gaden, som tager lys fra underboens lejlighed.
Lokaludvalget bad ham skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen om det konkrete problem og om hvordan ansøgninger om altaner på ejendomme i Indre By behandles, herunder om hvordan ansøgningerne vurderes i forhold til arkitektur og i forhold til forvaltningens politik om byliv i byrummene. Når forvaltningen har svaret, drøfter lokaludvalget altaner i Indre By.
Strategi for anvendelse af havnen
Ole Bang orienterede om By & Havns seminar den 5. oktober 2019 om, hvordan man skaber en god havnekultur. Seminaret havde været godt og mange relevante interessenter deltog. Det følges op med en konference om ca. et halvt år.
Ole Bang foreslog, at lokaludvalget møder talstærkt op til By & Havns arrangementer om anvendelsen af havnen og gør Indre Bys synspunkter gældende.
Det lokale miljøarbejde
Marietta Bonnet oplyste, at Miljøpunkt Indre By & Christianshavn deltager i Kulturnatten den 11. oktober 2019 kl. 15-22.