Mødedato: 10.10.2013, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Dispensation til placering af restaurantskib i Havnegade - høringssvar

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om dispensation fra lokalplan nr. 428, ”Havnegade”, til placering af restaurantskib ”Viva” i Havnegade.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om dispensation fra lokalplan nr. 428, ”Havnegade” til placering af restaurantskib ”Viva” i Havnegade, som fremgår af løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg godkender, at lokaludvalget afholder borgerdialog om dispensationssagen den 22. oktober 2013 kl. 15.30-17.30 med Debatvogn ved Havnegade.  
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger minimum to tovholdere på debatvognsarrangementet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget en ansøgning om tilladelse til at flytte restaurantskibet ”Viva” fra sin nuværende placering til kajplads 143 ud for Havnegade 49. Skibet ligger i dag på den anden side af havnen ved Langebro på kajplads 570 ud for Langebrogade 2.

Da den pågældende kajplads midlertidigt skal anvendes af fiskefartøjet ”Jammerbugt”, skal ”Viva” ligge ud for Cort Adelers Gade/
Havnegade 43 på den anden side af Custom House, indtil broen over Inderhavnen er færdigt og ”Jammerbugt” kan flytte til sin permanente
placering tættere på broen.

Ifølge lokalplanens § 3, stk. 2, må kajen ikke anvendes til permanent oplæg af skibe. Det ansøgte overholder ikke denne bestemmelse.

Restaurantskibet ”Viva” ligger efter det oplyste inden for kommuneplanens rammer for husbåde langs Havnegade med hensyn til størrelse, højde, etageareal m.v.

Det er forvaltningens vurdering, at ”Viva” vil være et positivt tilskud til havneparken langs Havnegade, hvilket er i overensstemmelse med lokalplanens formål og anvendelsesbestemmelsen.Forvaltningen kan således anbefale en dispensation for en periode på i alt 3 år til placering af restaurantskibet ”Viva” i Havnegade ved kajplads 143 ud for Havnegade 49 og midlertidig ud for Cort Adelers Gade/Havnegade 43, indtil anlægsarbejderne i forbindelse med etablering af broen over Inderhavnen er afsluttet. Dispensationen vil blive givet på betingelse af, at restaurationsvirksomheden ikke giver anledning til mere end ubetydelig forurening (støj) i forhold til naboerne.

Forvaltningen har sendt sagen i naboorientering med svarfrist den 30. oktober 2013.

Løsning

Formandskabet foreslår, at lokaludvalget drøfter sagen med borgerne i forbindelse med et debatvognsarrangement den 22. oktober 2013 ved Havnegade om lokalplansagen "Nyhavn og gammelholm", jf. en anden sag på dagsordenen den 10. oktober 2013. Formandskabet foreslår desuden, at lokaludvalget sender følgende til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget:


"Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt en sag om en dispensation for en periode på i alt 3 år til placering af restaurantskibet
”Viva” i Havnegade ved kajplads 143 ud for Havnegade 49 og midlertidig ud for Cort Adelers Gade/Havnegade 43, indtil anlægsarbejderne
i forbindelse med etablering af broen over Inderhavnen er afsluttet i naboorientering.

Borgerdialog
Indre By Lokaludvalg har med annoncer i Cityavisen gjort opmærksom på sagen og muligheden for at kommentere den på lokaludvalgets hjemmeside. XX har benyttet sig af muligheden. Kommentarerne er vedlagt.

Derudover har lokaludvalget afholdt borgerdialog med et arrangement tirsdag d. 22. oktober kl. 15.30-17.30, hvor lokaludvalget var på gaden med Debatvognen ved Havnegade. Her bad lokaludvalget om de forbipasserende borgere og brugeres holdning i form af et spørgeskema.

Hovedpointerne fra borgerdialogen er:
XXX
De samlede resultater af spørgeskemaundersøgelsen vedlagt.

Lokaludvalgets holdning
Lokaludvalget er uforstående over for, at forvaltningen påtænker at give den ønskede dispensation, da den må formodes at blive omstødt af Naturklagenævnet på linje med nævnets omstødelse af kommunens dispensation til fiskemarked på samme kajstrækning. 

Lokaludvalget undrer sig også over, at der i naboorienteringen ikke omtales konkrete støjgrænser for restuarantskibet. I god tid inden svarfristen bør forvaltningen således orientere naboerne om støjgrænserne og om, hvordan de håndhæves.

Lokaludvalget mener, at det er vigtigt, at der stilles krav om, at husbåde ved Havnegade skal passe ind i omgivelserne, og at de maksimalt må være op til første sals højde. Det er vigtigt, at husbådene ikke dominerer byrummet for meget, og dermed tager fokus fra den smukke havnepromenade.

Lokaludvalget ønsker, at der kun gives tilladelse til skibe og husbåde, som bidrager positivt til bydelens udtryk og hverdagsliv. Eksempelvis restaurationsbåde, som kun skaber liv i de sene aftentimer og om natten, og som derudover kan være kilde til støjgener for beboerne, skal ikke have mulighed for at lægge til langs Havnegade. 

Det er desuden lokaludvalgets holdning, at et af kendetegnene ved Gammelholm, gade- og karrestrukturen med de lange kig fra by til vand, bevares, og ikke hindres af husbåde eller skibe. En placering af "Viva" ud for Havnegade 49 og midlertidigt ud for Cort Adelers Gade/Havnegade 43 vi hindre sådanne kig.

Samlet set er lokaludvalget derfor imod, at der dispenseres som ønsket af ansøgeren.

Skulle forvaltningen alligevel give en dispensation, forventer lokaludvalget,
  • at forvaltningen håndhæver betingelsen, der måtte være i dispensationen om, at restaurationsvirksomheden ikke giver anledning til mere end ubetydelig forurening (støj) i forhold til naboerne.
  • at kajkanterne og bolværket holdes frit fra f.eks. udeservering, så der er offentlig adgang helt ud til vandet. 

Økonomi

I to andre sager på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 10. oktober 2013 er det foreslået, at lokaludvalget afsætter 12.000 kr. til et debatvognsarrangement ved Havnegade den 22. oktober, som primært skal dreje sig lokalplansagen "Nyhavn og Gammelholm".

Videre proces

Sekretariatet planlægger i samarbejde med tovholderne debatvognsarrangementet. Når arrangementet er afholdt, skriver sekretariatet i samarbejde med formanden resultaterne af borgerdialogen ind i høringssvaret og sender det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

  1. Ole Bang og Ole Benny Nielsen stillede ændringsforslag om, at det af høringssvaret klart skal fremgå, at lokaludvalget er imod permanent oplæg af husbåde og skibe langs Havnegade-promenaden

    Peter Raben stillede ændringsforslag om, at lokaludvalget i høringssvaret tilkendegiver, at lokaludvalget er åben over for midlertidige tilladelser af kortere varighed til oplæg af husbåde og skibe langs Havnegade-promenaden, men at man er imod tilladelser til udendørsserveringer langs bolværket.

    Med de stillede ændringsforslag godkendte lokaludvalget høringssvaret, som fremgår af løsningsafsnittet. Formanden blev bemyndiget til forfatte høringssvaret.
  2. Lokaludvalget godkendte, at lokaludvalget afholder borgerdialog om dispensationssagen den 22. oktober 2013 kl. 15.30-17.30 med Debatvogn ved Havnegade. 
  3. Lokaludvalget udpegede Ole Bang, Ole Benny Nielsen og Gunna Starck som tovholdere på debatvognsarrangementet. 
Til top