Repræsentant og suppleant til følgegruppe vedr. Skybrudsprojekt Skt. Jørgens Sø
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg udpeger en repræsentant til en følgegruppe vedr. Skybrudsprojekt Skt. Jørgens Sø og Skybrudstunnel Åboulevard.
- at Indre By Lokaludvalg udpeger en suppleant for lokaludvalgets repræsentant i følgegruppen vedr. Skybrudsprojekt Skt. Jørgens Sø og Skybrudstunnel Åboulevard.
- at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter, om lokaludvalget skal bede Teknik- og Miljøforvaltningen om, at foreningen Bo Bedre Bedst får sæde i følgegruppen vedr. Skybrudsprojekt Skt. Jørgens Sø og Skybrudstunnel Åboulevard.
Problemstilling
Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune vil nedsætte en følgegruppe med det formål at orientere repræsentanter for Nørrebro Lokaludvalg, Østerbro Lokaludvalg og Indre By Lokaludvalg samt relevante interesseorganisationer om fremdriften i Skybrudsprojekt Sankt Jørgens Sø samt Skybrudstunnel Åboulevard.
Gennem en nærmere dialog kan spørgsmål afklares og kommentarer/lokale forhold indarbejdes i det løbende arbejde. Der afholdes to møder årligt.
Se Teknik- og Miljøforvaltningens orientering om klimatilpasning på Østerbro, Nørrebro og i Indre By samt følgegruppekommissoriet i bilaget.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget udpeger en repræsentant og en suppleant til en følgegruppe vedr. Skybrudsprojekt Skt. Jørgens Sø og Skybrudstunnel Åboulevard.
Formanden foreslår desuden, at lokaludvalget drøfter, om beboerne på Indre By-siden af Sankt Jørgens Sø er tilstrækkeligt dækket ind med Borgergruppen Søfrontgruppens deltagelse i følgegruppen eller om lokaludvalget skal bede Teknik- og Miljøforvaltningen om, at foreningen Bo Bedre Bedst, der har beboere i Vestersøhus som medlemmer, får sæde i følgegruppen.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Lokaludvalgets repræsentant i følgegruppen orienterer med jævne mellemrum lokaludvalget om aktiviteterne i følgegruppen.
Beslutning
- Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann til en følgegruppe vedr. Skybrudsprojekt Skt. Jørgens Sø og Skybrudstunnel Åboulevard.
- Lokaludvalget besluttede at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om, at foreningen Bo Bedre Bedst får sæde i følgegruppen vedr. Skybrudsprojekt Skt. Jørgens Sø og Skybrudstunnel Åboulevard.