Mødedato: 10.09.2020, kl. 18:30
Mødested: MBK Kursuslokaler, Pilestræde 61

B-sag: Offentligt orienteringsmøde om Planloven

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at holde et offentligt orienteringsmøde om Planloven.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg holder et offentligt orienteringsmøde om Planloven den 29. oktober 2020.

  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger lokaludvalgets formandskab til at planlægge og gennemføre mødet sammen med sekretariatet.

  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 30.000 kr. til mødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Problemstilling

Det fremgår af Kommuneplan 19, at der skal sættes gang i arbejdet med, at byen bliver dækket af lokalplaner, startende med Middelalderbyen og Christianshavn.

Lokaludvalget og borgerne forstår ikke altid kommunens ageren og beslutninger vedr. fx.  lokalplaners indhold, lokalplanpligt, områdetyper, dispensationer og borgerindflydelse.

Løsning

Formanden foreslår, at Indre By Lokaludvalg holder et offentligt orienteringsmøde om Planloven den 29. oktober 2020, hvor advokat Marie Bockhahn fra Horten Advokater med et borgerperspektiv orienterer om 

  • Grundlæggende principper i Planloven og forholdet til anden lovgivning
  • Lokalplaner: Retsvirkning og indhold, herunder om lokalplanret og -pligt
  • Dispensation fra lokalplaner, herunder om hvornår der kan dispenseres og hvornår der er krav om ny lokalplanlægning for virkeliggørelsen af et projekt
  • Planprocessen og mulighed for indflydelse.

Efter oplægget er der mulighed for at stille spørgsmål.

 

Økonomi

Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 30.000 kr. til mødet. Der vil være udgifter til honorar, annoncering, lokaleleje og forplejning. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter. 

Videre proces

Mødet holdes den 29. oktober 2020 kl. 19.30-21.30 i festsalen i Bethesda, Rømersgade 17.

Sekretariatet annoncerer mødet i et lokalt medie, i lokaludvalgets nyhedsbrev og på lokaludvalgets Facebookside og hjemmeside. Desuden gør sekretariatet de øvrige lokaludvalg i kommunen samt Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen opmærksom på mødet.

Mødet vil være med tilmelding, da der er en grænse for, hvor mange der kan være i mødelokalet.

Beslutning

Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Gunna Starck og Jep Loft om, at lokaludvalget ikke holder et offentligt orienteringsmøde om Planloven den 29. oktober 2020.

Til top